Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan kan man finde fred?

Hvordan kan man finde fred?

VERDEN er fyldt med problemer og uroligheder, så det kræver en stor indsats at finde fred. Og selv når vi har en vis fred indeni, er det en kamp at bevare den. Hvordan kan vi ifølge Bibelen finde ægte og varig fred? Og hvordan kan vi hjælpe andre til det?

HVAD SKAL DER TIL?

For at kunne have ægte fred må vi føle os trygge og godt tilpas. Vi har også brug for gode venskaber. Og vigtigst af alt må vi udvikle et nært forhold til Gud. Hvordan gør vi det?

Mange mister deres indre fred når der opstår problemer

Når vi overholder Jehovas retfærdige bud og følger hans ophøjede principper, viser vi at vi stoler på ham og gerne vil have et fredeligt forhold til ham. (Jer. 17:7, 8; Jak. 2:22, 23) Det vil få Jehova til at komme nær til os og velsigne os med indre fred. I Esajas 32:17 står der: “Sand retfærdighed vil føre til fred; frugten af sand retfærdighed bliver varig ro og tryghed.” Ja, når vi af hele vores hjerte adlyder Jehova, vil det give os ægte fred indeni. – Esa. 48:18, 19.

Vi har mulighed for at få en helt særlig hjælp fra vores himmelske Far til at opnå fred – den hellige ånd. – Ap.G. 9:31.

GUDS ÅND HJÆLPER OS

Apostlen Paulus nævner fred som den tredje del af “åndens frugt”. (Gal. 5:22, 23) Ægte fred er et resultat af Guds ånd, og derfor er det vigtigt at vi lader os påvirke af denne ånd. Hvordan kan Guds ånd hjælpe os til at finde fred?

For det første må vi læse regelmæssigt i Guds ord, der er nedskrevet under hans ånds ledelse. (Sl. 1:2, 3) Når vi mediterer over det vi læser i Bibelen, hjælper Guds ånd os til at forstå hvordan Jehova tænker. For eksempel ser vi hvad han gør for at skabe fred, og hvorfor fred er så vigtig for ham. Når vi bruger det vi lærer ud fra Guds ord, i vores eget liv, vil vi opleve større fred. – Ordsp. 3:1, 2.

For det andet må vi bede om at få Guds hellige ånd. (Luk. 11:13) Jehova lover at hvis vi beder ham om hjælp, “vil Guds fred, som overgår al forstand, beskytte [vores] hjerte og [vores] sind gennem Kristus Jesus”. (Flp. 4:6, 7) Når vi regelmæssigt henvender os til Jehova og beder ham om at give os af sin ånd, vil han fylde os med en indre fred som er særligt forbeholdt hans venner. – Rom. 15:13.

Lad os se på hvordan nogle har fulgt Bibelens råd og foretaget forandringer så de kunne komme til at opleve ægte fred – med Jehova, med sig selv og med deres medmennesker.

HVORDAN NOGLE HAR FUNDET ÆGTE FRED

I vores menigheder findes der nogle som engang var hurtige til at blive vrede, men som i dag er betænksomme, venlige, tålmodige og fredelige. * (Ordsp. 29:22) Læg mærke til hvad der hjalp to af Jehovas tjenere til at overvinde deres vrede og være fredelige over for andre.

Vi kan finde fred ved at følge Bibelens principper og bede om Guds ånd

David havde en negativ indstilling, og det kom til udtryk i måden han talte på. Før han blev et Jehovas Vidne, var han ofte kritisk over for andre og talte hårdt til sin familie. Men på et tidspunkt indså han at han havde brug for at forandre sig. Hvad hjalp ham til at blive fredelig? Han fortæller: “Jeg begyndte at følge Bibelens principper i mit liv, og det gjorde at respekten mellem mig og min familie blev større.”

