(ca. 37 – ca. 100 e.v.t.) En jødisk historiker der var af præsteslægt. Josefus blev farisæer, og senere udnævnte Sanhedrinet ham som hærfører under den jødiske opstand mod Rom. Han hed oprindeligt Josef ben Matthias (Josef ben Mattitjahu).

Under den jødiske opstand led Josefus og hans mænd nederlag i Galilæa i år 67 e.v.t. Han overgav sig til den daværende romerske general, Vespasian, der frigav ham. Som det var skik og brug dengang, fik han tilnavnet Flavius, Vespasians familienavn. Josefus havde på det tidspunkt anerkendt Roms overlegne styrke, og han prøvede endda at mægle mellem romerne og de belejrede oprørsstyrker i Jerusalem. Efter at byen faldt for Vespasians søn Titus’ hånd i år 70 e.v.t., fulgte Josefus med Titus til Rom og brugte derefter al sin tid på at skrive. Hans værker omfatter Bellum Judaicum (Den jødiske krig), Antiquitates Judaicae (en beretning om jødernes oldtidshistorie), Contra Apionem (Mod Apion) og selvbiografien Vita (Liv).

Josefus regnes for at være en troværdig, men dog ikke ufejlbarlig, historiker, hvis værker udfylder vigtige huller i vores viden om den jødiske historie og indeholder historiske baggrundsoplysninger som giver en bedre forståelse af forskellige dele af Bibelen. Næst efter Bibelen er hans værker den vigtigste kilde til historisk information når det drejer sig om Jerusalem og templet i det første århundrede. I hans værker refereres der også til Jesus, Jesus’ halvbror Jakob og Johannes Døber. Og Josefus’ øjenvidneberetning om ødelæggelsen af Jerusalem og templet kaster desuden lys over opfyldelsen af Bibelens profetier. – Da 9:24-27; Lu 19:41-44; 21:20-24.