I skabelsesberetningen i Første Mosebog i Bibelen læser vi at Gud sagde til det første menneske, Adam: “Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.” (1 Mosebog 2:16, 17) Denne udtalelse viser klart og tydeligt at hvis Adam havde adlydt Guds befaling, ville han ikke have været død men have fortsat med at leve i Edens Have.

I stedet for at adlyde Gud og leve evigt valgte Adam sørgeligt nok at ignorere Guds befaling, og han spiste af den forbudte frugt da hans kone, Eva, gav ham den. (1 Mosebog 3:1-6) I dag ligger vi stadig under for virkningerne af hans ulydighed. Apostlen Paulus forklarede det på den her måde: “Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden ... trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.” (Romerne 5:12) Det ‘ene menneske’ var selvfølgelig Adam. Men hvad var hans synd, og hvorfor førte den til død?

Det Adam gjorde – at bryde Guds lov med fuldt overlæg – er synd. (1 Johannes 3:4) Og straffen for synd er døden, som Gud havde sagt til Adam. Så længe Adam – og hans efterkommere – adlød Guds befaling, ville de ikke have nogen synd, og de ville aldrig behøve at dø. Gud skabte ikke mennesker for at de skulle dø, men for at de skulle leve – endda leve evigt.

 Der er ingen tvivl om at døden er ‘trængt igennem til alle mennesker’, som der står i Bibelen. Men er der noget i os der lever videre når vi dør? Mange vil svare ja. De mener at vi har en sjæl der er udødelig. Men det ville svare til at sige at Gud løj for Adam. Hvordan det? Hvis noget i os levede videre et andet sted efter at vi var døde, ville døden ikke være straffen for synd, som Gud havde sagt. I Bibelen står der: “Det er umuligt for Gud at lyve.” (Hebræerne 6:18) Faktisk var det Satan der løj da han sagde til Eva: “I skal visselig ikke dø.” – 1 Mosebog 3:4.

Så nu er spørgsmålet: Hvis læren om den udødelige sjæl bygger på en løgn, hvad sker der så i virkeligheden når man dør?

I Bibelens skabelsesberetning står der: “Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.” Udtrykket “levende sjæl” er oversat fra det hebraiske ord næ’fæsj, * der bogstaveligt betyder “åndende skabning”. – 1 Mosebog 2:7, fodnote.

Det fremgår altså klart af Bibelen at mennesker ikke er skabt med en sjæl, men at hvert menneske er en sjæl. Det er derfor man ikke et eneste sted i Bibelen kan finde udtrykket “en udødelig sjæl”.

Men når nu Bibelen ikke siger at mennesker har en udødelig sjæl, hvorfor er der så så mange religioner der lærer deres medlemmer det modsatte? For at finde svaret skal vi helt tilbage til oldtidens Egypten.

Herodot, en græsk historiker fra det femte århundrede f.v.t., sagde at egypterne var de første  der fremsatte læren om at menneskets sjæl er udødelig. En anden af oldtidens kulturer, babylonierne, beskæftigede sig også med tanken om en udødelig sjæl. Da Alexander den Store erobrede Mellemøsten i 332 f.v.t., havde græske filosoffer fremmet denne lære, og den bredte sig snart til hele det græske verdensrige.

To fremtrædende jødiske sekter i det første århundrede e.v.t, essæerne og farisæerne, mente at sjælen lever videre efter at kroppen er død. The Jewish Encyclopedia siger: “Jøderne kom i kontakt med troen på sjælens udødelighed gennem græsk tankegang og især gennem Platons filosofi.” Heller ikke den jødiske historiker Josefus tilskrev De Hellige Skrifter læren. Han sagde derimod at den stammede fra grækernes tro, som han betragtede som en samling myter og legender.

I takt med at den græske kultur udbredtes, antog de der bekendte sig som kristne, også denne hedenske lære. Historikeren Jona Lendering har skrevet: “Platons teori om at vores sjæl engang befandt sig et bedre sted og nu lever i en falden verden, gjorde det nemt at kombinere platonisk filosofi med kristendommen.” Den hedenske lære om den udødelige sjæl blev altså indlemmet i kirken og blev en fundamental del af den “kristne” tro.

I det første århundrede kom apostlen Paulus med denne advarsel: “Den inspirerede udtalelse  siger udtrykkeligt at i senere tidsperioder vil nogle falde fra troen, idet de agter på vildledende inspirerede udtalelser og dæmoners lærdomme.” (1 Timoteus 4:1) Ordene her viste sig at være sande! Læren om den udødelige sjæl er blot ét eksempel på “dæmoners lærdomme”. Der er intet belæg for den i Bibelen, og den har sine rødder i oldtidens hedenske religioner og filosofier.

Men Jesus sagde: “I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.” (Johannes 8:32) Ved at få nøjagtig kundskab om sandheden fra Bibelen bliver vi frigjort fra de læresætninger og skikke som mange af verdens religioner har, men som vanærer Gud. Desuden frigør sandheden fra Guds ord os fra de traditioner og al den overtro der er forbundet med døden. – Se boksen “ Hvor er de døde?”

Det var ikke vores Skabers hensigt at mennesker bare skulle leve 70 eller 80 år på jorden for så at leve evigt et andet sted. Hans oprindelige hensigt for mennesker var at de skulle leve evigt her på jorden som hans lydige børn. Denne storslåede hensigt er et udtryk for Guds kærlighed til menneskeheden, og den vil blive gennemført. (Malakias 3:6) I Salmernes Bog i Bibelen får vi denne forsikring: “De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.” – Salme 37:29.