Apostlenes Gerninger 18:1-28
Fodnoter
Studienoter
Korinth: En af de ældste og mest betydningsfulde byer i oldtidens Grækenland. Den lå ca. 5 km SV for det sted hvor byen ligger i dag. Byens betydning og velstand skyldtes for en stor del dens gode beliggenhed på landtangen der forbinder det græske hovedland med den sydlige halvø Peloponnes. Korinth kontrollerede ikke kun transporten af varer mellem den nordlige og sydlige del af Grækenland, men også søfarten mellem det østlige og vestlige Middelhav, for det var nemlig mere sikkert at rejse tværs over landtangen end at sejle rundt om Grækenland. Akaja, som romerne kaldte den del af Grækenland der lå syd for Makedonien, blev en romersk senatsprovins under kejser Augustus, og Korinth blev dens hovedstad. (Se studienote til ApG 18:12). En stor gruppe jøder havde bosat sig i Korinth og oprettet en synagoge, og nogle grækere sluttede sig til dem. (ApG 18:4) At der var jøder i oldtidens Korinth, bekræftes af den jødiske forfatter Filon fra Alexandria fra det første århundrede og af en græsk inskription på en marmoroverligger der er fundet nær ved porten til havnen i Lekæum. Inskriptionen “[Syna]goge Hebr[aion]”, betyder “hebræernes synagoge”. Nogle mener at marmoroverliggeren er fra Paulus’ tid, men de fleste mener at den er fra et senere tidspunkt. – Se Tillæg B13.
Akvila: Denne trofaste kristne mand og hans loyale hustru, Priskilla (der også bliver kaldt Priska), omtaler Paulus som “mine medarbejdere”. (Ro 16:3) I alt bliver de omtalt seks gange i De Kristne Græske Skrifter (ApG 18:18, 26; 1Kt 16:19; 2Ti 4:19), og hver gang nævnes de sammen. Navnet Priskilla er diminutivformen af navnet Priska. Den korte form af navnet findes i Paulus’ breve, og den lange form bruges af Lukas i Apostlenes Gerninger. Det var meget almindeligt at variere romerske navne på den måde. Efter at de var blevet forvist fra Rom som følge af kejser Claudius’ dekret mod jøderne i løbet af år 49 eller i begyndelsen af år 50 e.v.t., bosatte de sig i Korinth. Da Paulus ankom til byen i efteråret 50, arbejdede han sammen med ægteparret i forbindelse med deres fælles håndværk som teltmagere. Akvila og Priskilla har uden tvivl hjulpet Paulus med at styrke den nyoprettede menighed i byen. Akvila stammede fra Pontus, en region i det nordlige Lilleasien langs Sortehavet. – Se Tillæg B13.
teltmagere: Her bruges det græske ord skenopoios til at beskrive Paulus’, Akvilas og Priskillas fag. Der er forskellige meninger om præcist hvilket fag der betegnes med dette ord (om det er en teltmager, en tæppevæver eller en rebslager), men mange bibelforskere mener at “teltmager” er den rigtige gengivelse. Paulus kom fra Tarsus i Kilikien, et område der var kendt for gedehårsstoffet cilicium, som man brugte til at sy telte af. (ApG 21:39) Blandt jøderne i det første århundrede satte man en ære i at lære en dreng et håndværk selvom han senere skulle have en højere uddannelse. Det er derfor sandsynligt at Paulus lærte at sy telte allerede som dreng. Det var ikke noget let arbejde, for cilicium siges at være stift og groft og derfor vanskeligt at skære til og sy i.
holdt foredrag: Eller “fremførte argumenter for folk”. Det græske udsagnsord dialegomai er blevet defineret som det “at drøfte; at tale sammen”. Det kan beskrive fremførelsen af et foredrag hvor der bliver givet instruktioner og vejledning, ligesom det også kan beskrive kommunikation mellem flere personer der udveksler forskellige synspunkter. Det samme græske ord bruges også i ApG 17:2, 17; 18:19; 19:8, 9; 20:7, 9.
bruge al sin tid på at forkynde ordet: Eller “være stærkt optaget af ordet”. Fra nu af brugte Paulus al sin tid på at forkynde.
rystede han støvet af sit tøj: Med denne handling viste Paulus at han ikke kunne drages til ansvar for de jøder i Korinth der afviste at tage imod det livreddende budskab om Kristus. Paulus havde levet op til sin forpligtelse og kunne ikke kræves til regnskab for deres liv. (Se studienote til Det er jeres egen skyld hvis I dør i dette vers). Denne type gestus havde et fortilfælde i Skrifterne. Da Nehemias talte til de hjemvendte jøder i Jerusalem, rystede han folderne i sin yderklædning ud for at vise at en person der ikke levede op til sit løfte, ville blive kastet bort af Gud. (Ne 5:13) Paulus handlede på en lignende måde da han i Antiokia i Pisidien ‘rystede støvet af fødderne’ for øjnene af dem der var imod ham i den by. – Se studienoter til ApG 13:51; Lu 9:5.
