Korinth: En af de ældste og mest betydningsfulde byer i oldtidens Grækenland. Den lå ca. 5 km SV for det sted hvor byen ligger i dag. Byens betydning og velstand skyldtes for en stor del dens gode beliggenhed på landtangen der forbinder det græske hovedland med den sydlige halvø Peloponnes. Korinth kontrollerede ikke kun transporten af varer mellem den nordlige og sydlige del af Grækenland, men også søfarten mellem det østlige og vestlige Middelhav, for det var nemlig mere sikkert at rejse tværs over landtangen end at sejle rundt om Grækenland. Akaja, som romerne kaldte den del af Grækenland der lå syd for Makedonien, blev en romersk senatsprovins under kejser Augustus, og Korinth blev dens hovedstad. (Se studienote til ApG 18:12). En stor gruppe jøder havde bosat sig i Korinth og oprettet en synagoge, og nogle grækere sluttede sig til dem. (ApG 18:4) At der var jøder i oldtidens Korinth, bekræftes af den jødiske forfatter Filon fra Alexandria fra det første århundrede og af en græsk inskription på en marmoroverligger der er fundet nær ved porten til havnen i Lekæum. Inskriptionen “[Syna]goge Hebr[aion]”, betyder “hebræernes synagoge”. Nogle mener at marmoroverliggeren er fra Paulus’ tid, men de fleste mener at den er fra et senere tidspunkt. – Se Tillæg B13.

Akvila: Denne trofaste kristne mand og hans loyale hustru, Priskilla (der også bliver kaldt Priska), omtaler Paulus som “mine medarbejdere”. (Ro 16:3) I alt bliver de omtalt seks gange i De Kristne Græske Skrifter (ApG 18:18, 26; 1Kt 16:19; 2Ti 4:19), og hver gang nævnes de sammen. Navnet Priskilla er diminutivformen af navnet Priska. Den korte form af navnet findes i Paulus’ breve, og den lange form bruges af Lukas i Apostlenes Gerninger. Det var meget almindeligt at variere romerske navne på den måde. Efter at de var blevet forvist fra Rom som følge af kejser Claudius’ dekret mod jøderne i løbet af år 49 eller i begyndelsen af år 50 e.v.t., bosatte de sig i Korinth. Da Paulus ankom til byen i efteråret 50, arbejdede han sammen med ægteparret i forbindelse med deres fælles håndværk som teltmagere. Akvila og Priskilla har uden tvivl hjulpet Paulus med at styrke den nyoprettede menighed i byen. Akvila stammede fra Pontus, en region i det nordlige Lilleasien langs Sortehavet. – Se Tillæg B13.

teltmagere: Her bruges det græske ord skenopoios til at beskrive Paulus’, Akvilas og Priskillas fag. Der er forskellige meninger om præcist hvilket fag der betegnes med dette ord (om det er en teltmager, en tæppevæver eller en rebslager), men mange bibelforskere mener at “teltmager” er den rigtige gengivelse. Paulus kom fra Tarsus i Kilikien, et område der var kendt for gedehårsstoffet cilicium, som man brugte til at sy telte af. (ApG 21:39) Blandt jøderne i det første århundrede satte man en ære i at lære en dreng et håndværk selvom han senere skulle have en højere uddannelse. Det er derfor sandsynligt at Paulus lærte at sy telte allerede som dreng. Det var ikke noget let arbejde, for cilicium siges at være stift og groft og derfor vanskeligt at skære til og sy i.

holdt foredrag: Eller “fremførte argumenter for folk”. Det græske udsagnsord dialegomai er blevet defineret som det “at drøfte; at tale sammen”. Det kan beskrive fremførelsen af et foredrag hvor der bliver givet instruktioner og vejledning, ligesom det også kan beskrive kommunikation mellem flere personer der udveksler forskellige synspunkter. Det samme græske ord bruges også i ApG 17:2, 17; 18:19; 19:8, 9; 20:7, 9.

bruge al sin tid på at forkynde ordet: Eller “være stærkt optaget af ordet”. Fra nu af brugte Paulus al sin tid på at forkynde.

rystede han støvet af sit tøj: Med denne handling viste Paulus at han ikke kunne drages til ansvar for de jøder i Korinth der afviste at tage imod det livreddende budskab om Kristus. Paulus havde levet op til sin forpligtelse og kunne ikke kræves til regnskab for deres liv. (Se studienote til Det er jeres egen skyld hvis I dør i dette vers). Denne type gestus havde et fortilfælde i Skrifterne. Da Nehemias talte til de hjemvendte jøder i Jerusalem, rystede han folderne i sin yderklædning ud for at vise at en person der ikke levede op til sit løfte, ville blive kastet bort af Gud. (Ne 5:13) Paulus handlede på en lignende måde da han i Antiokia i Pisidien ‘rystede støvet af fødderne’ for øjnene af dem der var imod ham i den by. – Se studienoter til ApG 13:51; Lu 9:5.

