FOR nogle århundreder siden førte frygten for hekseri til heksejagt og henrettelser i Europa. Det foregik hovedsagelig i Frankrig, Tyskland, Norditalien, Schweiz og Nederlandene — Belgien, Luxembourg og Holland. * „Titusindvis af mennesker i Europa og i de europæiske kolonier blev slået ihjel,“ og „millioner af andre blev offer for tortur, arrestationer, forhør, had, skyldfølelse eller frygt“, siger bogen Witch Hunts in the Western World. * Hvad satte dette vanvid i gang? Hvad gav det næring?

En faktor der træder stærkt frem i denne sammenhæng, er inkvisitionen. Den blev oprettet af den romerskkatolske kirke i det 13. århundrede „for at omvende frafaldne og forhindre andre i at forlade kirken“, forklarer bogen Der Hexenwahn (Heksevanviddet). Inkvisitionen fungerede som kirkens politi.

Den 5. december 1484 udstedte pave Innocens VIII en bulle, et dokument, der fordømte hekseri. Han udnævnte også to inkvisitorer — Jakob Sprenger og Heinrich Kramer (også kendt under sit latinske navn Henricus Institoris) — til at tage sig af problemet. Disse to mænd forfattede en bog med titlen Malleus Maleficarum, ’Heksehammeren’. Både katolikker og protestanter betragtede den som en grundbog i heksejagt. Værket indeholdt fantasifulde beretninger om hekse baseret på folkesagn, fremholdt teologiske og juridiske argumenter mod heksekunst og udstak retningslinjer for hvordan man kunne identificere og udrydde hekse. ’Heksehammeren’ er blevet beskrevet som „den mest grusomme og ... den mest skadelige bog i hele verdenslitteraturen“.

 En person kunne anklages for trolddom uden at der var nogen beviser. Bogen Hexen und Hexenprozesse oplyser at processerne „ene og alene havde til formål at fremskaffe en tilståelse fra den anklagede ved hjælp af overtalelse, pres eller tvang“. Tortur var almindeligt brugt.

På grund af ’Heksehammeren’ og den føromtalte pavelige bulle udbrød der en omfattende heksejagt i Europa. Den blev forværret af en ny teknologi, nemlig trykpressen, der medførte at vanviddet spredte sig over Atlanten til Amerika.

Over 70 procent af de anklagede var kvinder, især enker, som ofte ikke havde nogen til at forsvare sig. Blandt ofrene var der fattige, ældre og kvinder der fremstillede urtepræparater — især hvis præparaterne var virkningsløse. Ingen kunne føle sig sikker, hverken rig eller fattig, mand eller kvinde.

Folk der ansås for at være hekse, blev beskyldt for alle mulige ulykker. Man mente at de „forårsagede frost og snegle- og larveplager for at ødelægge jordens såsæd og afgrøder“, skriver det tyske tidsskrift Damals. Hvis hagl anrettede skade på en afgrøde, hvis en ko ikke kunne give mælk, hvis en mand var impotent eller en kvinde ufrugtbar, mente mange at det helt sikkert var hekse der stod bag.

Hvordan afgjorde man om en person var en heks eller ej? Nogle mistænkte blev bundet på hænder og fødder og kastet ud i koldt, såkaldt helligt, vand. Hvis de sank, var de uskyldige og blev trukket op af vandet. Hvis de flød ovenpå, betragtedes de som hekse og blev enten henrettet på stedet eller overgivet til retsforfølgelse. Andre mistænkte blev vejet fordi man mente at hekse kun vejede lidt eller slet ingenting.

En anden prøve der blev anvendt, bestod i at søge efter „Djævelens mærke“, som var „et synligt tegn på at heksen havde indgået en pagt med Djævelen“, siges der i bogen Witch Hunts in the Western World. Myndighedspersoner ledte efter mærket „ved at barbere alt hår af den mistænkte og undersøge kroppen minutiøst“ — i fuld offentlighed! Dernæst stak de en nål i alle de pletter de fandt, som for eksempel modermærker, vorter og ar. Hvis stikket ikke gjorde ondt eller ikke blødte, blev pletten betragtet som Satans mærke.

Både de katolske og de protestantiske myndigheder opildnede til hekseforfølgelser, og i nogle områder var de protestantiske herskere mere grusomme end de katolske. Efterhånden sejrede fornuften dog. I 1631, for eksempel, skrev Friedrich Spee, en jesuitpræst der havde ledsaget mange der var blevet dømt til at blive brændt levende på bålet for hekseri, at ingen af dem efter hans mening var skyldige. Han advarede også om at Tyskland ville blive affolket hvis heksejagten fortsatte med uformindsket styrke. Desuden blev lægerne efterhånden klar over at sådan noget som krampeanfald kunne skyldes sygdom og ikke dæmonbesættelse. I løbet af det 17. århundrede faldt antallet af hekseprocesser drastisk, og i slutningen af århundredet var de stort set ophørt.

Hvad lærer denne grumme epoke os? En vigtig ting er at da såkaldte kristne erstattede Jesu Kristi rene lære med religiøse løgne og overtroiske forestillinger, banede de vejen for ufattelig ondskab. Bibelen forudsagde hvilken vanære sådanne mænd ville bringe over den sande kristne lære, idet den advarede om at ’sandhedens vej ville blive spottet’. — 2 Peter 2:1, 2.