“I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” – 1. Mosebog 1:1, Ny Verden-Oversættelsen.

 “I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” – 1. Mosebog 1:1, den danske autoriserede oversættelse.

 Denne indledende del af Bibelen fastslår to vigtige sandheder. For det første: “Himlen og jorden”, eller det fysiske univers, har en begyndelse. For det andet: Det blev skabt af Gud. – Åbenbaringen 4:11.

 Bibelen siger ikke noget om hvor længe siden det er at Gud skabte universet, og den forklarer heller ikke hvordan han gjorde det. Men den fortæller at han skabte alt ved hjælp af sin “stærke dynamiske kraft” og sin “ærefrygtindgydende magt”. – Esajas 40:26.

 Ordet “skabte” er oversat fra et hebraisk udtryk der udelukkende bruges til at beskrive en handling Gud udfører. a I Bibelen er det kun Jehova b Gud der omtales som Skaberen. – Esajas 42:5; 45:18.

 Dette er det allerførste vers i Bibelen, og det indleder skabelsesberetningen, som man kan læse i 1. Mosebog, kapitel 1 og 2. Bibelen fortæller på en meget enkel måde fra 1. Mosebog 1:1 til 2:4 hvordan Gud skabte jorden og alt hvad der lever på den, deriblandt den første mand og kvinde. Derefter giver den en mere detaljeret beskrivelse af hvordan manden og kvinden blev skabt. – 1. Mosebog 2:7-25.

 Første Mosebog beskriver skabelsen som noget der foregik over en periode på seks “dage”. Det var ikke bogstavelige dage på 24 timer, men derimod tidsperioder hvis længde ikke er nærmere defineret. Ordet “dag” kan sagtens bruges om andet end et tidsrum på 24 timer. Det ses tydeligt af 1. Mosebog 2:4, der bruger ordet “dag” synonymt med “tid” og omtaler alt hvad Gud skabte på de foregående seks dage, som om det skete på én “dag”.

 Forkert opfattelse: 1. Mosebog 1:1 viser at Gud er en del af en treenighed fordi det hebraiske ord for “Gud” står i flertal i dette vers.

 Faktum: Titlen “Gud” er oversat fra det hebraiske ord Elohim, som står i flertal, og betegner noget der er ophøjet eller majestætisk, og ikke flere personer. New Catholic Encyclopedia anerkender at flertalsformen Elohim, som den bruges i 1. Mosebog 1:1, “altid står sammen med et udsagnsord i ental, hvilket viser at der, ligesom ved brugen af vi i majestætsflertal, er tale om noget ophøjet, ikke flere personer”. – Anden udgave, bind 6, side 272.