Den lille gruppe mænd var til sidst blevet tavse. Måske var den eneste lyd man hørte, den varme, hviskende brise fra den arabiske ørken. Job var løbet tør for ord og helt udmattet efter den langvarige debat. Forestil dig ham siddende der med blikket skarpt rettet mod sine tre bekendte, Elifaz, Bildad og Sofar. Vovede de at fortsætte deres fremturen? Nej, de stirrede blot ned i jorden, frustrerede over at alle deres velformulerede argumentationer og giftige insinuationer, ja, al deres ‘tomme snak’, ikke havde overbevist Job. (Job 16:3) Job var faktisk mere end nogensinde opsat på at forsvare sig selv og vise at han var trofast mod Gud.

 Job har måske følt at hans trofasthed var det eneste af værdi han havde tilbage. Han havde mistet alt hvad han ejede, og alle sine ti børn. Han havde mistet al anseelse hos venner og naboer, og til sidst havde han også mistet sit gode helbred. En alvorlig hudsygdom havde gjort hans hud sort og fyldt den med skorper, betændelse og maddiker. Selv hans ånde var frastødende. (Job 7:5; 19:17; 30:30) Men de tre mænds angreb havde vækket en dyb harme i Job. Han var fast besluttet på at bevise at han ikke var en fordærvet synder sådan som de påstod. Jobs sidste tale havde nu bragt dem til tavshed. Deres lange strøm af ondskabsfulde anklager var endelig hørt op. Men Job havde ikke fået det bedre. Han var stadig dybt fortvivlet og havde brug for hjælp.

 Jobs ord viste at han var kommet ud af balance. Det er der ikke noget at sige til. Men Job havde brug for hjælp til at genvinde fodfæstet og korrigere sin tankegang. Han havde også brug for ægte trøst og opmuntring, noget som hans tre bekendte burde have givet ham, men ikke gjorde. Har du nogensinde haft desperat brug for trøst og råd? Er du nogensinde blevet svigtet af nogle som du troede var dine venner? Så kan det måske være til inspiration og opmuntring for dig at høre om hvordan Jehova Gud hjalp Job, og hvordan Job reagerede.

 I beretningen om Job afsløres nu noget som vi ikke tidligere har fået at vide. Der var endnu en person til stede, en yngre mand der hed Elihu. Han havde været der hele tiden og i tavshed lyttet til de ældre mænds debat. Men han var på ingen måde tilfreds med de tanker der var kommet frem.

 Elihu var vred på Job. Det skuffede ham at Job lod sig rive med og “prøvede at bevise at han selv, og ikke Gud, var retfærdig”. Men Elihu havde også dyb medfølelse med Job – han så et oprigtigt menneske der havde det enormt svært og i den grad havde brug for kærligt at blive korrigeret og opmuntret. Der er ikke noget at sige til at Elihu blev irriteret på de tre såkaldte venner! Han havde hørt dem fremføre det ene angreb efter det andet mod Job og hans tro. De havde frarøvet ham hans værdighed og sat spørgsmålstegn ved hans trofasthed. Og værre endnu fik deres fordrejede ord Gud selv til at fremstå som ond! Elihu kunne ikke holde ordene tilbage længere. – Job 32:2-4, 18.

 “Jeg er ung, og I er oppe i årene,” sagde han og forklarede: “Af respekt for jer holdt jeg mig tilbage og vovede ikke at fortælle jer hvad jeg ved.” Men han kunne ikke længere tie. Han fortsatte: “Alderen alene gør ikke folk kloge, og det er heller ikke kun gamle mænd der forstår hvad der er rigtigt.” (Job 32:6, 9) Elihu holdt nu en længere tale, som tydeligt understregede at det var sandt. Han havde en helt anden tilgang end Elifaz, Bildad og Sofar. Elihu forsikrede Job om at han ikke kunne finde på at nedgøre ham og gøre det hele endnu værre. Han behandlede også Job værdigt ved at bruge hans navn og ved at anerkende at han havde været udsat for grove fornærmelser. a Respektfuldt sagde han: “Job, hør nu på mig.” – Job 33:1, 7; 34:7.

