Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Skilsmisse — hvordan det påvirker teenagere

Skilsmisse — hvordan det påvirker teenagere

Skilsmisse — hvordan det påvirker teenagere

EKSPERTERNE mente at de havde ret når de gav forældre i problemfyldte ægteskaber følgende råd: ’I må fokusere på jeres egen lykke,’ og ’I skal ikke være bekymrede for børnene. De kan tåle meget, og det er lettere for dem at klare en skilsmisse end at bo sammen med forældre der altid skændes!’

Men nogle af de rådgivere som engang anbefalede skilsmisse, indrømmer nu at de tog fejl. ’Skilsmisse er krig,’ siger de nu. ’Ingen af parterne undgår mén; heller ikke børnene.’

Myten om en lykkelig skilsmisse

Følgende kunne være temaet for en komedieserie i fjernsynet. Far og mor bliver skilt. Mor får forældreretten til børnene og gifter sig med en enkemand som også har børn. Uge efter uge ser man den umage familie komme i den ene absurde situation efter den anden — og hver uge løses problemerne på en halv time samtidig med at man hører en masse humoristiske replikker undervejs.

En sådan tv-serie er måske underholdende, men i det virkelige liv er en skilsmisse ikke noget at grine ad. Det er tværtimod en smertefuld proces. „En skilsmisse er en retssag,“ skriver M. Gary Neuman i sin bog Emotional Infidelity (Følelsesmæssig utroskab). „En person anlægger sag mod en anden. I det øjeblik man beslutter sig for en skilsmisse, giver man slip på retten til at bestemme over sit barn. Man mister også kontrollen over sin økonomi, og måske endda over hvor man skal bo. Det er muligt at man kan forhandle sig til rette om det meste, men det er ikke sikkert. I sidste ende kan det blive en fremmed, en dommer, som fortæller en hvor ofte man må se sit barn, og hvor mange af sine penge man må beholde. Desværre tænker denne fremmede ikke helt som en selv.“

Ved en skilsmisse bliver ét sæt problemer ofte bare udskiftet med et nyt sæt problemer. Ja, alt lige fra bopæl til økonomi kan ændre sig — og sjældent til det bedre. Desuden har skilsmisse en stor indvirkning på børn.

Skilsmisse og teenagere

For børn i alle aldre kan en skilsmisse være traumatisk. Nogle hævder at teenagere lettere kan klare det fordi de er mere modne og alligevel er ved at løsrive sig fra forældrene. Men ifølge nogle forskere er det netop disse faktorer der gør at teenagere ofte rammes hårdest af en skilsmisse. * Tænk over følgende:

▪ På deres vej mod voksenlivet kan teenagere være meget usikre på sig selv, måske mere end da de var yngre. Tro ikke at de er så uafhængige og selvstændige som de giver det udseende af — teenagere har mere end på noget andet tidspunkt i deres liv brug for at føle tryghed i familien.

▪ Netop som teenagere er ved at lære at opbygge varige venskaber, lærer en skilsmisse dem at være skeptiske over for værdier som tillid, loyalitet og kærlighed. Senere, som voksne, undgår de måske helt at etablere nære forhold til andre.

▪ Det er almindeligt for børn i alle aldre at give udtryk for deres smerte, men teenagere lader ofte deres smerte komme til udtryk på skadelige måder, for eksempel gennem kriminelle handlinger eller alkohol- og stofmisbrug.

Dermed være ikke sagt at alle teenagere hvis forældre bliver skilt, er dømt til at få et dårligt liv rent følelsesmæssigt eller på anden vis. De kan få et udmærket liv, især hvis de har et godt forhold til begge forældre. * Men det er naivt at tro at en skilsmisse altid ’er bedst for børnene’, som nogle siger, eller at en skilsmisse vil sætte en stopper for alle spændinger mellem ægtefællerne. Faktisk har nogle fundet ud af at de er nødt til at have mere med deres ’utålelige’ ægtefælle at gøre efter en skilsmisse end før, og ofte i forbindelse med langt mere ømtålelige emner som økonomisk støtte eller forældremyndighed. I sådanne tilfælde er en skilsmisse ikke enden på en families problemer; problemerne skifter bare karakter.