Det er jeres egen skyld hvis I dør: Bogst.: “Lad jeres blod komme over jeres egne hoveder”. Paulus bruger dette udtryk for at vise at han ikke er ansvarlig for de konsekvenser der ville ramme de jøder der afviste at tage imod budskabet om Jesus, Messias. Lignende udtryk i De Hebraiske Skrifter indeholder tanken om at en person der følger en kurs der gør at han fortjener at miste livet, selv bærer ansvaret. (Jos 2:19; 2Sa 1:16; 1Kg 2:37; Eze 33:2-4; se studienote til Mt 27:25). Paulus tilføjer erklæringen: Jeg er ren, dvs. “Jeg er uden skyld [“uskyldig; fritaget for ansvar”]”. – Se studienote til ApG 20:26.

gik han derfra: Dvs. fra synagogen til Titius Justus’ hus, hvor Paulus fortsatte med at forkynde. Akvila og Priskillas hjem fortsatte med at være Paulus’ logi mens han var i Korinth, men Justus’ hus blev sandsynligvis stedet hvorfra Paulus udførte det meste af sin forkyndelse. – ApG 18:3.

Titius Justus: En troende fra Korinth der bliver omtalt som en mand som tilbad Gud, et udtryk der tyder på at han var en jødisk proselyt. – Se studienoter til ApG 13:43; 16:14.

prokonsul: Den romerske statholder i en provins. Her nævnes Gallio som prokonsul i provinsen Akaja. Lukas er korrekt i sin beskrivelse når han bruger udtrykket “prokonsul” i denne situation, for Akaja var en provins der hørte under senatet fra år 27 f.v.t. til år 15 e.v.t. og igen efter år 44 e.v.t. (Se studienote til ApG 13:7). En inskription fra Delfi omtaler Gallio som prokonsul, og det underbygger ikke blot Lukas’ nøjagtighed, men er også en hjælp til at datere hvornår Gallio besad sit embede.

Akaja: I De Kristne Græske Skrifter sigter Akaja til den romerske provins i det sydlige Grækenland, hvor Korinth var hovedstad. Da kejser Augustus i 27 f.v.t. reorganiserede de to græske provinser, Makedonien og Akaja, kom navnet Akaja til at betegne hele Peloponnes og en del af det græske fastland. Provinsen Akaja hørte under det romerske senat og blev styret af en prokonsul fra hovedstaden, Korinth. (2Kt 1:1) Andre byer i provinsen Akaja der nævnes i De Kristne Græske Skrifter, var Athen og Kenkreæ. (ApG 18:1, 18; Ro 16:1) Akaja og naboprovinsen mod N, Makedonien, blev ofte nævnt sammen. – ApG 19:21; Ro 15:26; 1Ts 1:7, 8; se Tillæg B13.

Kenkreæ: En af Korinths havne som lå ud mod Den Saroniske Bugt på den smalle landtange omkring 11 km Ø for byen. Kenkreæ var Korinths havn mod områder Ø for Grækenland, mens Lekæum, der lå på landtangens modsatte side, var byens havn mod Italien og andre områder V for Grækenland. I dag findes der ruiner af huse og havneanlæg i nærheden af den nuværende landsby Kechries. Ro 16:1 viser at der var en kristen menighed i Kenkreæ. – Se Tillæg B13.

hvis Jehova ønsker det: Et udtryk der understreger vigtigheden af at tage Guds vilje i betragtning uanset hvad man gør, eller planlægger at gøre. Apostlen Paulus havde altid dette princip i tanke. (1Kt 4:19; 16:7; He 6:3) Disciplen Jakob tilskyndede også sine læsere til at sige: “Hvis det er Jehovas vilje, vil vi leve og gøre det eller det.” (Jak 4:15) Sådanne udtryk bør ikke være tomme floskler; alle der oprigtigt siger “hvis Jehova ønsker det”, må gøre hvad de kan for at handle i harmoni med Jehovas vilje. Man behøver ikke at sige udtrykket højt, ofte vil man blot sige det i sit hjerte. – Se studienoter til ApG 21:14; 1Kt 4:19; Jak 4:15 og Tillæg C3 introduktion; ApG 18:21.

han havde været oppe: Selvom Jerusalem ikke nævnes specifikt i den græske tekst, var det sandsynligvis den by Paulus tog til. Jerusalem ligger ca. 750 m over havets overflade, og Bibelen taler ofte om at de der tilbad Gud, var “på vej op til Jerusalem”. Det græske udsagnsord anabaino (“at gå op”) bruges ofte når det specifikt er Jerusalem der er nævnt som destination. (Mt 20:17; Mr 10:32; Lu 18:31; 19:28; Joh 2:13; 5:1; 11:55; ApG 11:2; 21:12; 24:11; 25:1, 9; Ga 2:1) Og udsagnsordet der betyder “at gå ned” (katabaino), forekommer også i dette vers, og det bruges nogle gange når der er tale om at man er på vej væk fra Jerusalem. – Mr 3:22; Lu 10:30, 31; ApG 24:1, 22; 25:7.