 Elihu korrigerede nu Job: “Jeg hørte dig flere gange sige: ‘Jeg er ren, jeg har ikke begået nogen fejl; jeg er pletfri og har ikke gjort noget forkert. Men Gud søger anledninger til at straffe mig.’” Derefter afslørede han hvad der var Jobs problem, ved at spørge: “Er du så overbevist om at du har ret, at du ville sige: ‘Jeg er mere retfærdig end Gud’?” Frimodigt irettesatte han Job med ordene: “Du har ikke ret når du siger sådan.” (Job 33:8-12; 35:2) Elihu vidste at Job var fuld af vrede over alt det han havde mistet, og den dårlige behandling han havde fået af sine såkaldte venner. Men han advarede Job: “Pas på at vreden ikke får dig til at optræde hånligt.” – Job 36:18.

 Frem for alt forsvarede Elihu Jehova. I enkle men tydelige vendinger understregede han en vigtig sandhed: “Det er utænkeligt at den sande Gud skulle handle ondt, at Den Almægtige skulle gøre noget der er forkert! ... Den Almægtige fordrejer ikke retten.” (Job 34:10, 12) Som et eksempel på at Jehova er barmhjertig og retfærdig, mindede Elihu Job om at Jehova ikke havde straffet ham for hans tankeløse og respektløse udtalelser. (Job 35:13-15) Og i stedet for at påstå at have alle svarene sagde Elihu ydmygt: “Gud er større end vi kan forestille os.” – Job 36:26.

 Selvom Elihu retledte Job meget direkte, talte han hele tiden på en venlig måde. Han omtalte et vidunderligt håb om at Jehova en dag ville give Job et godt helbred igen. Til den tid ville Gud sige om sin trofaste tjener: “Lad hans krop blive friskere end den var i ungdommen, lad ham få sin ungdoms styrke tilbage.” Et andet eksempel på Elihus venlighed er at han ikke bare irettesatte Job, men også forsøgte at inddrage ham. “Hvis du har noget at sige, så svar mig,” sagde han. “Tal, for jeg ser gerne at du får ret.” (Job 33:25, 32) Men Job sagde ikke noget. Måske følte han ikke noget behov for at forsvare sig efter at være blevet korrigeret på så venlig og opmuntrende en måde. Måske græd han ligefrem af lettelse.

 Vi kan lære nogle vigtige ting af begge disse trofaste mænd. Af Elihu lærer vi hvordan vi skal give råd og trøst til en der har behov for det. En sand ven vil ikke holde sig tilbage fra at gøre opmærksom på det hvis en har en alvorlig svaghed eller er ved at komme på afveje. (Ordsprogene 27:6) Det er sådan en ven vi gerne vil være, en der altid er venlig og opmuntrende over for dem der har det svært, også selvom de får sagt noget tankeløst. Af Job lærer vi at vi ydmygt må tage retledning til os og ikke bare affærdige den. Vi har alle indimellem brug for at blive korrigeret. Hvis vi lytter, kan det redde vores liv. – Ordsprogene 4:13.

 I løbet af sin tale nævnte Elihu flere gange vind, skyer, torden og lyn. Han sagde: “Lyt opmærksomt til Guds stemmes buldren,” og kort efter omtalte han en storm. (Job 37:2, 9) Det lader til at et stormvejr var under opsejling mens han talte, og det voksede sig stadigt mere intenst. Nu skete der noget dramatisk: Jehova talte! – Job 38:1.

 Når man læser Jobs Bog, er det en stor befrielse at nå frem til de skønne kapitler der indeholder Jehovas ord til Job. Sandhederne fra Jehova blæste som en storm al Elifaz, Bildad og Sofars tomme snak væk – alle deres løgnagtige ord blev gjort til intet. Jehova ville slet ikke beskæftige sig med de mænd før senere. Lige nu fokuserede han på Job. Han talte kærligt men bestemt til ham, som en far til sin søn.

