Natten er ved at være omme da Peter for tredje gang nægter at kendes ved Jesus. Medlemmerne af Sanhedrinet har afsluttet deres parodi på en retssag og er gået hver til sit. Ved daggry fredag mødes de igen, sandsynligvis for at få nattens ulovlige retssag til at fremstå mere legal. Jesus bliver nu ført frem for dem.

Igen forlanger de et svar: “Hvis du er Kristus, så fortæl os det.” Jesus svarer: “Selv hvis jeg fortalte jer det, ville I ikke tro det. Og hvis jeg stillede jer spørgsmål, ville I ikke svare mig.” Men han fortæller dem modigt hvem han er, ved at vise at han er den der er omtalt i profetien i Daniel 7:13. Han siger: “Fra nu af skal Menneskesønnen sidde ved Guds magtfulde højre hånd.” – Lukas 22:67-69; Matthæus 26:63.

De bliver ved: “Du er altså Guds Søn?” Jesus svarer: “I siger selv at jeg er det.” Svaret ser ud til at retfærdiggøre at de vil slå Jesus ihjel på grund af blasfemi. “Har vi brug for flere vidner?” spørger de. (Lukas 22:70, 71; Markus 14:64) Så binder de Jesus og fører ham til den romerske statholder Pontius Pilatus.

Judas Iskariot ser måske at Jesus bliver ført til Pilatus. Da det går op for Judas at Jesus er blevet dømt, føler han en vis grad af samvittighedsnag og fortvivlelse. Men i stedet for at vende sig til Gud i oprigtig anger går han hen for at returnere de 30 sølvstykker. Judas siger til de øverste præster: “Jeg syndede da jeg forrådte en uskyldig mand.” “Hvad kommer det os ved?” svarer de kynisk. “Det er dit problem!” – Matthæus 27:4.

Judas kaster de 30 sølvstykker ind i templet og gør derefter ondt værre ved at prøve at begå selvmord. Han forsøger at hænge sig, men øjensynligt knækker den gren han har bundet rebet fast til. Hans krop falder ned på klipperne under ham og bliver flået op. – Apostlenes Gerninger 1:17, 18.

 Det er stadig tidligt om morgenen da Jesus føres til Pontius Pilatus’ residens. Men jøderne der fører ham derhen, vil ikke selv gå ind. De mener at en sådan kontakt med ikkejøder vil gøre dem urene. Det ville betyde at de ikke kunne spise måltidet den 15. nisan, den første dag i de usyrnede brøds fest, der anses for at være en del af påsken.

Pilatus kommer ud og spørger dem: “Hvad anklager I dette menneske for?” De svarer: “Hvis denne mand ikke var en forbryder, ville vi ikke have overgivet ham til dig.” Pilatus føler måske at de prøver at presse ham, så han siger: “Tag I ham og døm ham efter jeres lov.” Jødernes svar afslører deres morderiske planer: “Vi har ikke ret til at dræbe nogen.” – Johannes 18:29-31.

Hvis de dræber Jesus under påskehøjtiden, vil det sikkert føre til optøjer. Men hvis de kan få romerne til at henrette Jesus som følge af en politisk anklage, hvilket romerne har bemyndigelse til at gøre, vil disse jøder kunne fralægge sig ethvert ansvar over for folket.

De religiøse ledere fortæller ikke Pilatus at de har dømt Jesus for blasfemi. Nu opdigter de andre anklager: “Denne mand [1] tilskynder vores nation til oprør, [2] forbyder at man betaler skat til kejseren, og [3] siger at han selv er Kristus, en konge.” – Lukas 23:2.

Som repræsentant for Rom er Pilatus med rette bekymret over anklagen om at Jesus hævder at være konge. Så Pilatus går igen ind i sit palads, kalder Jesus til sig og spørger: “Er du jødernes konge?” Med andre ord: ‘Har du brudt rigets lov ved at erklære at du er konge i opposition til kejseren?’ Måske for at finde ud af hvor meget Pilatus allerede ved om ham, spørger Jesus: “Spørger du fordi det er noget du selv har tænkt over, eller har andre fortalt dig om mig?” – Johannes 18:33, 34.

Pilatus giver udtryk for at han ikke kender så meget til Jesus. Han siger: “Er jeg måske jøde?” Men han vil gerne vide mere og tilføjer derfor: “Dit eget folk og de øverste præster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?” – Johannes 18:35.

Jesus forsøger ikke at knibe uden om det centrale emne – om han er konge. Hans svar er sikkert en stor overraskelse for statholderen Pilatus.