I MANGE år boede Israels sønner i Ægypten, hvor de opnåede stor velstand og blev talrige. Men så kom en ny farao til magten. Denne hersker kendte ikke Josef. Han var en ondskabsfuld tyran og frygtede israelitterne på grund af deres voksende antal. Derfor gjorde han dem til trælle og befalede at alle deres nyfødte drengebørn skulle druknes i Nilen. Men en modig mor beskyttede sin spæde søn ved at lægge ham i en kurv og skjule den mellem sivene. Faraos datter fandt drengen, gav ham navnet Moses og opdrog ham ved det ægyptiske hof.

Da Moses var 40 år gammel, kom han i vanskeligheder fordi han forsvarede en israelitisk træl mod en af de ægyptiske arbejdsfogeder. Moses flygtede til et fjerntliggende land, hvor han levede i eksil. Da han var 80 år, sendte Jehova ham tilbage til Ægypten, hvor han skulle træde frem for Farao og kræve at Guds folk blev udfriet.

Dette afslog Farao blankt, og Gud lod derfor ti plager ramme Ægypten. Hver gang Moses trådte frem for Farao for at give ham en mulighed for at afværge den næste plage, gjorde Farao sig hård og udtrykte foragt for Moses og hans Gud, Jehova. Til sidst bragte den tiende plage død over alle de førstefødte i landet — undtagen i de familier hvor man havde adlydt Jehova ved at smøre blodet fra et offerlam på dørstolperne. Den engel som Gud havde sendt ud for at slå de førstefødte ihjel, gik forbi disse hjem. Israelitterne mindedes derefter hvert år denne mirakuløse udfrielse ved en højtid kaldet påske.

Efter at Farao havde mistet sin egen førstefødte søn, befalede han Moses og alle israelitterne at forlade Ægypten. De organiserede straks en udvandring. Men Farao ombestemte sig og satte efter dem med mange krigere og stridsvogne. Israelitterne så ud til at være fanget i en fælde ved bredden af Det Røde Hav. Jehova delte da Det Røde Hav så israelitterne kunne gå over på en tør havbund mens vandet stod som en mur på begge sider! Ægypterne stormede efter dem, men Gud lod vandene vælte ned over Farao og hans hær så de druknede.

Senere, da israelitterne lå lejrede ved Sinaj Bjerg, indgik Jehova en pagt med dem. Med Moses som mellemmand gav han israelitterne nogle love der kunne lede og beskytte dem på praktisk talt alle områder af livet. Så længe Israel trofast underordnede sig Jehovas ledelse, ville han være med dem og gøre nationen til en velsignelse for andre.

De fleste af israelitterne viste imidlertid en skuffende mangel på tro på Gud. I 40 år lod Jehova derfor denne generation vandre i ørkenen. Moses udnævnte så den retlinede mand Josua som sin efterfølger. Endelig var Israels folk parat til at gå ind i det land som Gud havde lovet Abraham.

— Baseret på Anden til Femte Mosebog; Salme 136:10-15; Apostelgerninger 7:17-36.