 Jehova forstod hvor svært Job havde det. Og han havde ondt af ham, sådan som han altid har det når hans elskede børn lider. (Esajas 63:9; Zakarias 2:8) Men han vidste også at Job ved at ‘tale uden viden’ havde gjort det hele værre for sig selv. Derfor irettesatte han Job ved at stille ham en række tankevækkende spørgsmål. “Hvor var du da jeg grundlagde jorden?” spurgte han. “Fortæl mig det hvis du mener at du har indsigt.” Dengang Gud skabte universet, brød “morgenstjernerne”, Guds familie af engle, ud i begejstret bifald over det underfulde skaberværk. (Job 38:2, 4, 7) Job havde ikke noget svar, for det var ikke noget han vidste noget om.

 Nu gik Jehova mere i dybden med sit skaberværk. Han gav Job en lektion i naturvidenskab og berørte emner som astronomi, biologi, geologi og fysik. Blandt andet beskrev han forskellige dyr der fandtes i det område Job boede: løven, ravnen, stenbukken, vildæslet, vildoksen, strudsen, hesten, falken, ørnen, Behemot (øjensynligt flodhesten) samt Livjatan (sandsynligvis krokodillen). Tænk engang at blive undervist i naturvidenskab af selve Skaberen af universet! b

 Hvorfor fortalte Jehova alt dette? Jo, Job havde brug for at arbejde på sin ydmyghed. Når han beklagede sig over det han mente var dårlig behandling fra Jehovas side, skadede han sit forhold til sin kærlige Far, noget der kun gjorde hans situation værre. Så Jehova spurgte igen og igen Job hvor han var da alle de underfulde dele af skaberværket blev til, og om Job kunne styre, tæmme eller sørge for mad til de skabninger Gud havde frembragt. Hvis Job ikke engang kunne styre de basale dele af skaberværket, hvordan kunne han så tillade sig at dømme Skaberen? Jehovas tanker og handlinger var på et helt andet plan – de rakte langt ud over hvad Job kunne forstå og fatte.

 I alt det Jehova sagde til Job, skinnede hans kærlighed tydeligt igennem. Det var som om han kærligt argumenterede: ‘Min søn, hvis jeg har kunnet skabe og tage mig af alle disse ting, tror du så virkelig at jeg ikke tager mig af dig? Kunne jeg virkelig finde på at tage dine børn, din tryghed, dit gode helbred fra dig? Er det ikke snarere mig der er den som kan give dig alt tilbage og fjerne din frygtelige smerte?’

 Kun to gange sagde Job noget som svar på Jehovas tankevækkende spørgsmål. Han begyndte ikke at diskutere, retfærdiggøre sig selv eller komme med undskyldninger. Ydmygt erkendte han hvor lidt han egentlig vidste, og han angrede sine tankeløse udtalelser. (Job 40:4, 5; 42:1-6) Her ser vi virkelig Jobs tro komme til udtryk. I alt hvad han havde været igennem, havde han bevaret en stærk tro. Han tog imod retledningen fra Jehova og ændrede sin forkerte indstilling. Det vil også være klogt at vi spørger os selv: ‘Er jeg ydmyg nok til at lytte når jeg bliver korrigeret eller får et råd?’ Vi har alle brug for hjælp indimellem, og hvis vi tager imod den, efterligner vi Jobs tro.

