FOR 500 år siden kom spanierne til dette område for første gang. De kaldte det for Costa Rica (Den rige kyst) fordi de troede at de dér ville finde en stor mængde guld – men den søgen viste sig at være forgæves. I dag er landet ikke kendt for dyrebare metaller men for at være et af de rigeste lande i verden når det gælder biodiversitet.

Costaricanere er kendt som ticos fordi de ofte tilføjer diminutivendelsen “-ico” til mange ord. I stedet for at sige “un momento” (et øjeblik), siger de måske “un momentico” (et lille øjeblik). I daglig tale siger de ofte “¡pura vida!” (det er bare livet!) for at vise værdsættelse, at de er enige, eller for at sige “goddag” eller “farvel”.

En af Costa Ricas foretrukne retter er gallo pinto (ordret: “plettet hane”), der består af ris og bønner som tilberedes hver for sig, og som derefter blandes sammen og tilsættes krydderier. Gallo pinto kan  serveres som morgenmad, middagsmad eller aftensmad. En traditionel drik er café chorreado, som er kaffe brygget gennem et filter af stof der hænger på en holder, der ofte er lavet af træ.

Der er omkring 450 menigheder af Jehovas Vidner i Costa Rica. Deres møder afholdes på ti sprog, deriblandt costaricansk tegnsprog og to af Costa Ricas oprindelige sprog – bribri og cabecar.