BIBELSKRIBENTERNE var ærlige mænd som skrev åbent om tingene. Deres oprigtighed giver deres skrifter et tydeligt præg af sandhed.

Bibelens skribenter indrømmede åbent deres egne fejl og svagheder. Moses fortalte om hvordan en fejltagelse han begik, fik alvorlige konsekvenser for ham. (4 Mosebog 20:7-13) Asaf sagde at han i en periode misundte onde mennesker deres velstand og sorgløse liv. (Salme 73:1-14) Jonas berettede om sin ulydighed og om den forkerte indstilling han oprindelig havde da Gud viste barmhjertighed mod nogle angrende syndere. (Jonas 1:1-3; 3:10; 4:1-3) Mattæus skrev åbent om at han forlod Jesus den nat han blev arresteret. — Mattæus 26:56.

De der nedskrev De Hebraiske Skrifter, blotlagde hvordan deres eget folk gang på gang knurrede og gjorde oprør. (2 Krønikebog 36:15, 16) Ingen undgik disse afsløringer, ikke engang nationens herskere. (Ezekiel 34:1-10) På lignende måde skrev apostlene i deres breve åbent og ærligt om nogle alvorlige problemer der var med nogle kristne, også kristne med store ansvarsopgaver, og om problemer i nogle af menighederne i det første århundrede. — 1 Korinther 1:10-13; 2 Timoteus 2:16-18; 4:10.

Bibelskribenterne forsøgte ikke at dække over hvad nogle kunne have ment var pinlige sandheder. De kristne i det første århundrede erkendte rent ud at verden omkring dem ikke beundrede dem, men tværtimod betragtede dem som tåbelige og ringe. (1 Korinther 1:26-29) Skribenterne beretter at Jesu apostle blev betragtet som „ulærde og almindelige“. — Apostelgerninger 4:13.

Evangelieskribenterne pyntede heller ikke på kendsgerningerne for at sætte Jesus i et mere gunstigt lys. De skrev som det var, at han var født under beskedne kår i en arbejderfamilie, at han ikke havde studeret ved de højere læreanstalter som fandtes på hans tid, og at flertallet af dem der hørte hans budskab, ikke tog imod det. — Mattæus 27:25; Lukas 2:4-7; Johannes 7:15.

Der er altså rigelige vidnesbyrd om at Bibelen blev nedskrevet af ærlige mænd. Styrker deres ærlighed din tillid?