Skaberens løfter giver os håb
Gud har lovet at der meget snart vil ske nogle fantastiske forandringer. Han vil fjerne alt det der er skyld i at vi lider, og sørge for at livet på jorden bliver godt for alle mennesker. (Salme 37:11) Kan man tro på det løfte? Ja, for “Gud er ikke som et menneske der fortæller løgne”. (4. Mosebog 23:19) Lad os se på nogle af de gode ting vores Skaber vil gøre.
Gud vil fjerne onde mennesker
“Selvom de onde spirer som ukrudt og alle forbryderne blomstrer, vil de blive udryddet for evigt.” – SALME 92:7.
Som den foregående artikel handlede om, bliver forholdene i verden værre og værre. Det overrasker os ikke, for Bibelen har forudsagt i 2. Timotheus 3:1-5 at folk ville opføre sig meget dårligt “i de sidste dage”. De sidste dage for hvad? For den her onde verden der er fyldt med mennesker der ikke ønsker at adlyde Gud. Gud vil snart fjerne de uforbederligt onde. Til den tid vil det kun være gode mennesker, dem der adlyder Gud, der vil være på jorden. “De retfærdige vil komme til at eje jorden, og de vil bo på den for evigt.” – Salme 37:29.
Gud vil fjerne Satan
“Den Gud der giver fred, vil snart knuse Satan.” – ROMERNE 16:20.
Når alle de onde, deriblandt Satan og dæmonerne, er væk, vil der være fred på hele jorden. Vores Skaber lover os: “Ingen vil gøre [jer] bange.” – Mika 4:4.
Gud vil fjerne sygdom og død
“Guds telt er hos menneskene ... Han vil tørre alle tårer væk fra deres øjne, og døden vil ikke findes mere. Sorg, skrig og smerte vil heller ikke findes mere.” – ÅBENBARINGEN 21:3, 4.
Sorg, smerte og sygdom vil forsvinde fordi Gud vil rette op på al den skade som Satan, Adam, Eva og vores egen ufuldkommenhed er skyld i. Det betyder at selv ‘døden ikke vil findes mere’. Mennesker der elsker og adlyder Skaberen, vil leve for evigt. Men hvor?
Vores Skaber vil gøre jorden til et paradis
“Ødemarken og det udtørrede land vil glæde sig, og ørkensletten vil juble og blomstre som krokusen.” – ESAJAS 35:1.
Når Gud fjerner de onde, vil jorden blive et paradis. Jorden vil være fyldt med smukke parker og grønne områder, og der vil være rigeligt med mad. (Salme 72:16) Havene, søerne og floderne vil være rene og vrimle med liv. Ordet “forurening” forsvinder måske endda fra vores ordforråd. Alle vil have deres eget hjem som de selv har været med til at bygge. Og der vil aldrig igen være nogen der sulter, er hjemløse eller fattige. – Esajas 65:21, 22.
Gud vil give de døde livet igen
De “vil blive oprejst fra døden.” – APOSTLENES GERNINGER 24:15.
Har du mistet nogle du holder af, og vil du gerne se dem igen? Den almægtige Gud vil give dem livet igen – oprejse dem – i Paradiset på jorden. Du vil genkende dem, og de vil genkende dig. Forestil dig hvor glade I vil blive! Hvorfor kan vi være sikre på at det håb vil gå i opfyldelse? Fordi Bibelen indeholder eksempler på børn og voksne der fik livet igen og blev genforenet med deres familier. Desuden oprejste Jesus ofte døde mens der var mange der så det. – Lukas 8:49-56; Johannes 11:11-14, 38-44.