Jeg blev født i Holland i 1948. Året efter flyttede min familie til São Paulo i Brasilien. Mine forældre var meget aktive kirkegængere, og som familie læste vi ofte i Bibelen efter aftensmaden. I 1959 flyttede vi igen men denne gang til USA, hvor vi slog os ned i staten Massachusetts.

Min far arbejdede hårdt for at kunne forsørge vores familie på otte. Gennem årene havde han forskellige jobs, blandt andet som rejsende sælger, vejarbejder og salgsrepræsentant for et internationalt flyselskab. Alle i familien blev glade da han fik arbejde hos flyselskabet, fordi det gjorde at vi kunne rejse rigtig meget.

Da jeg gik i skole, tænkte jeg ofte på hvad jeg gerne ville arbejde med når jeg blev voksen. Nogle af mine venner valgte at gå på universitetet, mens andre valgte at gå ind i militæret. Men for mig var militæret ikke en mulighed, for jeg kunne ikke lide konflikter og slet ikke slåskampe. Så jeg besluttede mig for at begynde på universitetet for at undgå at komme i militæret. Men inderst inde ville jeg egentlig bare gerne hjælpe andre, for jeg tænkte at det var det der skulle til for at få et meningsfyldt liv.

Jeg var meget interesseret i antropologi da jeg gik på universitetet, for jeg ville gerne vide mere om hvordan livet var opstået. Vi blev undervist i evolutionsteorien, og det blev forventet at vi accepterede den som et faktum. Men for mig virkede nogle af forklaringerne ikke logiske og krævede blind tro, hvilket jeg ikke syntes hang sammen med videnskabelige metoder.

I de fag jeg havde, var der ikke fokus på at lære os om god moral og rigtigt og forkert, men derimod på det at klare sig godt uanset omkostningerne. Jeg følte mig glad og lykkelig når jeg var til fester sammen med mine venner og eksperimenterede med stoffer, men den følelse forsvandt hurtigt igen. Jeg tænkte: ‘Er det her det man vil kalde et meningsfyldt liv?’

På et tidspunkt flyttede jeg ind til hovedstaden, Boston, og begyndte på et universitet der. For at kunne betale for min undervisning tog jeg et sommerjob hvor jeg for første gang mødte et af Jehovas Vidner. Det var en jeg arbejdede sammen med, og han fortalte mig om profetien om de “syv tider” i Daniels Bog, kapitel 4, og forklarede at vi lever i endens tid. (Dan. 4:13-17) Jeg indså hurtigt at jeg ville være nødt til at foretage store forandringer i mit liv hvis jeg blev ved med at tale med ham om Bibelen og tage det jeg lærte, alvorligt. Så jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for at undgå ham.

På universitetet tog jeg nogle fag som ville forberede mig på frivilligt arbejde i Sydamerika. Jeg var helt sikker på at det at gøre noget for andre og hjælpe mennesker i nød ville give mig en mening med livet. Men jeg indså at der stadig manglede noget. Jeg var skuffet over at jeg endnu ikke havde fundet en mening med livet så jeg droppede ud af universitetet i slutningen af semestret.

I maj 1970 flyttede jeg til Amsterdam for at arbejde for det samme flyselskab som min far arbejdede for. Det gav mig mulighed for at rejse rigtig meget og besøge lande i Afrika, Syd- og Mellemamerika, Europa og Asien. Men det gik ret hurtigt op for mig at uanset hvilket land jeg besøgte, kæmpede de alle med store problemer som ingen så ud til at kunne løse. Jeg fik igen ønsket om at udrette noget meningsfyldt, så jeg flyttede tilbage til USA og begyndte på universitetet i Boston igen.

Der gik dog ikke længe før jeg igen sad tilbage med følelsen af ikke at få svar på livets store spørgsmål. Jeg var frustreret og vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg spurgte min professor i antropologi til råds. Det kom virkelig bag på mig da han sagde: “Hvorfor fortsætte? Hvorfor dropper du ikke bare ud?” Det skulle han kun sige én gang. Så jeg forlod universitetet og vendte aldrig tilbage.

