Gå direkte til indholdet

UNGE SPØRGER

Hvad skal jeg vide om multitasking?

Hvad skal jeg vide om multitasking?

 Hvor god er du til at multitaske?

 Ved du hvordan man multitasker, altså gør flere forskellige ting på samme tid? Mange tror at de der er vokset op med teknologi – nogle gange kaldet “digitale indfødte” – er bedre til at multitaske end “digitale immigranter”, mennesker der først senere i livet er begyndt at bruge teknologien. Men er det virkelig sandt?

 RIGTIGT eller FORKERT?

  •   Multitasking sparer tid.

  •   Jo mere du øver dig, jo bedre bliver du til at multitaske.

  •   Unge er de bedste til at multitaske.

 Hvis du svarede “rigtigt” til nogen af disse udsagn, er du måske blevet narret af “myten om multitasking”.

 Myten om multitasking

 Mener du at du sagtens kan gøre to ting på samme tid? Visse ting kan du måske godt gøre samtidig uden at miste fokus. Hvis du for eksempel lytter til musik mens du gør rent på dit værelse, vil dit værelse sikkert se helt fint ud når du er færdig.

 Men når der er tale om to opgaver der kræver koncentration, vil det sandsynligvis gå ud over begge opgaver hvis du prøver at udføre dem samtidig. Det har en ung kvinde der hedder Katherine, også opdaget. Hun definerer multitasking på denne måde: “Multitasking er evnen til at gøre mange ting dårligt på samme tid.”

 “Jeg sad og snakkede med en og fik så en sms jeg blev nødt til at svare på. Jeg prøvede at klare begge dele. Men resultatet var at jeg ikke hørte ordentligt efter hvad den anden sagde, og at næsten alle ord i min sms var stavet forkert.” – Caleb.

 Sherry Turkle, der har forsket i teknologiens virkning, skriver: “Når vi tror at vi multitasker, ... bliver vores præstation faktisk forringet for hver ting vi føjer til det vi har gang i. Multitasking giver os et neurokemisk kick så vi tror at vi klarer tingene bedre og bedre, mens vi i virkeligheden klarer dem dårligere og dårligere.” a

 “Nogle gange tror jeg at jeg klarer det helt fint når jeg sms’er med én samtidig med at jeg taler med en anden – lige indtil jeg opdager at det jeg fik sagt, var det jeg ville have skrevet, og at det jeg fik skrevet, var det jeg ville have sagt!” – Tamara.

 De der prøver at multitaske, gør i virkeligheden livet svært for sig selv. For eksempel vil de som regel være længere tid om at lave deres lektier. Eller måske er de nødt til at starte forfra med noget de egentlig troede de var færdige med. Uanset hvad ender det med at de der multitasker, har mindre tid tilovers til det de har lyst til!

 Det er med god grund at Thomas Kersting, der er psykoterapeut og skolevejleder, siger: “Hvis man ser hjernen som et arkiv hvor alle nødvendige informationer bliver lagret pænt og systematisk, vil hjernen hos en person der konstant multitasker, ligne det rene rod.” b

 “Jo flere opgaver du prøver at klare på samme tid, jo flere detaljer vil du misse. I sidste ende skaber du bare mere arbejde for dig selv og spilder den tid du troede du ville spare.” – Teresa.

At prøve at multitaske er som at prøve at køre på to veje samtidig

 En bedre måde

  •   Væn dig til at fokusere på én ting ad gangen. Det kan godt være en udfordring, især hvis du er vant til at lave flere ting på en gang – for eksempel sms’e og lave lektier samtidig. Men Bibelen siger at vi skal ‘gøre os klart hvilke ting der er de vigtigste’. (Filipperne 1:10) Ikke alle opgaver er lige vigtige. Find derfor ud af hvad du skal gå i gang med først, og koncentrér dig udelukkende om den opgave indtil du er færdig med den.

     “En ukoncentreret hjerne minder på mange måder om et lille barn. Nogle gange er du nødt til at sige nej, selvom det umiddelbart ville være lettere bare at lade hjernen gøre som den gerne vil.” – Maria.

  •   Fjern det der kunne distrahere. Har du hele tiden lyst til at tjekke din telefon mens du laver lektier? Læg den fra dig i et andet rum. Sluk for fjernsynet, og glem alt om sociale medier! Bibelen siger: “Brug jeres tid på den bedst mulige måde.” – Kolossenserne 4:5.

     “Jeg har fundet ud af at det er så meget bedre for mig at fokusere på én ting ad gangen. Når jeg gør det, er jeg endnu gladere hver gang jeg kan strege en ting over på min to-do-liste og gå videre til den næste opgave. Så er det ligefrem sjovt at arbejde.” – Onya.

  •   Vær fuldt til stede når du taler med andre. At kigge på sin telefon mens man snakker med andre, virker ikke kun distraherende men er direkte uhøfligt. Bibelen siger at vi skal behandle andre ligesom vi gerne selv vil behandles. – Matthæus 7:12.

     “Når jeg snakker med min søster, begynder hun nogle gange at sms’e eller at gøre noget andet på sin telefon. Det er dødirriterende! Men hvis jeg skal være helt ærlig, gør jeg nogle gange selv det samme.” – David.

a Fra bogen Reclaiming Conversation.

b Fra bogen Disconnected.