I de senere årtier har familielivet i de vestlige lande forandret sig drastisk. Engang var det forældrene der bestemte, og børnene gjorde hvad der blev sagt. I dag er det i nogle familier stik modsat. Tænk over følgende scenarier, som alle er baseret på typiske situationer.

• En mor er i en forretning med sin fireårige søn, som rækker ud efter noget legetøj han gerne vil have. Moren prøver at tale ham fra det ved at spørge: “Har du ikke allerede nok legetøj derhjemme?” For sent opdager hun at hun ikke skulle have formuleret det som et spørgsmål. “Men jeg vil have den!” klynker drengen. Af frygt for at drengen skal få et hysterisk anfald – hans sædvanlige taktik – giver moren efter.

• En femårig pige afbryder sin far mens han er ved at tale med en anden voksen. “Jeg keder mig,” meddeler hun. “Jeg vil hjem!” Faren stopper midt i en sætning, sætter sig på hug og spørger datteren blidt: “Bare et lille øjeblik til, skat. Er det i orden?”

• Endnu en gang er 12-årige James blevet beskyldt for at have råbt ad sin lærer. James’ far er vred – ikke på sin søn men på læreren. “Hun er altid efter dig,” siger han til James. “Jeg melder det til skolebestyrelsen!”

Disse situationer er opdigtede men bestemt ikke langt fra virkeligheden. De illustrerer et problem der findes i hjem hvor forældrene tolererer børnenes uforskammethed, giver efter for deres krav og “redder” dem fra konsekvenserne af deres dårlige opførsel. “Det er blevet mere og mere almindeligt at forældre undlader at udøve autoritet over deres børn,” siges der i bogen The Narcissism Epidemic. “For ikke så længe siden vidste børn hvem der bestemte – og det var ikke dem.”

 Der er selvfølgelig mange forældre der forsøger at indgive deres børn sunde værdier, ikke blot ved at være gode rollemodeller for dem, men også ved at disciplinere dem på en konsekvent men kærlig måde når det er påkrævet. Men forældre der indser vigtigheden af at gøre sådan, “svømmer imod den kulturelle strøm”, siges der i førnævnte bog.

Hvordan er det kommet så vidt? Hvor er disciplinen blevet af?

Nogle mener at forældreautoriteten begyndte at blive svækket i 1960’erne, da eksperter opfordrede forældre til at være mere afslappede i deres børneopdragelse. De sagde: ‘Vær en ven, ikke en autoritet.’ ‘Ros er bedre end ris.’ ‘Det er vigtigere at fokusere på det gode børn gør, end at rette på det forkerte de gør.’ I stedet for at anbefale at forældrene fandt en balance mellem ros og ris, sagde eksperter at det at skælde børnene ud ville skade deres sarte følelser og få dem til at hade deres forældre senere i livet.

Inden længe begyndte eksperterne at fremhæve vigtigheden af at have et højt selvværd. Det var som om man pludselig havde fundet hemmeligheden ved god børneopdragelse: Få dine børn til at have det godt med sig selv. Det er selvfølgelig vigtigt at man hjælper sine børn til at få selvtillid. Men selvværdsbevægelsen gik til yderligheder. For eksempel sagde eksperterne til forældrene: ‘Lad være med at bruge sådan nogle negative ord som nej og fy.’ ‘Bliv ved med at fortælle dine børn at de er noget helt særligt, og at de kan blive hvad som helst de har lyst til.’ Det var som om at det at have det godt med sig selv var vigtigere end at have en god opførsel.

Nogle mener at selvværdsbevægelsen kun har medført at børnene føler sig berettiget til at få det de vil have, som om verden skylder dem noget. Den har også gjort at de unge “er dårligt klædt på til at møde den kritik og de fiaskoer som de uundgåeligt vil komme ud for i det virkelige liv”, siger bogen Generation Me. En far citeres i bogen for at sige: “Der er ikke nogen selvværdsbevægelse på arbejdsmarkedet.  ... Hvis man på sit arbejde afleverer en skriftlig rapport der er fyldt med fejl og mangler, vil chefen ikke sige: ’Sikke en flot farve papir du har valgt!’ Hvis man ikke forbereder sine børn på livet i den virkelige verden, gør man dem en bjørnetjeneste.”

I årenes løb har børneopdragelsesmetoderne ofte afspejlet menneskers evigt skiftende holdninger. “Opdragelsesmetoderne skifter hele tiden,” skriver pædagog og forfatter Ronald G. Morrish. “De afspejler forandringer i vores samfund.” * Det er så let for forældre at blive ‘kastet om som af bølger og ført hid og did af enhver lærdoms vind’, som Bibelen udtrykker det. – Efeserne 4:14.

Den manglende disciplin i opdragelsen har helt tydeligt haft nogle negative følger. Ikke alene er forældrenes autoritet blevet svækket, men børn er også blevet berøvet den vejledning de behøver for at kunne træffe gode valg og gå livet i møde med et sundt syn på sig selv.

Er der et bedre alternativ?