Hvad nogle tror
Hinduister
betragter lidelser som en konsekvens af et menneskes egne handlinger i enten dette eller et tidligere liv. En person kan nå moksha – en frigørelse fra cyklussen af genfødsler – ved at løsrive sit sind fra alt hvad der har med det materielle og fysiske at gøre.
Muslimer
betragter lidelser som enten en trosprøve eller en straf for synder. Tragedier er en påmindelse til os om “at være taknemmelige mod Gud for vores velsignelser og bevidste om at hjælpe dem der er i nød”, siger ph.d. Sayyid Syeed, direktør for Islamic Society of North America.
Jødedommen
siger at lidelser er en følge af ens egne handlinger. Nogle jøder tror at der vil ske en opstandelse, hvorefter der vil blive rettet op på den uretfærdighed uskyldige mennesker har været udsat for. Kabbalisme (jødisk mysticisme) fremholder tanken om reinkarnation, som giver en person gentagne muligheder for at sone sine synder.
Buddhister
tror at et menneske oplever lidelser i mange livsforløb, en cyklus af genfødsler der fortsætter indtil personens negative handlinger, følelser og ønsker hører op. Ved at opnå visdom, gøre gode gerninger og udvise selvkontrol kan en person nå nirvana – en tilstand hvor der ikke længere er lidelse.
Konfucianister
siger at de fleste lidelser skyldes “menneskers fejl”, står der i A Dictionary of Comparative Religion. Ifølge konfucianismen kan en del lidelser undgås hvis man lever som et godt menneske, men mange lidelser skyldes “åndelige kræfter som mennesker ikke har kontrol over. I den slags tilfælde må mennesket med stoisk ro acceptere Skæbnens veje.”
Nogle stammereligioner
siger at lidelser skyldes trolddom og magi. Ifølge deres opfattelse kan hekseri forårsage held eller ulykke, og negative virkninger kan modvirkes gennem forskellige rituelle handlinger. Når en person lider af en sygdom, menes det at en heksedoktor ved hjælp af ritualer og medicin kan bekæmpe hekseriets virkninger.
Kristne
sporer lidelser tilbage til den synd de to første mennesker begik, som beskrevet i Første Mosebog i Bibelen. Men mange kristne trosretninger har pyntet på det Bibelen siger om lidelser. For eksempel siger nogle katolikker at de lidelser man personligt gennemgår, kan ‘frembæres for Gud’ som en bøn om at han vil velsigne kirken, eller om at han på baggrund af disse lidelser vil frelse en anden.
LÆR MERE
Se filmen Godkender Gud alle former for tilbedelse? på jw.org.