Livet på Jorden ville være umuligt hvis det ikke var for nogle “heldige sammentræf”, hvoraf de fleste var stort set ukendte helt frem til det 20. århundrede. Nogle af disse “sammentræf” er:

• Jordens placering i Mælkevejen og solsystemet; dens bane, hældning og rotationshastighed; dens usædvanlige måne

• Et magnetfelt og en atmosfære der tilsammen virker som et dobbelt skjold

• De naturlige kredsløb som fornyer og renser Jordens luft- og vandforsyning

Når du her i det følgende læser om dette, så spørg dig selv: ‘Er de helt særlige forhold der gør sig gældende i forbindelse med Jorden, et resultat af rene tilfældigheder eller af formålsbestemt design?’

Når du skal opgive din adresse, hvad nævner du så? Måske det land du bor i, og den by og den gade du bor i. Hvis vi skulle angive Jordens adresse, ville “landet” være Mælkevejen, “byen” ville være solsystemet (Solen og dens planeter), og “gaden” ville være den bane Jorden følger inden for solsystemet. Takket være fremskridt inden for astronomi og fysik forstår forskere i dag at der er nogle helt særlige fordele ved Jordens unikke placering i universet.

For det første ligger vores “by”, altså solsystemet, et ideelt sted i galaksen Mælkevejen – hverken for tæt på centrum eller for langt fra det. Denne “beboelige zone”, som forskere kalder det, indeholder netop de koncentrationer af grundstoffer der er nødvendige for at livet kan eksistere. Længere ude er der for få af disse grundstoffer; tættere på er der for farligt, blandt andet fordi der er langt større mængder af potentielt dødelig stråling. Som det udtrykkes i tidsskriftet Scientific American: “Vi bor i den bedst tænkelige zone.”¹

Den ideelle “gade”: Jordens “gade” – dens bane i vores solsystem – er også den bedst tænkelige. I Jordens kredsløb om Solen er afstanden mellem disse to himmellegemer omkring 150 millioner kilometer og dermed inden for en afgrænset zone hvor der hverken er for koldt eller for varmt til at der kan eksistere liv. Og da Jordens bane om Solen er næsten cirkulær, befinder Jorden sig i nogenlunde samme afstand fra Solen året rundt.

Hvad Solen angår, så er den det perfekte “kraftværk”. Den er stabil, har den ideelle størrelse og udsender præcis den rigtige mængde energi. Solen er med god grund blevet kaldt “en helt særlig stjerne”.²

Den perfekte “nabo”: Hvis man skulle vælge en “nabo” til Jorden, kunne man ikke finde nogen bedre end Månen. Dens diameter er lidt over en fjerdedel af Jordens. Sammenlignet med andre måner i  dette solsystem er vores måne usædvanligt stor i forhold til værtsplaneten. Er det en tilfældighed? Næppe.

For eksempel er det hovedsageligt på grund af Månen at der forekommer tidevand, som jo har vital betydning for Jordens økologi. Månen er også med til at stabilisere Jordens rotationsakse. Uden Månen, der er som skræddersyet til vores planet, ville Jorden slingre som en snurretop og måske ligefrem tippe om på siden! Det ville have en katastrofal indvirkning på blandt andet klimaet og tidevandet.

Jordens perfekte hældning og rotation: Jordaksens hældning på omkring 23,4 grader er årsag til årstidernes skiften, modererer temperaturerne og giver rum for flere forskellige klimazoner. “Den hældningsgrad jordaksen har, lader til at være helt perfekt,” hedder det i bogen Rare Earth – Why Complex Life Is Uncommon in the Universe.³

Noget andet der er helt perfekt, er længden af dag og nat, som er et resultat af Jordens rotation. Hvis omdrejningen foregik væsentligt langsommere, ville dagene blive længere, og den side af Jorden der vender mod Solen, ville blive alt for varm, mens den modsatte side ville blive alt for kold. Hvis derimod Jordens omdrejning var meget hurtigere, ville dagene blive kortere, måske blot af få timers varighed, og Jordens hurtige rotation ville forårsage uophørlige stormvinde og andre skadelige fænomener.

Rummet er et farligt ‘opholdssted’ med dødbringende stråling og faretruende meteoroider. Alligevel lader det til at vores blå planet kan flyve forholdsvist uskadt gennem denne galaktiske ‘skydebane’. Hvordan kan det være? Det skyldes at Jorden er beskyttet af et forbløffende panser – et kraftigt magnetfelt og en særligt sammensat atmosfære.

Jordens magnetfelt: Jordens indre er en roterende kugle af smeltet metal i stadig bevægelse, hvilket bevirker at kloden har et enormt og kraftigt virkende magnetfelt som rækker langt ud i rummet. Det virker som et skjold så den kosmiske stråling og andre potentielt dødelige fænomener der stammer fra Solen, ikke rammer os med fuld styrke. Blandt disse farer er solvinden, som er en konstant strøm af elektrisk ladede partikler; soludbrud, eller flares, som på få minutter frigiver lige så meget energi som milliarder af brintbomber; og eksplosioner i Solens korona, den yderste del af Solens atmosfære, som slynger flere milliarder tons stof ud i rummet. Der er synlige vidnesbyrd om at Jordens magnetfelt  giver os beskyttelse. Det farverige lysfænomen der kendes som polarlys, skyldes soludbrud og eksplosioner i Solens korona.