Det er jeres egen skyld hvis I dør: Bogst.: “Lad jeres blod komme over jeres egne hoveder”. Paulus bruger dette udtryk for at vise at han ikke er ansvarlig for de konsekvenser der ville ramme de jøder der afviste at tage imod budskabet om Jesus, Messias. Lignende udtryk i De Hebraiske Skrifter indeholder tanken om at en person der følger en kurs der gør at han fortjener at miste livet, selv bærer ansvaret. (Jos 2:19; 2Sa 1:16; 1Kg 2:37; Eze 33:2-4; se studienote til Mt 27:25). Paulus tilføjer erklæringen: Jeg er ren, dvs. “Jeg er uden skyld [“uskyldig; fritaget for ansvar”]”. – Se studienote til ApG 20:26.
gik han derfra: Dvs. fra synagogen til Titius Justus’ hus, hvor Paulus fortsatte med at forkynde. Akvila og Priskillas hjem fortsatte med at være Paulus’ logi mens han var i Korinth, men Justus’ hus blev sandsynligvis stedet hvorfra Paulus udførte det meste af sin forkyndelse. – ApG 18:3.
Titius Justus: En troende fra Korinth der bliver omtalt som en mand som tilbad Gud, et udtryk der tyder på at han var en jødisk proselyt. – Se studienoter til ApG 13:43; 16:14.
prokonsul: Den romerske statholder i en provins. Her nævnes Gallio som prokonsul i provinsen Akaja. Lukas er korrekt i sin beskrivelse når han bruger udtrykket “prokonsul” i denne situation, for Akaja var en provins der hørte under senatet fra år 27 f.v.t. til år 15 e.v.t. og igen efter år 44 e.v.t. (Se studienote til ApG 13:7). En inskription fra Delfi omtaler Gallio som prokonsul, og det underbygger ikke blot Lukas’ nøjagtighed, men er også en hjælp til at datere hvornår Gallio besad sit embede.
Akaja: I De Kristne Græske Skrifter sigter Akaja til den romerske provins i det sydlige Grækenland, hvor Korinth var hovedstad. Da kejser Augustus i 27 f.v.t. reorganiserede de to græske provinser, Makedonien og Akaja, kom navnet Akaja til at betegne hele Peloponnes og en del af det græske fastland. Provinsen Akaja hørte under det romerske senat og blev styret af en prokonsul fra hovedstaden, Korinth. (2Kt 1:1) Andre byer i provinsen Akaja der nævnes i De Kristne Græske Skrifter, var Athen og Kenkreæ. (ApG 18:1, 18; Ro 16:1) Akaja og naboprovinsen mod N, Makedonien, blev ofte nævnt sammen. – ApG 19:21; Ro 15:26; 1Ts 1:7, 8; se Tillæg B13.
Kenkreæ: En af Korinths havne som lå ud mod Den Saroniske Bugt på den smalle landtange omkring 11 km Ø for byen. Kenkreæ var Korinths havn mod områder Ø for Grækenland, mens Lekæum, der lå på landtangens modsatte side, var byens havn mod Italien og andre områder V for Grækenland. I dag findes der ruiner af huse og havneanlæg i nærheden af den nuværende landsby Kechries. Ro 16:1 viser at der var en kristen menighed i Kenkreæ. – Se Tillæg B13.
hvis Jehova ønsker det: Et udtryk der understreger vigtigheden af at tage Guds vilje i betragtning uanset hvad man gør, eller planlægger at gøre. Apostlen Paulus havde altid dette princip i tanke. (1Kt 4:19; 16:7; He 6:3) Disciplen Jakob tilskyndede også sine læsere til at sige: “Hvis det er Jehovas vilje, vil vi leve og gøre det eller det.” (Jak 4:15) Sådanne udtryk bør ikke være tomme floskler; alle der oprigtigt siger “hvis Jehova ønsker det”, må gøre hvad de kan for at handle i harmoni med Jehovas vilje. Man behøver ikke at sige udtrykket højt, ofte vil man blot sige det i sit hjerte. – Se studienoter til ApG 21:14; 1Kt 4:19; Jak 4:15 og Tillæg C3 introduktion; ApG 18:21.