En tredje mulighed

Hvad kan du gøre hvis du befinder dig i et problemfyldt ægteskab og overvejer skilsmisse? Denne artikel peger på nogle vigtige grunde til at tage en sådan beslutning op til fornyet overvejelse. Skilsmisse er ikke et universalmiddel mod et ulykkeligt ægteskab.

Men forstå det ret: Løsningen er heller ikke at man bare affinder sig med et dårligt ægteskab. Der er endnu en mulighed — hvis det står dårligt til med dit ægteskab, så prøv at arbejde på at forbedre situationen. Vær ikke hurtig til at affeje dette forslag ved at sige at der ikke findes nogen løsning på jeres ægteskabelige problemer. Stil dig selv følgende spørgsmål:

▪ ’Hvad var det jeg oprindelig fandt tiltrækkende ved min ægtefælle? Har han eller hun ikke stadig nogle af disse egenskaber?’ — Ordsprogene 31:10, 29.

▪ ’Er det muligt at jeg kan genopvække de følelser jeg havde til at begynde med?’ — Højsangen 2:2; 4:7.

▪ ’Uanset hvad min ægtefælle har gjort, hvad kan jeg da gøre for at anvende forslagene på side 3 til 9 i dette blad?’ — Romerne 12:18.

▪ ’Kunne jeg helt konkret forklare min ægtefælle (enten ansigt til ansigt eller skriftligt) hvad jeg synes kunne blive bedre i vores forhold?’ — Job 10:1.

▪ ’Var det en idé at søge råd hos en moden ven som kunne hjælpe os med at sætte os nogle realistiske mål så vi kan få et bedre ægteskab?’ — Ordsprogene 27:17.

Bibelen siger: „Den kloge overvejer sine skridt.“ (Ordsprogene 14:15) Dette gælder ikke kun når man skal vælge ægtefælle, men også når man overvejer hvad man kan gøre ved et skrantende ægteskab. Som vist på side 9 i dette blad har selv velfungerende familier problemer — det der gør forskellen, er hvordan de tackler sådanne problemer.

Det kan illustreres på følgende måde: Forestil dig at du begiver dig ud på en lang rejse i bil. Undervejs kan du ikke undgå at støde på nogle forhindringer, for eksempel dårligt vejr, trafikpropper eller vejspærringer, og nogle gange kører du måske også vild. Hvordan reagerer du? Vender du om og kører hjem, eller gør du noget for at klare forhindringerne og fortsætte din rejse? Da du giftede dig, begav du dig ud på en rejse som uvægerligt ville medføre vanskeligheder, for Bibelen siger at „de der gifter sig vil få sorg og smerte“. (1 Korinther 7:28, The New English Bible) Spørgsmålet er ikke om der kommer problemer, men hvordan du klarer dem når de kommer. Prøver du at løse dem og se fremad? Søger du hjælp, også selvom du måske føler at dit ægteskab ikke står til at redde? — Jakob 5:14.

Indstiftet af Gud

Ægteskabet er en ordning som er indstiftet af Gud, og det bør ikke være noget man tager let på. (1 Mosebog 2:24) Når problemerne synes uoverstigelige, tænk da på forslagene i denne artikel.

1. Prøv at genopvække de følelser du engang havde for din ægtefælle. — Højsangen 8:6.

2. Beslut dig for at gøre alt hvad du kan, for at forbedre jeres ægteskab. — Jakob 1:22.

3. Prøv i klare vendinger og på en respektfuld måde at forklare din ægtefælle — enten ansigt til ansigt eller skriftligt — hvad du mener I må arbejde på at forbedre i jeres ægteskab. — Job 7:11.

4. Søg hjælp. Du behøver ikke at være alene om at redde dit ægteskab!

[Fodnoter]

^ par. 9 Denne artikel handler først og fremmest om hvordan skilsmisse påvirker teenagere, men yngre børn vil naturligvis også blive påvirket. Læs mere om dette emne i Vågn op! for 8. december 1997, side 3-12, og 22. april 1991, side 3-11.

^ par. 13 Desværre er dette ikke altid muligt, især ikke hvis den ene af forældrene helt har vendt familien ryggen eller på anden måde vist sig at være meget uansvarlig eller endda farlig. — 1 Timoteus 5:8.

