Linda: Da jeg var 12, fortalte min mor mig at jeg havde en lillesøster der var blevet bortadopteret. Jeg tænkte på om hun mon også var født døv, ligesom mig. Men jeg voksede op uden at vide hvem hun var.

Sally: Jeg vidste slet ikke at jeg var adopteret. Min “mor” slog mig og behandlede mig som en tjenestepige, så jeg voksede op trist og ensom – en ekstra belastning for én der var født døv. Så mødte jeg Jehovas Vidner og begyndte at studere Bibelen. Da min “mor” fandt ud af det, pryglede hun mig med et bælte. Hun skiftede også låsen ud og holdt mig indespærret. Da jeg blev 20, løb jeg hjemmefra, og Vidnerne tog mig til sig. I starten af 2012 blev jeg døbt.

 Linda: Da jeg var 20, fik jeg et bibelstudium med Jehovas Vidner. Senere begyndte jeg at tage til områdestævner i Jakarta, hvor programmet blev tolket til tegnsprog. Dér mødte jeg mange andre døve, deriblandt Sally, der var Jehovas Vidne og boede på Nordsumatra. Jeg følte mig knyttet til hende, men det var ikke noget jeg tænkte nærmere over.

Sally: Linda og jeg blev gode venner. Jeg syntes at vi lignede hinanden, men jeg hæftede mig ikke særligt ved det.

Linda: I august 2012, dagen før jeg skulle døbes, fik jeg et stærkt ønske om at finde min forsvundne lillesøster. I en indtrængende bøn til Jehova sagde jeg: “Vil du ikke nok lade mig finde min søster? Jeg vil så gerne fortælle hende om dig.” Kort tid efter fik min mor helt uventet en sms fra én der kendte til situationen med min søster. Det satte en kædereaktion i gang der førte til at jeg kontaktede Sally.

Sally: Da Linda forklarede at jeg var hendes forsvundne søster, fløj jeg straks til Jakarta for at møde hende. Da jeg kom ud af lufthavnens sikkerhedskontrol, så jeg Linda – sammen med min far, min mor og min anden storesøster – der ventede på at tage imod mig. Jeg rystede over hele kroppen. Vi krammede og kyssede alle sammen hinanden – min mor var den der var længst tid om at give slip. Vi græd alle sammen. Da min far og mor med tårer i øjnene undskyldte for at have bortadopteret mig, græd og krammede vi igen.

Linda: På grund af vores forskellige opvækst måtte vi lære at tage hensyn til hinandens personlighed og vaner. Men vi elsker hinanden meget højt.

Sally: Nu bor Linda og jeg sammen og tilhører den samme tegnsprogsmenighed i Jakarta.

Linda: Sally og jeg var adskilt i mere end 20 år. Vi takker Jehova for at vi endelig har fundet hinanden!