han havde været oppe: Selvom Jerusalem ikke nævnes specifikt i den græske tekst, var det sandsynligvis den by Paulus tog til. Jerusalem ligger ca. 750 m over havets overflade, og Bibelen taler ofte om at de der tilbad Gud, var “på vej op til Jerusalem”. Det græske udsagnsord anabaino (“at gå op”) bruges ofte når det specifikt er Jerusalem der er nævnt som destination. (Mt 20:17; Mr 10:32; Lu 18:31; 19:28; Joh 2:13; 5:1; 11:55; ApG 11:2; 21:12; 24:11; 25:1, 9; Ga 2:1) Og udsagnsordet der betyder “at gå ned” (katabaino), forekommer også i dette vers, og det bruges nogle gange når der er tale om at man er på vej væk fra Jerusalem. – Mr 3:22; Lu 10:30, 31; ApG 24:1, 22; 25:7.
Apollos: En jødisk kristen der sandsynligvis var opvokset i byen Alexandria, hovedstaden i den romerske provins Egypten. Alexandria var et center for højere uddannelse og var kendt for sit store bibliotek. Næst efter Rom var det den største by i det romerske rige, og en stor del af byens indbyggere var jøder. Det var et af de vigtigste steder med hensyn til kultur og uddannelse for både jøder og grækere. Den græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter der er kendt som Septuaginta, blev udarbejdet her. Disse oplysninger er en hjælp til at forstå hvorfor Apollos beskrives som en der var godt kendt med [bogst.: “stærk i”] Skrifterne, dvs. De Hebraiske Skrifter.
undervist: Det græske udsagnsord katecheo betyder bogstaveligt “at lyde ned” og kan indeholde tanken om mundtlig undervisning. Når man indprenter sandheden fra Guds ord i en elevs hjerte og sind, bliver han selv i stand til at undervise andre. – Se også Ga 6:6, hvor det samme græske ord bruges to gange.
Jehovas vej: Det følgende vers bruger det lignende udtryk “Guds vej”. Den kristne vej, eller livsform, har tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova, og tro på hans Søn, Jesus Kristus, som omdrejningspunkt. Bogen Apostlenes Gerninger omtaler denne livsform som “Vejen” eller “denne Vej”. (ApG 19:9, 23; 22:4; 24:22; se studienote til ApG 9:2). Derudover bruges udtrykket “Jehovas vej” fire gange i evangelierne som en del af et citat fra Esa 40:3. (Se studienoter til Mt 3:3; Mr 1:3; Lu 3:4; Joh 1:23). I Esa 40:3 forekommer tetragrammet i den oprindelige hebraiske tekst. Udtrykket “Jehovas vej” findes også i Dom 2:22; Jer 5:4, 5. – Se studienote til ApG 19:23 og Tillæg C3 introduktion; ApG 18:25.
brændende i ånden: Bogst.: “kogende i ånden”. Det græske ord der her er oversat med “brændende”, betyder bogstaveligt “kogende”, men her bruges det i overført betydning for at gengive tanken om at man flyder over med eller udstråler iver og entusiasme. I dette udtryk henviser det græske ord for “ånd” (pneuma) tilsyneladende til Guds hellige ånd, der kan virke som en drivkraft der motiverer eller tilskynder en person til at handle i harmoni med Jehovas vilje. (Se studienote til Mr 1:12). Ordet “ånd” kan dog også henvise til den drivkraft der udgår fra et menneskes symbolske hjerte og får ham eller hende til at tale eller handle på en bestemt måde. Så dette vers kan indeholde tanken om at en person er ivrig efter og begejstret for at gøre det der er rigtigt fordi han er ledet af Guds ånd. Andre mener at dette udtryk blot er en talemåde der beskriver stor iver og entusiasme. Hvis det er tilfældet, kan det forklare hvordan Apollos kunne være “brændende i ånden” selvom han ikke var kendt med dåb i Jesus’ navn. Uanset hvad var Apollos nødt til at lade sig lede af Guds ånd for at kunne vise iver for de rigtige ting og villigt acceptere lærepunkter der var mere korrekte. – Se Ordforklaring: “Ånd”.