Rachel havde en negativ indstilling, blandt andet på grund af sin opvækst. Hun siger: “Jeg kæmper stadig med at få kontrol over min vrede. Jeg er nemlig vokset op i en familie hvor det var normalt med raseriudbrud.” Hvordan lykkedes det hende at blive mere fredelig? Hun fortæller: “Jeg bad hele tiden til Jehova om at få hans hjælp.”

David og Rachel er blot to eksempler på hvor gode resultater det giver når man følger Bibelens principper og lader sig lede af Guds ånd. Selvom vi lever i en verden med ufred, er det altså muligt at have indre fred og et godt forhold til vores familie og trosfæller. Men Jehova tilskynder os til at “holde fred med alle mennesker”. (Rom. 12:18) Er det virkelig muligt? Og hvilke fordele er der ved at gøre en indsats for at have fred med andre?

SØG FRED MED ANDRE

I forkyndelsen fortæller vi andre om den fred som Guds rige vil indføre. (Esa. 9:6, 7; Matt. 24:14) Mange har taget imod budskabet og er blevet fri for vrede og fortvivlelse over alt det der sker i verden. Nu har de et sikkert håb for fremtiden og føler sig også selv motiveret til at ‘søge fred og stræbe efter den’. – Sl. 34:14.

Det er dog ikke alle der reagerer positivt på vores budskab, i hvert fald ikke til at begynde med. (Joh. 3:19) Men ved hjælp af Guds ånd kan vi fremholde den gode nyhed på en fredelig og respektfuld måde. Derved følger vi Jesus’ instruktioner for forkyndelsen: “Når I går ind i et hus, så hils på beboerne. Hvis de fortjener det, så lad jeres fred komme over dem, men hvis de ikke fortjener det, så lad jeres fred vende tilbage til jer.” (Matt. 10:11-13) Når vi følger Jesus’ råd, vil vi kunne gå derfra med vores fred i behold og måske få mulighed for at hjælpe dem i fremtiden.

Vi kan også ‘søge fred’ ved at optræde respektfuldt når vi skal henvende os til myndighedspersoner, selv hvis det er nogle der er imod vores arbejde. På grund af fordomme ville myndighederne i et land i Afrika ikke give tilladelser til byggerier af rigssale. For at løse problemet på en fredelig måde fik en bror der tidligere havde tjent som missionær i netop det land, til opgave at tale med landets højkommissær i London. Formålet var at fortælle ham om det fredelige arbejde Jehovas Vidner udfører i hans hjemland. Hvordan gik det?

“Da jeg kom ind i receptionen,” fortæller han, “kunne jeg se på receptionistens påklædning at hun tilhørte en afrikansk stamme hvis sprog jeg havde lært. Så jeg hilste på hende på hendes eget sprog. Hun blev meget overrasket og spurgte: ‘Hvad er grunden til at du er kommet?’ Høfligt forklarede jeg at jeg gerne ville tale med højkommissæren. Hun ringede straks til ham, og han kom ud for at tage imod mig. Han hilste på mig på stammesproget, og derefter lyttede han opmærksomt mens jeg fortalte ham om Jehovas Vidners fredelige aktiviteter.”

Brorens respektfulde redegørelse var med til at rette nogle misforståelser og fjerne mange af de fordomme som højkommissæren havde haft omkring vores arbejde. Senere ophævede myndighederne i det afrikanske land de restriktioner der havde været. Det var til stor glæde for brødrene! Ja, at behandle andre med respekt fører meget godt med sig – deriblandt fred.

OPLEV FRED FOR EVIGT

I dag befinder Jehovas tjenere sig i et åndeligt paradis hvor de har fred med hinanden. Du kan bidrage til freden ved at arbejde på selv at udvikle denne del af åndens frugt. Når du gør det, får du Jehovas godkendelse, og så vil du komme til at opleve ægte og varig fred i Guds nye verden. – 2. Pet. 3:13, 14.

^ par. 13 Egenskaben venlighed vil blive behandlet i en senere artikel i denne serie om “åndens frugt”.