 Nu gjorde Jehova noget der må have været en stor trøst for Job. Henvendt til Elifaz, der åbenbart var den ældste af Jobs tre bekendte, sagde Jehova: “Jeg er meget vred på dig og dine to venner, for I har ikke sagt sandheden om mig, sådan som min tjener Job har.” (Job 42:7) Tænk et øjeblik over de ord. Mente Jehova at alt hvad de tre mænd havde sagt, var forkert, og at alt hvad Job havde sagt, var rigtigt? Selvfølgelig ikke. c Men der var stor forskel på Job og de tre mænd der havde anklaget ham. Job var tynget af sorg, og han var blevet dybt påvirket af de mange falske beskyldninger. Det er derfor forståeligt at han fik sagt nogle tankeløse ting. Elifaz og hans to venner havde ikke nogen undskyldning. De var med overlæg kommet med udtalelser der i den grad afslørede deres stolthed og mangel på tro. Ikke nok med at de var kommet med onde anklager mod en uskyldig mand, de havde også givet et misvisende billede af Jehova og fået ham til at fremstå som en hård og endda ond Gud!

 Der er ikke noget at sige til at Jehova forlangte et stort offer af disse mænd. De skulle ofre syv tyre og syv væddere, hvilket viser at deres synd havde været stor. En tyr var nemlig det dyr der senere ifølge Moseloven skulle ofres af ypperstepræsten hvis han havde begået en synd der bragte skyld over hele folket. (3. Mosebog 4:3) Det var det dyreste offer man kunne bringe under Moseloven. Desuden tilføjede Jehova at han kun ville tage imod deres offer hvis Job først gik i forbøn for dem. d (Job 42:8) Hvor må det have trøstet Job at Jehova gav ham oprejsning og sørgede for at retfærdigheden skete fyldest.

 Jehova havde tillid til at Job ville gøre som han bad ham om, og tilgive de tre mænd der havde såret ham så dybt. Og Job adlød sin himmelske Far. (Job 42:9) Med det han gjorde, gav han et endnu stærkere bevis på sin trofasthed end med sine udtalelser. Og Jobs lydighed førte til mange velsignelser fra Jehova.

 Jehova var meget “kærlig og barmhjertig” over for Job. (Jakob 5:11) Han sørgede for at Job blev rask igen. Forestil dig hvordan det må have føltes for Job at opdage at hans krop virkelig blev “friskere end den var i ungdommen”, sådan som Elihu havde forudsagt. Venner og familie kom til ham for at vise deres medfølelse og give ham gaver. Jehova sørgede for at Job fik sin velstand igen; faktisk fik han dobbelt så meget som han havde haft før. Og hvad med det største af alle tabene – hans børn? Job og hans kone fandt trøst i at blive forældre til yderligere ti børn. Desuden forlængede Jehova mirakuløst Jobs liv så han levede endnu 140 år, længe nok til at opleve fire generationer af efterkommere. Beretningen slutter: “Så døde Job, efter et langt og godt liv.” (Job 42:10-17) I Paradiset vil Job og hans kone blive genforenet med deres familie, også de ti børn som Satan tog fra dem. – Johannes 5:28, 29.

 Hvorfor blev Job belønnet så rigt af Jehova? Bibelen giver svaret: “I har hørt hvor udholdende Job var.” (Jakob 5:11) Ja, Job udholdt flere trængsler end de fleste af os kan forestille os. Ordet “udholdende” fortæller os at Job ikke blot gennemlevede de svære prøvelser. Han holdt ud med sin tro og kærlighed til Jehova i behold. Han blev ikke bitter, men var endda villig til at tilgive dem der med overlæg havde såret ham. Og han gav aldrig slip på sit dyrebare håb og på det vigtigste han havde – sin trofasthed mod Gud. – Job 27:5.

 Vi har også brug for udholdenhed. Der er ingen tvivl om at Satan, ligesom han gjorde med Job, vil forsøge at tage modet fra os. Men hvis vi holder ud, forbliver ydmyge, er villige til at tilgive og frem for alt er fast besluttet på at forblive trofaste, vil vi bevare vores dyrebare håb. (Hebræerne 10:36) Intet vil være mere frustrerende for Satan, og intet vil glæde Jehovas hjerte mere end at vi efterligner Jobs tro!