Hvorfor undersøge Bibelen?
Er du kendt med Bibelen? Den er et enestående værk og den mest udbredte bog i historien. Folk i alle kulturer har fundet trøst og håb i dens budskab og erfaret at dens råd er praktisk anvendelige i hverdagen. Alligevel er der mange i dag der kun kender lidt til Bibelen. Uanset om du er religiøs eller ej, er du måske nysgerrig efter at få noget at vide om den. Formålet med brochuren her er at give dig et overblik over Bibelen og dens budskab.
INDEN du åbner en bibel og begynder at læse i den, vil det være en hjælp for dig at vide lidt om hvordan den er opbygget. Bibelen, der også er kendt som De Hellige Skrifter, er i virkeligheden en samling af 66 bøger der begynder med Første Mosebog og slutter med Åbenbaringen, eller Apokalypsen.
Hvem er Bibelens forfatter? Det er et spændende spørgsmål. Faktisk blev Bibelen nedskrevet af omkring 40 mænd over et tidsrum på cirka 1600 år. Det er bemærkelsesværdigt at disse mænd ikke hævdede at være forfattere til Bibelen. En af skribenterne skrev: „Hele Skriften er inspireret af Gud.“ (2 Timoteus 3:16) Og en anden af dem sagde: „Det var Jehovas ånd som talte ved mig, og hans ord var på min tunge.“ (2 Samuel 23:2) Skribenterne erkendte således at Jehova Gud, universets øverste Suveræn, er Bibelens forfatter, og det fremgår af deres skrifter at Gud ønsker at have et nært forhold til menneskene.
Der er også noget andet som er vigtigt for at forstå Bibelen. De inspirerede skrifter har et gennemgående tema: hævdelsen af Guds ret til at herske over menneskeheden gennem sit himmelske rige. På de følgende sider vil du se hvordan dette tema er den røde tråd fra Første Mosebog til Åbenbaringen.
Med det ovennævnte i tanke vil vi nu se på det budskab som findes i verdens mest populære bog, Bibelen.
^ par. 9 Der er forskellige måder at anføre tidsangivelser på. I denne brochure står e.v.t. for „efter vor tidsregning“ og f.v.t. for „før vor tidsregning“. Det vil du kunne se i tidslinjen nederst på siderne.