Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Ærlighed fører til noget godt

Ærlighed fører til noget godt

Ærlighed fører til noget godt

„Et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.“ — Lukas 12:15, da. aut.

AT TJENE penge er nødvendigt her i livet. Vi har det ansvar over for Gud at forsørge os selv og vores familie. — 1 Timoteus 5:8.

Hvad nu hvis det at tjene penge bliver mere end blot et middel til at opretholde livet? Hvad nu hvis det bliver formålet med dit liv? De der lever for at blive velstående, bliver lettere fristet til at gribe til uærlige metoder for at nå det mål. Måske går det først op for dem senere at uærlighed berøver dem muligheden for at få virkelig succes. Desuden siger Bibelen at kærlighed til penge er årsag til mange smerter. — 1 Timoteus 6:9, 10.

Her følger fire eksempler på nogle der mener at succes er mere end at samle sig rigdom.

Selvrespekt

„For adskillige år siden havde jeg en samtale med en mulig kunde der ønskede at tegne en livsforsikring på en million dollars. Jeg ville have modtaget tusinder af dollars i kommission. Han sagde at han ville tegne forsikringen hvis jeg gav ham halvdelen af min kommission. Det han bad om, var ikke bare uetisk, men også ulovligt, og det fortalte jeg ham.

Jeg forsøgte at ræsonnere med ham ved at spørge om han virkelig ville videregive fortrolige oplysninger om sin person og sin økonomiske situation til en der var uærlig. Jeg gentog mit standpunkt og sagde at han kunne kontakte mig hvis han ønskede mig som sin agent. Jeg hørte aldrig fra ham igen.

Hvis jeg havde taget imod hans tilbud, ville jeg have været uhæderlig, og det ville have ødelagt min selvrespekt som kristen. Jeg ville være blevet afhængig af en mand der havde manipuleret mig til at deltage i en fordækt affære.“ — Don, USA.

Fred i sindet

Som nævnt i den første artikel blev Daniel tilbudt en stor bestikkelsessum hvis han løj om leverandørens mulighed for at levere produkter af den forventede kvalitet til hans firma. Hvordan reagerede han?

„Jeg takkede direktøren for den middag han havde givet, og gav ham derefter konvolutten med pengene tilbage. Han prøvede at presse mig til at tage pengene og sagde at hvis hans fabrik blev godkendt til at levere varerne, ville han give mig flere penge. Jeg afslog hans tilbud.

Hvis jeg havde taget imod pengene, ville jeg hele tiden have gået i frygt for at blive opdaget. Senere hørte min chef på en eller anden måde om hændelsen. Jeg var så glad og lettet over at jeg ikke havde gjort noget uærligt. Jeg kom til at tænke på ordene i Ordsprogene 15:27: „Den der skaffer sig uærlig vinding styrter sit hus i ulykke, men den der hader gaver [eller bestikkelse] bliver i live.“ — Daniel, Hongkong.

Et godt familieliv

„Jeg er selvstændig inden for byggebranchen, og der opstår mange lejligheder hvor man kan narre kunder eller snyde i skat. Men min beslutning om at forblive ærlig har gavnet min familie og mig.

Det at være ærlig skal være en livsform, så det berører ikke kun den tid man er på arbejde. Når man ved at ens ægtefælle ikke vil gå på kompromis med Guds normer for ærlighed, giver det større tillid og tryghed i familien. En ægtefælle kan føle sig tryg fordi hun eller han er klar over at hæderlighed ikke er noget man bare tager på og af som det passer en.

Man kan eje det største firma i verden, og alligevel kan man ikke købe sig fri for familieproblemer. Som et af Jehovas Vidner har jeg fundet ud af at man ved at følge Bibelens principper lettere kan leve et ligevægtigt liv. Jeg har tid til at være sammen med familien uden at skulle marchere efter verdens taktstok — en verden der er styret af penge og grådighed.“ — Durwin, USA.

Et godt forhold til Gud

„Mit arbejde består blandt andet i at købe varer til et firma. Salgsrepræsentanter foreslår nogle gange at de i stedet for at give mit firma den fulde rabat inden for den tilladte grænse, giver mig en procentdel af det beløb firmaet køber for. Men det ville være det samme som at stjæle fra mit firma.

Jeg har kun en beskeden indtægt, så jeg kunne godt bruge nogle ekstra penge. Men intet kan sammenlignes med det at have en ren samvittighed og at være godkendt af Jehova Gud. Så hver gang jeg indgår en ny handel, følger jeg princippet i Hebræerbrevet 13:18: ’Vi ønsker at bære os ærligt ad i alle ting.’“ — Raquel, Filippinerne.

[Ramme/​illustrationer på side 9]

Principper for ærlighed i forretningssager

Det kan være forskelligt fra sted til sted hvilken forretningsetik man følger. Men man kan bruge Bibelen som grundlag for at træffe etisk rigtige beslutninger. Hvis man skal drive forretning på ærlig vis, må man være:

Troværdig

Princip: „Lyv ikke for hinanden.“ — Kolossenserne 3:9.

Ordholdende

Princip: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ — Mattæus 5:37.

Pålidelig

Princip: „Røb ikke hvad en anden har sagt i fortrolighed.“ — Ordsprogene 25:9.

Hæderlig

Princip: „Du må ikke tage imod bestikkelse, for bestikkelsen gør klartseende blinde.“ — 2 Mosebog 23:8.

Rimelig

Princip: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.

Lovlydig

Princip: „Giv alle hvad der tilkommer dem, ham der kræver skat, skat.“ — Romerne 13:7.

[Ramme/​illustrationer på side 9]

Hvordan du kan forblive hæderlig i forretningsverdenen

Afgør hvad du sætter højest. Hvor stor betydning har det for eksempel for dig at blive rig sammenlignet med det at bevare et godt forhold til Gud?

Beslut dig i forvejen. Forudse de situationer der kan sætte din ærlighed på prøve, og tænk over hvad du vil gøre.

Gør dit standpunkt klart. Når du indgår en ny forretningsforbindelse, så fortæl taktfuldt hvilke normer du har.

Søg støtte hos andre. Når du står over for en fristelse eller et etisk dilemma, så spørg nogle til råds der har de samme normer som dig.

[Illustration på side 8]

Hvis du er ærlig, har du fred i sindet