Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En videbegærlig mand der satte sig spor i historien

En videbegærlig mand der satte sig spor i historien

En videbegærlig mand der satte sig spor i historien

● Hvad vil du gerne huskes for? Hvad tror du folk tænker på når de hører dit navn? Mange, som bekymrer sig om deres eftermæle, søger at skabe sig et stort navn inden for videnskab, politik, sport eller kunst. Men hvad ville du sige til hovedsagelig at blive husket for de spørgsmål som du stillede?

For fem hundrede år siden stillede en mand i Mellemamerika mange tankevækkende spørgsmål. Han var indianerhøvding, og han hed Nicarao, hvorfra navnet „Nicaragua“ øjensynlig stammer. Senere blev hans navn en betegnelse for den stamme hans folk tilhørte, landet hvor han boede, og deres store sø.

Nicaraos stamme holdt til på det smalle stykke land der ligger mellem Stillehavet og den store Nicaraguasø. Kort efter at Columbus havde opdaget Den Nye Verden, begav spanierne sig af sted for at udforske dette område. I 1523 ledte hærføreren Gil González Dávila sine tropper nordpå fra det der i dag er Costa Rica og ind i Nicaraos land.

Forestil dig den frygt disse mænd må have følt da de rejste ind i ukendt territorium. De må have været lykkelige for at møde høvdingen Nicarao. Spanierne blev vist stor gæstfrihed, som stadig kendetegner nicaraguansk kultur i dag, og folket gav dem gaver, deriblandt store mængder guld.

Nicarao ville gerne have svar på nogle spørgsmål som han længe havde tænkt over. Og spaniernes besøg gav anledning til andre spørgsmål. Ifølge krønikeskrivere spurgte han hærføreren González om følgende:

Har du hørt tale om en stor vandflod som tilintetgjorde alle mennesker og dyr? Vil Gud igen bringe en vandflod over jorden? Hvad sker der efter døden? Hvordan bevæger solen, månen og stjernerne sig? Hvordan er de ophængt på himmelen? Hvor langt væk er de? Hvornår ophører solen, månen og stjernerne med at skinne? Hvor kommer vinden fra? Hvad forårsager varme og kulde, lys og mørke? Hvorfor er dagene af forskellig længde i løbet af året?

Nicarao havde tydeligvis et stærkt ønske om at vide noget om den natur og verden der omgav ham. Hans spørgsmål fortæller meget om hans religiøse forestillinger. De viser at han interesserede og bekymrede sig for noget af det samme som mange mennesker i dag. At Nicarao og hans folk kendte til en stor vandflod, minder os om det Bibelen beretter. — 1 Mosebog 7:17-19.

Nicaraos stammekultur var gennemsyret af okkultisme og karakteriseret ved rituelle menneskeofringer, og dog var han opmærksom på sit folks adfærd og levevis. Hans spørgsmål vidnede om en samvittighed der rørte på sig. Hvad dette angår, skrev apostelen Paulus: ’Deres samvittighed vidner med, og mellem deres egne tanker føres der indbyrdes anklage eller også forsvar.’ — Romerne 2:14, 15.

I dag er der opstillet en statue til minde om høvding Nicarao i nærheden af det sted hvor han efter sigende første gang mødte de spanske opdagelsesrejsende. Hans videbegær som fik ham til at tænke dybt over livet og den verden der omgav ham, kan vi måske tage ved lære af. — Romerne 1:20.

[Kort på side 21]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Nicaragua

SYDAMERIKA

ATLANTERHAVET