SÅ TIDLIGT som i 1920’erne gjorde Bibelstudenterne en stor indsats for at finde frem til sandhedssøgende mennesker i Georgien. I 1924 oprettede man et kontor i Beirut, Libanon, for at føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet i et område der indbefattede Armenien, Georgien, Syrien og Tyrkiet.

Der blev sået sandhedskorn i Georgien i denne periode, men til at begynde med var der ikke nogen synlige resultater. (Matt. 13:33) Med tiden slog budskabet om Riget dog virkelig rødder i Georgien, og det fik mange til at gøre store forandringer i deres liv.

Da Anden Verdenskrig brød ud, var Vaso Kveniashvili teenager. Hans far blev indkaldt til den sovjetiske hær  fordi Georgien dengang var en del af Sovjetunionen. På det tidspunkt havde Vaso allerede mistet sin mor. Som den ældste af børnene følte han sig nødsaget til at stjæle for at kunne forsørge sig selv og sine søskende.

Vaso sluttede sig til en bande og blev efterhånden dybt involveret i organiseret kriminalitet. “Jeg syntes at jeg så mere retfærdighed i den kriminelle verden end hos regeringen og i samfundet,” siger han. Men det gik op for ham at han søgte efter noget mere end det mennesker kan tilbyde. Han fortæller: “Jeg længtes efter noget som virkelig var retfærdigt.”

På grund af sine kriminelle handlinger blev han arresteret og sendt til en arbejdslejr i Sibirien. Her mødte  han et af Jehovas Vidner der var blevet fængslet for sin tro. “Endelig fandt jeg det jeg havde ledt efter,” siger Vaso. “Vi havde ikke noget litteratur, så derfor gjorde jeg mit bedste for at lære af det broren fortalte mig.”

Da han blev løsladt i 1964, vendte han tilbage til Georgien og ledte efter Jehovas Vidner. I mellemtiden holdt han kontakt med sin tidligere fængselskammerat via brevskrivning. Sørgeligt nok døde hans gode ven, og Vaso mistede kontakten med Guds folk. Der gik næsten 20 år inden han igen fandt Jehovas Vidner. Vi vender tilbage til Vaso senere.

For Valentina Miminoshvili, en ung georgisk kvinde, førte fangenskabet i en nazistisk koncentrationslejr til en stor velsignelse. Der mødte hun Jehovas Vidner for første gang. Det der gjorde størst indtryk på hende, var  deres urokkelige tro. Hun blev dybt rørt af det de lærte hende ud fra Bibelen.

Da hun vendte hjem efter krigen, begyndte hun at fortælle andre om sin nyfundne tro. Men da det blev opdaget af de lokale myndigheder, blev hun idømt en straf på 10 år i en arbejdslejr i Rusland. Her mødte hun igen Jehovas Vidner og blev senere døbt.

Efter at Valentina blev løsladt fra lejren i 1967, flyttede hun til det vestlige Georgien, hvor hun forsigtigt fortsatte med at forkynde. Hun vidste ikke at hun snart ville blive et svar på en bøn.

I 1962 flyttede en søster ved navn Antonina Gudadze fra Sibirien til Georgien da hendes ikketroende mand besluttede at vende tilbage til sit hjemland. Antonina, der er fra Sibirien, havde lært sandheden at kende gennem nogle Jehovas Vidner der var i eksil dér. Nu boede hun i Khashuri, en by i det østlige Georgien, og var adskilt fra sine trosfæller.

Antonina fortæller om hvordan Jehova besvarede hendes bønner: “En dag modtog jeg en pakke fra min mor, der var i Sibirien, og i den fandt jeg noget bibelsk litteratur der var blevet skjult meget kreativt. Det var på den måde jeg fik åndelig mad de næste seks år, og hver gang takkede jeg Jehova for hans vejledning, opmuntring og omsorg.”

Men Antonina var stadig alene. Hun siger: “Jeg blev ved med at bede Jehova om at jeg kunne blive genforenet med mine brødre og søstre. En dag kom to kvinder ind i den butik hvor jeg arbejdede som ekspedient,  og spurgte mig: ‘Er du Antonina?’ Ud fra det kærlige udtryk i deres ansigter kunne jeg se at de var mine åndelige søstre. Vi omfavnede hinanden og gav tårerne frit løb.”