Johannes’ dåb: Denne dåb var en offentlig tilkendegivelse af at en person angrede de synder vedkommende havde begået i forhold til Moseloven, som jøderne havde sagt ja til at følge. (2Mo 24:7, 8) Efter pinsedagen i år 33 da Lovpagten endte, havde det ikke længere nogen værdi at blive døbt med Johannes’ dåb. (Ro 10:4; Ga 3:13; Ef 2:13-15; Kol 2:13, 14) Fra da af var det kun den dåb Jesus’ disciple udførte, der blev godkendt af Jehova. (Mt 28:19, 20) Det der skete i forbindelse med Apollos, som omtales her, fandt sted omkring år 52 e.v.t.
Guds: Bogst.: “den”. Selvom den græske tekst ikke indeholder ordet for “Guds” her, er det ifølge mange bibelforskere underforstået. I Apostlenes Gerninger kædes udtrykket “ufortjent godhed” oftest sammen med Gud. – ApG 11:23; 13:43; 14:26; 20:24, 32.
Medieindhold
Her vises et billede af resterne af en synagoge i Ostia, Roms havneby. Bygningen har været under ombygning og istandsættelse, men man mener at den oprindeligt blev bygget som en synagoge i den sidste halvdel af det første århundrede. Synagogens placering indikerer at der i lang tid levede jøder i nærheden af Rom. Selvom jøderne blev forvist fra Rom af kejser Claudius i år 49 eller 50, er det muligt at der var nogle jøder der blev i området. (ApG 18:1, 2) Efter Claudius’ død i år 54 vendte mange jøder tilbage til Rom. Da Paulus skrev sit brev til de kristne i Rom, omkring år 56, bestod menigheden af både jøder og ikkejøder. Det forklarer hvorfor Paulus henvendte sig til begge grupper og hjalp dem til at se hvordan de kunne leve sammen i enhed. – Ro 1:15, 16.
1. Rom
2. Ostia
På sine missionsrejser besøgte apostlen Paulus Korinth flere gange. Den første gang blev han der i halvandet år. (ApG 18:1, 11; 20:2, 3) På det tidspunkt var Korinth en blomstrende handelsby, og det skyldtes blandt andet dens gode beliggenhed ved den landtange der forbinder halvøen Peloponnes med det græske hovedland. Byen havde derfor også kontrol over transporten af varer til og fra to havne der lå i nærheden, Lekæum og Kenkreæ. Købmænd og rejsende fra hele Romerriget kom gennem Korinth, og det gjorde byen til det perfekte sted at forkynde. I den her video kan du lære mere om Korinths historie, deriblandt nogle arkæologiske fund som belægningsstenen med navnet Erastos. Se byens agora (markedsplads), bema (dommersæde) og et af teatrene sådan som det måske har set ud på Paulus’ tid.
Apostlenes Gerninger omtaler to gange den romerske kejser Claudius ved navn. (ApG 11:28; 18:2) Han efterfulgte sin nevø Caligula (som regerede fra 37 til 41 e.v.t., og som ikke bliver omtalt i Bibelen) og regerede som den fjerde romerske kejser i årene 41 til 54 e.v.t. Omkring år 49-50 e.v.t. beordrede Claudius at alle jøder skulle forlade Rom. Af den grund flyttede Priskilla og Akvila til Korinth hvor de mødte apostlen Paulus. Efter sigende forgiftede Claudius’ fjerde hustru ham i 54 e.v.t., og han blev efterfulgt af kejser Nero.
Denne indskrift der er fundet i Delfi, Grækenland, er dateret til omkring midten af det første århundrede e.v.t., og omtaler prokonsulen Gallio (hans navn er fremhævet). ApG 18:12 siger meget rigtigt at “Gallio var prokonsul i Akaja” på det tidspunkt hvor jøderne i Korinth førte Paulus til ham for at få ham dømt.
Dette foto viser resterne af “dommersædet”, den såkaldte bema, i Korinth. Det var en stor platform der blev brugt til offentlige taler. Dommersædet i Korinth lå nær centrum af byens agora, et stort offentligt område. Fra denne platform afsagde en dommer sine kendelser. Dommersædet var lavet af hvidt og blåt marmor og var fint dekoreret. De der skulle træde frem for dommeren, ventede i nogle værelser ved siden af, hvor der var mosaikgulve og bænke. Her ses en kunstners bud på hvordan dommersædet i Korinth kan have set ud i det første århundrede e.v.t. Man mener at det var her jøderne førte Paulus hen for at stille ham for prokonsulen Gallio.
