SARA rettede sig op fra sit arbejde og kiggede ud mod horisonten. Tjenestefolkene var glade og ivrige i gang med deres arbejde under hendes kyndige ledelse. Sara arbejdede også selv flittigt. Se for dig hvordan hun tankefuldt gnider hænderne mod hinanden for at massere ømheden væk. Måske har hun været optaget af at reparere en flænge i det telt de boede i. Det grove stof af gedehår der var falmet af flere års sol og regn, har sikkert mindet Sara om hvor længe de havde levet som nomader. Eftermiddagen fløj afsted, og nu var himlen ved at blive gylden. Hun havde set Abraham * tage afsted om morgenen og kiggede nu forventningsfuldt i den retning han var gået. Da hans velkendte skikkelse kom til syne på toppen af en bakke i nærheden, lyste hendes kønne ansigt op i et smil.

Det var ti år siden at Abraham havde ført sin store husstand over Eufratfloden og ind i Kana’an. Sara havde villigt støttet sin mand i rejsen mod det ukendte, for hun vidste at han ville komme til at spille en afgørende rolle i Jehovas hensigt om at frembringe et velsignet afkom og en nation. Men hvordan kunne Sara passe ind i den hensigt? Hun havde aldrig kunnet få børn, og nu var hun 75 år gammel. Hun har sikkert undret sig og tænkt: ‘Hvordan kan Jehovas løfte gå i opfyldelse når Abraham er gift med mig?’ Det ville være meget forståeligt hvis hun var bekymret – eller endda utålmodig.

Måske spekulerer vi også nogle gange over hvordan Jehovas løfter vil blive opfyldt. Tålmodighed er ikke altid noget der ligger os nær, især ikke når vi venter på indfrielsen af et helt fantastisk håb. Hvad kan vi lære af denne enestående kvindes tro?

Familien var for nylig vendt tilbage fra Egypten. (1 Mosebog 13:1-4) De havde slået lejr i højlandet øst for Betel, eller Luz, som kana’anæerne kaldte byen. Fra dette højtliggende plateau kunne Sara se en stor del af det lovede land. Hun kunne se kana’anæiske landsbyer og veje som førte rejsende til fjerne lande. Men intet af det kunne måle sig med hendes hjemby. Hun var vokset op i Ur, en mesopotamisk by der lå 1.900 kilometer væk. Hun havde sagt farvel til mange af sine slægtninge, bekvemmelighederne i en blomstrende by med markeder og basarer og sit komfortable hjem med fast tag og faste vægge og måske endda rindende vand. Men hvis vi forestiller os at Sara kigger bedrøvet mod øst i en stærk længsel efter sit dejlige barndomshjem, kender vi ikke denne gudhengivne kvinde.

Læg mærke til hvad Gud inspirerede apostlen Paulus til at skrive omkring 2.000 år senere. Da han omtalte Saras og Abrahams tro, skrev han blandt andet: “Hvis de var blevet ved med at huske på det de var draget ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage.” (Hebræerne 11:8, 11, 15) Sara og Abraham valgte ikke at dvæle ved det de  havde forladt. Hvis de havde givet efter for sådan en tankegang, havde de måske besluttet at tage hjem igen. Men hvis de var vendt tilbage til Ur, ville de være gået glip af det vidunderlige privilegium Jehova havde stillet dem i udsigt. Og de ville lige så stille være gået i glemmebogen i stedet for at blive inspirerende eksempler i tro der har rørt millioner af menneskers hjerte.

Sara fokuserede ikke på fortiden, men så fremad. Hun blev derfor ved med at støtte sin mand mens de rejste omkring i landet; hun hjalp med at pakke teltene sammen, lede hjordene afsted og slå lejr igen. Hun klarede forskellige udfordringer og forandringer. Jehova gentog sit løfte til Abraham – men han nævnte stadig ikke noget om Sara! – 1 Mosebog 13:14-17; 15:5-7.

Til sidst besluttede Sara at det var på tide at indvi Abraham i en plan der var begyndt at tage form i hendes sind. Se for dig hvordan hendes ansigt afslørede hendes blandede følelser. Hun sagde til ham: “Hør nu! Jehova har udelukket mig fra at føde børn.” Så bad hun sin mand om at få børn med hendes tjenestepige, Hagar. Kan du forestille dig hvor forfærdeligt hun må have haft det da hun bad ham om det? For os virker det måske som en underlig ting at bede om, men det var ikke usædvanligt dengang at en mand giftede sig med endnu en kvinde for at få en arving. * Følte Sara at det var sådan Abraham kunne få en nation af efterkommere, som det var Guds hensigt? Under alle omstændigheder var hun villig til at bringe et stort offer. Hvordan reagerede Abraham? I Bibelen siges der at han lyttede til Sara. – 1 Mosebog 16:1-3.

