Motorcykeltaxier, lokalt kaldet zems, er et af de foretrukne transportmidler i byerne i det sydlige Benin. Désiré, som er hjælpepioner, installerede et lydanlæg på sin zem og lod to højttalere være rettet direkte mod passagersædet. Han afspiller uafbrudt vores publikationer og bibelske dramaer. Når en passager stiger på hans zem, går der ikke længe før han eller hun lytter opmærksomt.  Mange bliver så opslugt af det de hører, at de, når de kommer frem til deres bestemmelsessted, tøver eller endda nægter at stige af motorcyklen før de har hørt afslutningen. Désiré siger: “Jeg vil selvfølgelig gerne have at de betaler og stiger af så jeg kan finde en ny kunde, men det er jo vigtigere at de hører den gode nyhed end at jeg tjener penge. Desuden får jeg afsat en masse litteratur på denne måde.”

Nolla er en seksårig pige som bor med sin familie i Burundis højland. En dag da familien var ved at lave mad ved et lille kulkomfur, kom to mænd der arbejdede hos naboen, hen og spurgte om de kunne få nogle af de varme kul så de selv kunne tænde op. Nolla, som endnu ikke er begyndt i skolen, passede komfuret da mændene kom. Hun lod dem tage nogle få stykker kul. Kort tid efter gik Nolla forbi de to mænd og så at de havde brugt kullene til at tænde cigaretter med. Det blev hun meget oprørt over, og hun sagde til dem: “Hvis jeg havde vidst at I ville bruge kullene til at tænde cigaretter med, ville jeg ikke have givet jer dem.” Hun kom i tanke om at hun i rigssalen havde set et blad med et billede af en cigaret på forsiden. Hun løb hen til rigssalen og fik fat i to eksemplarer af Vagttårnet for 1. juni 2014, der handlede om rygning. Nolla vendte tilbage til mændene, gav dem bladene og insisterede på at de skulle læse dem med det samme. Senere fandt hun frem til dem igen og gav dem hver en invitation  til det kommende regionalstævne. Mændene der var forbløffede over pigens ihærdighed, fik lyst til at overvære to af stævnedagene. I middagspausen fik Nolla øje på dem og inviterede dem til et enkelt måltid sammen med sin familie. Imponeret over det de havde set og hørt ved stævnet, begyndte de begge at studere Bibelen.

Ældste i Liberia forkynder Rigets budskab i flere af landets fængsler. Yves, der er specialpioner i hovedstaden, Monrovia, forklarer: “I marts blev tre indsatte udnævnt som udøbte forkyndere. Dermed er antallet af forkyndere i Monrovia Central Prison oppe på seks.” Hvordan kan de være med i forkyndelsen? “De mødes for at gå i tjenesten hver onsdag og lørdag,” siger Yves. “Og de har fået lov til at gå fra celle til celle og fortælle deres medfanger om det håb Bibelen indeholder.” Mange af de indsatte har nu deres eget bibelstudium og overværer de møder der holdes i fængslet. En bror fra afdelingskontoret holdt et offentligt foredrag for 79 af de indsatte. I seks andre fængsler har man arrangeret regelmæssige bibelstudieklasser, og der er positive forandringer at spore hos de indsatte.

Der blev gjort store anstrengelser for at hjælpe interesserede i isolerede områder til at overvære mindehøjtiden. San, også kaldet buskmænd, er de oprindelige indbyggere i det sydlige Afrika. I århundreder har de levet et enkelt nomadeliv  som jægere og samlere. Glenn, en specialpioner der tjener i det nordlige Namibia, planlagde at mindehøjtiden i 2015 skulle holdes i en fjerntliggende San-landsby cirka 270 kilometer øst for Rundu. Det var anden gang mindehøjtiden blev holdt der. Ved begge lejligheder gav myndighederne i landsbyen Jehovas Vidner lov til at benytte byens retssal gratis. I alt var der 232 der overværede mindehøjtiden, trods kraftig regn både før og under højtideligheden. Buskmændene i dette område taler sproget khwe, som er kendt for dets mange kliklyde. Foredraget blev tolket fra engelsk til khwe. Der findes ingen bibel på khwe, så derfor blev der vist lysbilleder på væggen for at forklare vers som for eksempel Esajas 35:5, 6. Glenn, som leder flere fremadskridende bibelstudier i området, fortæller: “Jeg er kommet her en gang om måneden i de sidste to år. Jeg camperer i området i nogle dage. Fremgangen har ikke været ret stor på grund af sproget og afstanden. Vi har et desperat behov for hjælp. Da jeg henvendte mig til myndighederne for at arrangere mindehøjtiden her i 2015, spurgte en fra den ledende komité i lokalsamfundet om vi ikke ville være så venlige at bygge et mødested i området. Han sagde at komitéen ville sørge for en grund og dække omkostningerne i forbindelse med byggeriet! Alt hvad vi skulle gøre, var at sørge for en ‘præst’ eller i det mindste oplære en af dem til at være præst!”