HVAD SIGER BIBELEN?
Bøn
Er der nogen der lytter til vores bønner?
„Du som hører vor bøn. Til dig kommer alle mennesker.“ — Salme 65:2, da. aut.
HVAD NOGLE SIGER
Det er blevet sagt at bønner tilsyneladende „ikke når højere end til loftet“. Især mennesker der er hårdt trængte, kan være i tvivl om hvorvidt deres bønner bliver hørt.
HVAD BIBELEN SIGER
„Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres bøn; men Jehovas ansigt er imod dem der gør onde ting,“ står der i Bibelen. (1 Peter 3:12) Det er altså tydeligt at Jehova Gud lytter til bønner. Han er dog særlig indstillet på at lytte til dem der følger hans anvisninger. At Gud er villig til at lytte når vi beder, fremgår også af et andet skriftsted: „Dette er den tillid vi har til ham, at uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os.“ (1 Johannes 5:14) Den der oprigtigt beder Gud om noget, må derfor gøre sig klart hvilke anmodninger der er i overensstemmelse med hans vilje.
Hvordan skal vi bede?
„Når I beder, da sig ikke det samme igen og igen.“ — Mattæus 6:7.
HVAD NOGLE SIGER
Mange religiøse mennesker, som for eksempel buddhister, katolikker, hinduer og muslimer, har lært at de skal recitere og tælle deres bønner ved hjælp af bedekranse.
HVAD BIBELEN SIGER
Bønner bør komme fra hjertet og bedes med oprigtighed; de bør ikke læres udenad og gentages mekanisk. Bibelen giver os denne tilskyndelse: „Når I beder, da sig ikke det samme igen og igen, som folk fra nationerne gør, for de mener at de bliver bønhørt fordi de bruger mange ord. I må altså ikke blive ligesom de, for Gud, jeres Fader, ved hvad I trænger til endog før I beder ham.“ — Mattæus 6:7, 8.
HVORFOR DET HAR BETYDNING
Hvis man beder på en måde Gud ikke godkender, kan man risikere at spilde sin tid eller endda at mishage ham. Bibelen advarer om at bønner bedt af dem der ikke indordner sig under hans vilje, er „en vederstyggelighed“ for ham. — Ordsprogene 28:9.
Hvem skal vi bede til?
„Søg Jehova mens han kan findes. Kald på ham mens han er nær.“ — Esajas 55:6.
HVAD NOGLE SIGER
Nogle beder til Maria, til engle eller til nogle der bliver æret som „helgener“, deriblandt „sankt“ Antonius fra Padova, som siges at tage sig af folks „åndelige og timelige behov“, og „sankt“ Judas Taddæus, der betragtes som skytshelgen for „desperate anliggender“. Mange beder til sådanne „helgener“ og til engle i håb om at de vil gå i forbøn for dem hos Gud.
HVAD BIBELEN SIGER
Sande tilbedere skal bede til „vor Fader i himlene“. (Mattæus 6:9) I Bibelen får vi denne tilskyndelse: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse.“ — Filipperne 4:6.