Antyder beretningen at det var Jehova der fik Sara til at komme med dette forslag? Nej. Hendes forslag afslørede derimod en meget menneskelig tankegang. Hun troede at det var Gud der var skyld i hendes problemer, og hun kunne ikke forestille sig at han havde en anden løsning. Saras egen løsning ville medføre smerte og problemer for hende. Hendes forslag viste en beundringsværdig uselviskhed. I en verden hvor mange ofte sætter deres egne ønsker over alt andet, er Saras uselviskhed så ikke virkelig bemærkelsesværdig? Hvis vi er villige til at prioritere Guds hensigt højere end vores egne selviske interesser, efterligner vi Saras tro.

Der gik ikke lang tid før Hagar ventede Abrahams barn. Måske mente hun at hendes graviditet gjorde hende mere betydningsfuld end Sara, og  hun begyndte at se ned på sin frue. Hvor må det have været hårdt for Sara! Med Abrahams tilladelse og Guds accept begyndte Sara på en eller anden måde at ydmyge Hagar. Hagar fødte en søn, Ismael, og så gik der nogle år. (1 Mosebog 16:4-9, 16) Næste gang beretningen omtaler et budskab fra Jehova, var Sara 89 år og hendes mand 99. Og det var et helt fantastisk budskab de fik!

Jehova gentog sit løfte til sin ven Abraham om at give ham mange efterkommere. Gud ændrede også hans navn. Indtil da havde hans navn været Abram, men Jehova ændrede det til Abraham, som betyder “fader til en mængde”. Og for første gang forklarede Jehova hvordan Sara passede ind i billedet. Han ændrede hendes navn fra Saraj, der muligvis betyder “stridbar”, til Sara, det navn vi kender så godt. Hvad betyder det navn? “Fyrstinde”! Jehova forklarede Abraham hvorfor han valgte det navn til denne elskede kvinde: “Jeg vil velsigne hende og også give dig en søn ved hende; ja, jeg vil velsigne hende, og hun skal blive til nationer; folkeslags konger vil komme fra hende.” – 1 Mosebog 17:5, 15, 16.

Jehovas løfte om et afkom der skulle velsigne alle nationer, ville blive opfyldt gennem Saras søn. Gud valgte at drengen skulle hedde Isak, der betyder “latter”. Da Abraham hørte at Jehova ville velsigne Sara med et barn, “faldt [han] på sit ansigt og lo”. (1 Mosebog 17:17) Han var forbløffet og ude af sig selv af glæde. (Romerne 4:19, 20) Og hvordan reagerede Sara?

Ikke længe efter kom der tre fremmede mænd til Abrahams telt. Det var på den varmeste tid af dagen, men alligevel skyndte det ældre ægtepar sig at byde gæsterne velkommen. Abraham sagde til Sara: “Skynd dig at tage tre sea-mål fint mel, ælt dej og lav runde kager.” Dengang var der meget arbejde forbundet med at vise gæstfrihed. Abraham overlod ikke alt arbejdet til Sara; han skyndte sig at få slagtet en ung tyr og tilberedte noget mere mad. (1 Mosebog 18:1-8) Disse “mænd” viste sig at være Jehovas engle! Det var sikkert denne hændelse Paulus havde i tanke da han skrev: “Glem ikke gæstfriheden, for ved den har nogle uden at vide det beværtet engle.” (Hebræerne 13:2) Kan du efterligne Abraham og Saras gode eksempel i gæstfrihed?

Da en af englene over for Abraham gentog Guds løfte om at Sara skulle føde en søn, lyttede hun med inde fra teltet. Tanken om at hun skulle føde et barn i hendes alder forekom hende så mærkelig at hun ikke kunne lade være med at grine og sige: “Skal jeg virkelig føle lyst efter at jeg er udslidt, og min herre desuden er gammel?” Englen irettesatte Sara med et direkte spørgsmål: “Er noget for usædvanligt for Jehova?” Saras reaktion var meget menneskelig. Hendes svar viser at hun var bange og i forsvarsposition, for hun udbrød: “Jeg lo ikke!” Englen svarede: “Jo, vist lo du.” – 1 Mosebog 18:9-15.