Jordens atmosfære: Den atmosfære der omgiver Jorden, sætter os ikke kun i stand til at trække vejret, den yder også beskyttelse. Stratosfæren, et af de ydre lag af atmosfæren, indeholder en form for ilt kaldet ozon. Ozon absorberer op til 99 procent af den ultraviolette stråling fra Solen. Ozonlaget er altså med til at yde strålingsbeskyttelse for mange former for liv – herunder mennesker, men også plankton, som producerer meget af den ilt vi er afhængige af. Mængden af ozon i stratosfæren er ikke konstant, men ændrer sig i takt med den ultraviolette strålings intensitet. Ozonlaget er altså et dynamisk og effektivt skjold.

Atmosfæren beskytter os også mod et dagligt bombardement af kosmisk materiale – millioner af objekter i størrelse lige fra små partikler til hele klippeblokke. Langt det meste af dette kosmiske materiale brænder op i atmosfæren, hvor vi ser det som de lysende spor vi kalder stjerneskud. Men Jordens skjolde blokerer ikke for den stråling som er nødvendig for liv, herunder nær infrarød stråling og synligt lys. Atmosfæren er desuden med til at fordele varmen på Jorden, og den virker som et tæppe der holder på varmen.

Jordens atmosfære og dens magnetfelt er mesterligt designede fænomener som man endnu ikke forstår fuldt ud. Det samme kan siges om de kredsløb der opretholder livet på Jorden.

Hvis en by blev afskåret fra sin forsyning af frisk luft og vand og dens kloakker blev tilstoppet, ville det hurtigt resultere i sygdom og død. Men tænk på følgende: Vores klode er ikke som en restaurant, der hele tiden modtager friske råvarer udefra og hver dag får sit affald fjernet. Den rene luft og det rene vand som vi er afhængige af, bliver ikke sendt til os fra det ydre rum, og vi sender heller ikke affaldsstofferne derud. Så hvordan kan Jorden blive ved med at være sund og beboelig? Svaret er: ved hjælp af naturens egne kredsløb, som for eksempel vand-, kulstof-, ilt- og kvælstofkredsløbene, der her vises (i forenklet form).

Vandkredsløbet: Vand er en betingelse for liv. Uden vand ville vi kun kunne leve i nogle få dage. Vandkredsløbet sørger for rent ferskvand til hele kloden. Det foregår i tre trin. (1) Solens energi ‘løfter’ vand op i atmosfæren ved fordampning. (2) Ved fortætning af dette rensede vand dannes der skyer. (3) I skyerne dannes der regn, hagl, slud eller sne, som falder til jorden, klar til ny fordampning. Dermed er ringen sluttet. Hvor meget vand bliver hvert år ‘genanvendt’ på denne måde? Ifølge et skøn er det nok til at dække Jordens overflade med lidt under en meter vand.⁴

Kulstof- og iltkredsløbene: For at kunne leve må man trække vejret, altså indånde ilt og udånde kuldioxid. Men i betragtning af at milliarder af mennesker og dyr alle trækker vejret, hvordan kan det så være at atmosfæren ikke løber tør for ilt eller bliver overfyldt med kuldioxid? Svaret ligger i iltkredsløbet. (1) I en bemærkelsesværdig proces kaldet fotosyntese optager planter den kuldioxid som vi udånder. Med energi fra sollyset udnytter planterne denne kuldioxid til fremstilling af kulhydrater og ilt. (2) Når vi indånder ilt, sluttes kredsløbet. Denne proces til støtte af plantevækst og fremstilling af ilt foregår effektivt, lydløst og uden forurening.

 Kvælstofkredsløbet: Livet på Jorden er også afhængigt af at der dannes organiske molekyler, såsom proteiner. (A) Til proteiner skal der bruges kvælstof (nitrogen). Heldigvis udgør kvælstof omkring 78 procent af atmosfæren. Lyn og bakterier omdanner kvælstof til forbindelser som planterne kan optage. (B) Planterne bruger disse forbindelser til dannelse af organiske molekyler. Dyr der spiser disse planter, optager dermed også kvælstof. (C) Til sidst, når planterne og dyrene dør, nedbryder mikroorganismer kvælstofforbindelserne i dem. Ved denne nedbrydning frigives der kvælstof, som vender tilbage til jorden og atmosfæren, og derved sluttes kredsløbet.

Med al vores avancerede teknologi producerer vi mennesker årligt utallige tons giftaffald der ikke kan genanvendes. Jorden, derimod, genanvender alt sit affald ved hjælp af geniale kemiske processer.

Hvordan er Jordens genbrugssystemer mon blevet til? “Hvis Jordens økosystem virkelig havde udviklet sig ved tilfældigheder, kunne det umuligt være nået frem til en så fuldkommen miljømæssig harmoni,” siger forfatteren M.A. Corey.⁵ Når du frem til samme konklusion?