Josva 7:1-26

7  Men israelitterne adlød ikke med hensyn til det der skulle udslettes,* for Akan,+ der var søn af Karmi, søn af Zabdi, søn af Zera fra Judas stamme, tog noget af det der skulle udslettes.+ Det fik Jehovas vrede til at flamme op mod israelitterne.+ 2  Josva sendte nu nogle mænd ud fra Jeriko til Aj,+ som ligger i nærheden af Bet-Aven øst for Betel,+ og sagde til dem: “Tag op og udspionér landet.” Så tog mændene op og udspionerede Aj. 3  Da de vendte tilbage til Josva, sagde de til ham: “Hele hæren behøver ikke at tage derop. Omkring to eller tre tusind mand er nok til at besejre Aj, for der er så få at du ikke behøver at udmatte hele hæren med det.” 4  Så tog omkring 3.000 mand derop, men de måtte flygte for mændene i Aj.+ 5  Mændene i Aj slog 36 ihjel. De forfulgte dem fra byporten helt til Shebarim* og dræbte dem på vej ned ad skråningen. Så mistede israelitterne modet.* 6  Josva flængede sit tøj og kastede sig med ansigtet mod jorden foran Jehovas ark og blev liggende til aften, han og de ældste i Israel, mens de kastede støv på hovedet. 7  Josva sagde: “Åh, Suveræne Herre Jehova, hvorfor har du ført dette folk hele vejen over Jordan blot for at overgive os til amoritterne så vi bliver udryddet? Havde vi dog bare været tilfredse med at blive på den anden side* af Jordan! 8  Undskyld, Jehova, hvad kan jeg sige nu hvor Israel er flygtet for* sine fjender? 9  Når kanaanæerne og alle landets indbyggere hører om det, vil de omringe os og udslette vores navn fra jorden. Så hvad vil du gøre for at forsvare dit store navn?”+ 10  Jehova svarede Josva: “Rejs dig! Hvorfor ligger du med ansigtet mod jorden? 11  Israel har syndet. De har brudt min pagt+ som jeg befalede dem at holde. De tog noget af det der skulle udslettes+ – de stjal+ det og gemte det mellem deres egne ting.+ 12  Derfor vil israelitterne ikke kunne klare sig mod deres fjender. De vil vende om og flygte for deres fjender, for de er selv blevet bestemt til udslettelse. Jeg vil ikke være med jer igen hvis I ikke tilintetgør det som skulle udslettes.+ 13  Rejs dig og sørg for at folket bliver gjort helligt!*+ Sig til dem: ‘Forbered jer så I er hellige i morgen, for sådan har Jehova, Israels Gud, sagt: “Noget af det der skulle have været udslettet, er hos jer israelitter. I vil ikke kunne klare jer mod jeres fjender før I har fjernet det fra jer der skulle udslettes. 14  I morgen tidlig skal I træde frem, stamme for stamme, og den stamme som Jehova udpeger,+ skal træde frem, slægt for slægt, og den slægt som Jehova udpeger, skal træde frem, familie for familie, og den familie som Jehova udpeger, skal træde frem, mand for mand. 15  Og den der bliver afsløret med det der skulle have været udslettet, skal brændes op,+ han og alt hvad der tilhører ham, for han har brudt Jehovas pagt+ og begået en forkastelig handling i Israel.”’” 16  Så stod Josva tidligt op næste morgen og lod Israel træde frem, stamme for stamme, og Judas stamme blev udpeget. 17  Han lod Judas slægter træde frem, og zeraitternes slægt blev udpeget, hvorefter han lod zeraitternes slægt+ træde frem, mand for mand, og Zabdi blev udpeget. 18  Til sidst lod han Zabdis familie træde frem, mand for mand, og Akan, søn af Karmi, søn af Zabdi, søn af Zera fra Judas stamme, blev udpeget.+ 19  Så sagde Josva til Akan: “Min søn, jeg beder dig, ær Jehova, Israels Gud, og gå til bekendelse over for ham. Fortæl mig hvad du har gjort. Skjul det ikke for mig.” 20  Akan svarede Josva: “Det er rigtigt at det er mig der har syndet mod Jehova, Israels Gud, og jeg gjorde sådan her: 21  Da jeg mellem byttet så en flot kappe fra Sinear+ og 200 sekel* sølv og en guldbarre der vejede 50 sekel, fik jeg lyst til det, så jeg tog det. Det ligger gemt i jorden inde i mit telt, med pengene nederst.” 22  Straks sendte Josva nogle mænd afsted, og de løb hen til Akans telt, og inde i teltet lå kappen gemt, med pengene nedenunder. 23  Så tog de tingene ud af teltet og bragte dem til Josva og alle israelitterne og lagde dem foran Jehova. 24  Josva og hele Israel tog så Akan,+ Zeras søn, og sølvet, den flotte kappe og guldbarren,+ sammen med hans sønner, hans døtre, hans okser, hans æsler, hans får og geder, hans telt og alt hvad der var hans, og de bragte dem til Akors Dal.*+ 25  Josva sagde: “Hvorfor har du bragt ulykke* over os?+ I dag vil Jehova bringe ulykke over dig.” Derefter stenede hele Israel dem,+ og bagefter brændte de dem.+ På den måde stenede de dem alle. 26  Og de rejste en stor stenhøj over Akan, og den er der stadig. Så lagde Jehovas brændende vrede sig.+ Derfor hedder stedet i dag Akors* Dal.

Fodnoter

Eller “var viet til udslettelse”. Tilsvarende i vers 11-13 og 15. Se Ordforklaring.
Betyder “stenbruddene”.
Bogst.: “smeltede folkets hjerte og blev som vand”.
Dvs. den østlige side.
Eller “har vendt ryggen til”.
Eller “og gør folket klar”.
En sekel svarede til 11,4 g. Se Tillæg B14.
Eller “Lavning”.
Eller “vanskeligheder; udstødelse”.
Betyder “ulykke; udstødelse”.

Studienoter

Medieindhold