Valentina Miminoshvili var en af de to søstre. Antonina blev meget begejstret da hun fik at vide at der blev holdt møder i det vestlige Georgien. Til trods for at det var en rejse på over 300 km, tog hun afsted en gang om måneden for at være med til møderne.

I 1960’erne flyttede nogle af de Jehovas Vidner der blev forfulgt af myndighederne i andre dele af Sovjetunionen, til områder hvor de havde det lettere. Vladimir Gladjuk, en ivrig og energisk bror, var blandt dem. I 1969 flyttede han fra Ukraine til byen Sugdidi, Vestgeorgien.

Til at begynde med holdt de der kom til Georgien, møderne på russisk. Men efterhånden som flere og  flere georgiere begyndte at komme til møderne, sørgede man for at holde dem på georgisk. Undervisningen ved møderne og i forkyndelsen havde så stor effekt at der i august 1970 var 12 lokale der blev døbt.

I foråret 1972 flyttede Vladimir og hans familie længere vestpå, til Sukhumi, en by ved Sortehavets kyst. Vladimir siger: “Vi følte os åndeligt rige og var taknemmelige for at Jehova velsignede os. Menigheden dér voksede meget hurtigt.” Samme forår blev den første mindehøjtid i Sukhumi holdt, og der var 45 til stede.

Babutsa Jejelava, der nu er i halvfemserne, var hurtig til at tage sandheden til sig i begyndelsen af 1973, som  en af de første i Sukhumi. Hun fortæller: “En dag bemærkede jeg fire kvinder der var i gang med en livlig samtale. To af dem var nonner, og jeg fandt senere ud af at de to andre var Jehovas Vidner.” Den ene af søstrene var Vladimir Gladjuks hustru, Lyuba, og den anden var Itta Sudarenko, en flittig pioner fra Ukraine.

Babutsa fortæller hvordan hun reagerede da hun overhørte samtalen: “Jeg var helt opslugt af det jeg hørte.” Da hun fandt ud af at Gud har et personligt navn, sluttede hun sig til drøftelsen og spurgte om hun måtte se det i Bibelen. Hun havde så mange spørgsmål at samtalen fortsatte i tre timer.

Babutsa, som var bange for at hun aldrig ville se søstrene igen, sagde: “Vil I bare gå jeres vej og efterlade mig her?”

Søstrene svarede hende: “Nej, vi forlader dig ikke. Vi kommer igen næste lørdag.”

Det blev lørdag, og til Babutsas store glæde kom de to søstre igen. De begyndte straks at studere Bibelen. Ved slutningen af studiet følte Babutsa endnu engang at hun måtte sikre sig at hun ikke mistede forbindelsen til Guds folk. Hun sagde til sig selv: ‘Nu hvor jeg har fundet dem, må jeg sørge for at jeg ikke mister dem igen.’

Babutsa fik en idé. Hun siger: “Jeg vidste at Lyuba var gift, så jeg spurgte Itta om hun også var det. Itta fortalte mig at hun ikke var gift. ‘Så flyt ind hos mig!’ udbrød jeg. ‘Jeg har to senge med en lampe imellem. Vi kan lægge Bibelen under lampen så vi også kan drøfte den  om aftenen.’” Itta tog imod tilbuddet og flyttede ind i lejligheden.

Om den tid fortæller Babutsa: “Sommetider kunne jeg ikke sove om natten fordi jeg tænkte over alt det jeg havde lært. Pludselig kunne der dukke et spørgsmål op, og så vækkede jeg Itta og sagde: ‘Itta, tag Bibelen frem! Jeg har et spørgsmål.’ Mens Itta stadig gned sig i øjnene, sagde hun altid noget i retning af: ‘Selvfølgelig, kære ven.’ Og så viste hun mig svaret ud fra Bibelen.” Kun tre dage efter at Itta var flyttet ind, var Babutsa med ude at forkynde.

Babutsa havde en god ven, Natela Chargeishvili. “Jeg troede at hendes rigdom ville hindre hende i at tage imod sandheden, men jeg tog heldigvis fejl,” siger Babutsa. “Fra vores allerførste samtale begyndte sandheden at brænde i hendes hjerte.” Snart fortalte de begge ivrigt om deres håb til venner, kolleger og naboer.