På billedet ses ruinerne af havnen i oldtidens Kenkreæ. På sin anden missionsrejse var det åbenbart her Paulus gik ombord på et skib og sejlede til Efesos. (ApG 18:18) Kenkreæ lå på den smalle landtange ved Korinth, ca. 11 km Ø for byen, ud mod Den Saroniske Bugt, og var forbundet med Korinth ved en kæde af fæstningsværker. I det første århundrede var Kenkreæ Korinths havn mod Ø, mens Lekæum, der lå på landtangens modsatte side, tjente som Korinths havn mod Italien og mod V.
1. Romersk teater
2. Palads
3. Hippodrom
4. Hedensk tempel
5. Havn
I denne video af Cæsareas ruiner vises rekonstruktioner i 3-D af hvordan nogle af de vigtigste bygninger kan have set ud. Byen Cæsarea og dens havn blev bygget af Herodes den Store i slutningen af det første århundrede f.v.t. Han opkaldte den efter kejser Augustus. Cæsarea var placeret omkring 87 kilometer nordvest for Jerusalem på Middelhavskysten og blev en vigtig havneby. I byen var der et romersk teater (1), et palads (2), et hippodrom, eller en hestevæddeløbsbane, med plads til omkring 30.000 tilskuere (3) og et hedensk tempel (4). Det menneskeskabte havneområde (5) var en stor ingeniørbedrift. En akvædukt forsynede Cæsarea med vand, og byen havde sit eget kloaksystem. Apostlen Paulus og andre kristne rejste til og fra Cæsarea med båd. (ApG 9:30; 18:21, 22; 21:7, 8, 16) Paulus sad fængslet her i omkring to år. (ApG 24:27) Evangelieforkynderen Filip rejste til Cæsarea i slutningen af en forkynderrejse og bosatte sig muligvis der. (ApG 8:40; 21:8) Cornelius, den første uomskårne ikkejøde der blev kristen, boede i denne by. (ApG 10:1, 24, 34, 35, 45-48) Det var sandsynligvis i Cæsarea Lukas skrev sit evangelium.
Begivenhederne står i kronologisk rækkefølge
1. Paulus tager afsted fra Antiokia i Syrien til Galatien og Frygien og styrker disciplene i menighederne (ApG 18:23)
2. Paulus rejser gennem det indre af landet og kommer til Efesos, hvor nogle bliver døbt igen og modtager hellig ånd (ApG 19:1, 5-7)
3. Paulus forkynder i synagogen i Efesos, men nogle af jøderne nægter at tro. Paulus underviser i stedet for i Tyrannos’ skolesal, hvor han hver dag holder foredrag (ApG 19:8, 9)
4. Paulus’ forkyndelse i Efesos giver gode resultater (ApG 19:18-20)
5. Der udbryder uroligheder i teatret i Efesos (ApG 19:29-34)
6. Paulus rejser fra Efesos til Makedonien og derefter til Grækenland (ApG 20:1, 2)
7. Efter tre måneder i Grækenland rejser Paulus tilbage gennem Makedonien (ApG 20:3)
8. Fra Filippi rejser Paulus til Troas. Eutykos bliver oprejst der (ApG 20:5-11)
9. Paulus’ rejsefæller ankommer til Assos med skib, mens Paulus rejser over land og støder til dem der (ApG 20:13, 14)
10. Paulus og hans rejsefæller ankommer til Milet med skib, hvor Paulus mødes med de ældste fra Efesos og tilskynder dem med mange ord (ApG 20:14-20)
11. Paulus beder sammen med de ældste, der er kede af at de ikke skal se ham mere. De ældste følger ham til skibet (ApG 20:36-38)
12. Fra Milet sejler Paulus og hans rejsefæller til Kos og derefter til Rhodos og Patara, hvor de går ombord på et skib der skal til Syrien. Skibet sejler SV om øen Cypern og lægger til i Tyrus (ApG 21:1-3)
13. På grund af det ånden havde sagt til disciplene i Tyrus, advarer de gang på gang Paulus mod at sætte sine ben i Jerusalem (ApG 21:4, 5)
14. Paulus ankommer til Cæsarea. Profeten Agabos fortæller ham om de vanskeligheder der venter ham i Jerusalem (ApG 21:8-11)
15. Paulus ankommer til Jerusalem trods farerne ved det (ApG 21:12-15, 17)