Grinede Sara fordi hun manglede tro? Bestemt ikke. Bibelen siger: “Ved tro fik også Sara selv kraft til at undfange, og det skønt hun var ude over aldersgrænsen, eftersom hun anså ham for trofast som havde givet løftet.” (Hebræerne 11:11) Sara kendte Jehova. Hun vidste at han var i stand til at opfylde et hvilket som helst løfte han havde givet. Har vi ikke alle sammen brug for så stærk en tro? Det vil virkelig være til gavn for os at lære Bibelens Gud bedre at kende. Gør vi det, vil vi se at Sara havde god grund til at have så stærk en tro. Jehova er trofast og opfylder alle sine løfter – nogle gange måske endda på en måde der overrasker os og får os til at bryde ud i latter.

Da Sara var 90 år gammel, kom hun endelig til at opleve det hun havde længtes efter hele sit voksne liv. Hun fik en søn med sin elskede mand, som nu var 100 år gammel. Abraham gav barnet navnet Isak, eller “latter”, sådan som Gud havde sagt. Vi  kan måske forestille os Saras trætte men lykkelige smil da hun sagde: “Gud har skaffet mig latter: enhver der hører om det vil le ad mig.” (1 Mosebog 21:6) Hun har uden tvivl glædet sig over denne mirakuløse gave fra Jehova resten af sit liv. Men gaven medførte også et stort ansvar.

Da Isak var fem år, holdt familien en fest for at fejre at han var blevet vænnet fra. Men alt var ikke som det skulle være. Vi læser at Sara “lagde mærke til” et foruroligende adfærdsmønster. Ismael, Hagars 19-årige søn, gjorde nar af lille Isak. Og det var ikke bare for sjov. Under inspiration kaldte Paulus senere Ismaels opførsel for forfølgelse. Sara forstod hvor alvorlig denne mobning var, og at det var en trussel mod hendes søns velbefindende. Hun var klar over at Isak var mere end bare hendes søn; han ville komme til at spille en vigtig rolle i Jehovas hensigt. Så hun tog mod til sig og talte åbenhjertigt med Abraham. Hun bad ham om at sende Hagar og Ismael væk. – 1 Mosebog 21:8-10; Galaterne 4:22, 23, 29.

Hvordan reagerede Abraham? Vi læser: “Sagen mishagede Abraham meget for hans søns skyld.” Han elskede Ismael, og han kunne ikke se ud over sine faderlige følelser i denne situation. Men Jehova så sagen klart, så han greb ind. Han sagde: “Lad ikke noget som Sara siger til dig mishage dig vedrørende drengen og vedrørende din trælkvinde. Hør efter hendes røst, for det er ved Isak at det der skal kaldes dit afkom vil komme.” Jehova forsikrede Abraham om at der ville blive sørget for Hagar og hendes søn. Abraham gjorde nu som Jehova havde sagt. – 1 Mosebog 21:11-14.

Sara var en god hustru, en ægte medhjælper, for Abraham. Hun fortalte ham ikke kun det han gerne ville høre. Når hun blev opmærksom på et problem som havde betydning for familien og dens fremtid, holdt hun sig ikke tilbage fra at tale med sin mand om det. Hendes direkte facon bør ikke tolkes som respektløshed. Faktisk sagde apostlen Peter, der selv var gift, at hun var et enestående eksempel på en kvinde der havde dyb respekt for sin mand. (1 Korinther 9:5; 1 Peter 3:5, 6) Sara ville i virkeligheden ikke have vist Abraham respekt hvis hun havde forholdt sig tavs, for det kunne have fået store konsekvenser for både ham og hele familien. Sara sagde kærligt hvad der skulle siges.

Mange gifte kvinder sætter pris på Saras eksempel. Det lærer dem hvordan de kan kommunikere ærligt og respektfuldt med deres mand. Nogle gange kunne de måske godt tænke sig at Jehova greb ind ligesom i Saras tilfælde! Ikke desto mindre tager de ved lære af Saras bemærkelsesværdige tro, kærlighed og tålmodighed.

Selvom det var Jehova selv der kaldte denne elskede kvinde for “fyrstinde”, forventede hun ikke at blive behandlet som noget særligt. Det er ikke så mærkeligt at Abraham “gik ind for at holde klage over Sara og for at græde over hende” da hun døde som 127-årig. * (1 Mosebog 23:1, 2) Han savnede virkelig sin elskede hustru. Jehova savner uden tvivl også denne trofaste kvinde, og han vil give hende livet igen i et jordisk paradis. Der venter Sara – og alle der efterligner hendes tro – en evig og lykkelig fremtid. – Johannes 5:28, 29.