[Ramme/​illustration på side 19]

’DENNE GANG VIL DET LYKKES’

Undersøgelser viser at risikoen for at ægteskab nummer to ender med skilsmisse, er højere end for det første ægteskab, og at risikoen vokser med ægteskab nummer tre. I sin bog Emotional Infidelity peger M. Gary Neuman på en af grundene til dette. Han siger: „Hvis du har vanskeligheder i dit første ægteskab, er det ikke bare et spørgsmål om at du har truffet et dårligt valg af ægtefælle. Det har med dig at gøre. Det var dig der blev forelsket i denne person. Det var dig der arbejdede sammen med ham eller hende om at skabe det I enten har eller ikke har.“ Gary Neuman konkluderer: „Det er bedre at komme af med problemet og beholde sin ægtefælle end at komme af med sin ægtefælle og beholde problemet.“

[Ramme på side 21]

HVIS ÆGTESKABET OPLØSES

Det erkendes i Bibelen at der findes ekstreme omstændigheder som kan føre til skilsmisse. * Hvis det er tilfældet i din familie, hvad kan du da gøre for at hjælpe dine teenagebørn til at klare situationen?

Fortæl jeres teenagebarn hvad der er ved at ske. Om muligt er dette noget som begge forældre bør gøre. Vær sammen om at fortælle jeres teenagebarn at beslutningen om skilsmisse står fast. Forvis jeres barn om at det ikke er hans eller hendes skyld, og at I begge fortsat vil elske ham eller hende.

Forlad slagmarken — krigen er slut. Nogle forældre fortsætter med at bekrige hinanden længe efter at de er blevet skilt. Som en ekspert siger, er de „skilt rent juridisk, men er stadig forbundet følelsesmæssigt og bliver ved at bekæmpe hinanden uden at være i stand til at slutte en våbenhvile på fredelig vis“. Det berøver ikke alene teenagere deres forældre — eftersom far og mor altid synes at strides om et eller andet — det tilskynder også børnene til at spille forældrene ud mod hinanden for at få deres vilje. En søn siger måske til sin mor: „Far lader mig blive ude så længe jeg vil, så hvorfor må jeg ikke for dig?“ Af frygt for at sønnen går over i „fjendens lejr“, giver moderen efter.

Giv dit barn lejlighed til at udtrykke sig. En teenager kan let tænke: ’Hvis mine forældre kunne holde op med at elske hinanden, kan de måske også holde op med at elske mig.’ Eller: ’Hvis mine forældre kan bryde reglerne, kan jeg vel også gøre det.’ For at kunne mindske dit barns frygt og korrigere en forkert tankegang må du give ham eller hende rig lejlighed til at udtrykke sig. Men et advarende ord: Byt ikke roller så du ser hen til din teenagesøn eller -datter efter følelsesmæssig støtte. Han eller hun er dit barn, ikke din fortrolige ven.

Tilskynd barnet til at have et godt forhold til din tidligere ægtefælle. Det menneske du blev skilt fra, er din forhenværende ægtefælle, men det er ikke dit barns forhenværende far eller mor. Det kan have en meget skadelig virkning at tale dårligt om vedkommende. I bogen Teens in Turmoil, en håndbog til forældre med teenagere, står der: „Hvis forældre vælger at bruge deres børn som våben i skilsmissekrigen, må de forvente at høste som de sår.“

Pas godt på dig selv. Indimellem kan situationen synes overvældende, men fortvivl ikke. Sørg for at have en sund og ligevægtig levevis. Fortsæt med at sætte tid til side til at beskæftige dig med din tro. Det vil hjælpe både dig selv og dit teenagebarn til at bevare ligevægten. — Salme 18:2; Mattæus 28:19, 20; Hebræerne 10:24, 25.

[Fodnote]

^ par. 38 Ifølge Bibelen er seksuelle forhold uden for ægteskabet den eneste gyldige grund til at opløse et ægteskab med mulighed for at gifte sig igen. (Mattæus 19:9) Hvis en af ægtefællerne er utro, er det op til den uskyldige part — ikke familien eller andre — at afgøre om skilsmisse er den bedste løsning. — Galaterne 6:5.

[Illustration på side 20]

Arbejd på at holde fast ved det løfte du gav da du giftede dig

[Illustration på side 21]

Hvis du er skilt og har et barn, så tilskynd barnet til at bevare et godt forhold til din forhenværende ægtefælle