Apollos: En jødisk kristen der sandsynligvis var opvokset i byen Alexandria, hovedstaden i den romerske provins Egypten. Alexandria var et center for højere uddannelse og var kendt for sit store bibliotek. Næst efter Rom var det den største by i det romerske rige, og en stor del af byens indbyggere var jøder. Det var et af de vigtigste steder med hensyn til kultur og uddannelse for både jøder og grækere. Den græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter der er kendt som Septuaginta, blev udarbejdet her. Disse oplysninger er en hjælp til at forstå hvorfor Apollos beskrives som en der var godt kendt med [bogst.: “stærk i”] Skrifterne, dvs. De Hebraiske Skrifter.

undervist: Det græske udsagnsord katecheo betyder bogstaveligt “at lyde ned” og kan indeholde tanken om mundtlig undervisning. Når man indprenter sandheden fra Guds ord i en elevs hjerte og sind, bliver han selv i stand til at undervise andre. – Se også Ga 6:6, hvor det samme græske ord bruges to gange.

Jehovas vej: Det følgende vers bruger det lignende udtryk “Guds vej”. Den kristne vej, eller livsform, har tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova, og tro på hans Søn, Jesus Kristus, som omdrejningspunkt. Bogen Apostlenes Gerninger omtaler denne livsform som “Vejen” eller “denne Vej”. (ApG 19:9, 23; 22:4; 24:22; se studienote til ApG 9:2). Derudover bruges udtrykket “Jehovas vej” fire gange i evangelierne som en del af et citat fra Esa 40:3. (Se studienoter til Mt 3:3; Mr 1:3; Lu 3:4; Joh 1:23). I Esa 40:3 forekommer tetragrammet i den oprindelige hebraiske tekst. Udtrykket “Jehovas vej” findes også i Dom 2:22; Jer 5:4, 5. – Se studienote til ApG 19:23 og Tillæg C3 introduktion; ApG 18:25.

brændende i ånden: Bogst.: “kogende i ånden”. Det græske ord der her er oversat med “brændende”, betyder bogstaveligt “kogende”, men her bruges det i overført betydning for at gengive tanken om at man flyder over med eller udstråler iver og entusiasme. I dette udtryk henviser det græske ord for “ånd” (pneuma) tilsyneladende til Guds hellige ånd, der kan virke som en drivkraft der motiverer eller tilskynder en person til at handle i harmoni med Jehovas vilje. (Se studienote til Mr 1:12). Ordet “ånd” kan dog også henvise til den drivkraft der udgår fra et menneskes symbolske hjerte og får ham eller hende til at tale eller handle på en bestemt måde. Så dette vers kan indeholde tanken om at en person er ivrig efter og begejstret for at gøre det der er rigtigt fordi han er ledet af Guds ånd. Andre mener at dette udtryk blot er en talemåde der beskriver stor iver og entusiasme. Hvis det er tilfældet, kan det forklare hvordan Apollos kunne være “brændende i ånden” selvom han ikke var kendt med dåb i Jesus’ navn. Uanset hvad var Apollos nødt til at lade sig lede af Guds ånd for at kunne vise iver for de rigtige ting og villigt acceptere lærepunkter der var mere korrekte. – Se Ordforklaring: “Ånd”.

Johannes’ dåb: Denne dåb var en offentlig tilkendegivelse af at en person angrede de synder vedkommende havde begået i forhold til Moseloven, som jøderne havde sagt ja til at følge. (2Mo 24:7, 8) Efter pinsedagen i år 33 da Lovpagten endte, havde det ikke længere nogen værdi at blive døbt med Johannes’ dåb. (Ro 10:4; Ga 3:13; Ef 2:13-15; Kol 2:13, 14) Fra da af var det kun den dåb Jesus’ disciple udførte, der blev godkendt af Jehova. (Mt 28:19, 20) Det der skete i forbindelse med Apollos, som omtales her, fandt sted omkring år 52 e.v.t.

Guds: Bogst.: “den”. Selvom den græske tekst ikke indeholder ordet for “Guds” her, er det ifølge mange bibelforskere underforstået. I Apostlenes Gerninger kædes udtrykket “ufortjent godhed” oftest sammen med Gud. – ApG 11:23; 13:43; 14:26; 20:24, 32.