Livet virkede stadig ikke til at have en større mening, så jeg besluttede mig for at blive en del af den såkaldte flowerpower-bevægelse. Sammen med nogle venner blaffede jeg hele vejen fra Boston i USA til Acapulco i Mexico. Vi boede i kollektiver sammen med hippier, der virkede til at leve et liv uden bekymringer. Men det at bo sammen med dem fik mig til at indse at deres måde at leve på heller ikke førte til et meningsfyldt og lykkeligt liv. Derimod var mange af dem uærlige og illoyale.

På det tidspunkt blev en drengedrøm om at sejle på de store verdenshave vakt til live. Men jeg ville gerne selv være kaptajn, og den eneste måde jeg kunne være det på, var ved at købe min egen båd. Min ven Tom havde den samme drøm, så vi besluttede at sejle jorden rundt sammen. Mit mål var at finde en tropisk paradisø langt væk fra det moderne samfund.

Tom og jeg rejste til Arenys de Mar, der ligger i nærheden af Barcelona. Der købte vi en 31 fods sejlbåd der hed Llygra. Vi begyndte at gøre båden i stand så hun kunne blive sejlklar. Eftersom vi ikke havde travlt med at nå vores destination, tog vi motoren ud for at få plads til ekstra drikkevand. Og for nemmere at kunne lægge til i de små havne købte vi to 5 meter lange årer. Endelig satte vi sejl mod Seychellerne i Det Indiske Ocean. Vores plan var at sejle langs Afrikas vestkyst og ned forbi Kap det Gode Håb i Sydafrika. Vi navigerede ved hjælp af en sekstant og brugte stjernerne, stjernekort og almanakker. Jeg var så fascineret over at vi på den måde kunne vide præcis hvor vi befandt os.

Der gik dog ikke længe før vi fandt ud af at vores gamle sejlbåd langtfra var sejlklar. Den var utæt og tog mere end 20 liter vand ind i timen. Som nævnt i begyndelsen blev jeg meget bange da der pludselig opstod et frygteligt stormvejr. For første gang i mange år bad jeg en bøn til Gud og lovede at hvis vi overlevede, ville jeg prøve at lære ham at kende. Stormen tog af, og jeg holdt mit løfte.

Mens vi befandt os der på båden, begyndte jeg at læse i Bibelen. Forestil dig at sidde derude på Middelhavet og kigge ud over den uendelige horisont og være omgivet af flyvefisk og delfiner. Om natten betragtede jeg den imponerende stjernehimmel og blev endnu mere overbevist om at der findes en Gud som interesserer sig for os.

Efter nogle uger til søs roede vi ind til havnen i Alicante, Spanien, hvor vi satte vores båd til salg for at kunne købe en der var bedre. Men det var selvfølgelig ikke så nemt at finde en der gad at købe en gammel, utæt sejlbåd uden motor. På den anden side gav det mig god tid til at læse i Bibelen.

Jo mere jeg læste i Bibelen, jo mere kunne jeg se at den indeholder god vejledning der kan hjælpe os til at have et godt liv. Jeg var meget imponeret over hvor klar dens vejledning er om det at leve et moralsk rent liv. Og det fik mig til at spekulere over hvorfor så mange mennesker, deriblandt mig selv, betragter sig selv som kristne men alligevel ignorerer det den siger.

Jeg var besluttet på at rydde op i mit liv, så jeg foretog nogle store forandringer og holdt op med at tage stoffer. Jeg var overbevist om at der måtte være nogle mennesker som levede efter Bibelens høje moralnormer, og dem ville jeg gerne møde. Igen bad jeg til Gud – denne gang om hjælp til at finde de mennesker.

Det virkede logisk for mig at bruge udelukkelsesmetoden i min søgen efter den sande religion. Når jeg gik ned ad gaderne i Alicante, kom  jeg forbi mange religiøse bygninger. Men fordi de fleste af dem havde symboler og billeder, var jeg klar over at de ikke kunne høre til den sande religion.

En søndag eftermiddag sad jeg på en bjergskråning og kiggede ud over havnen imens jeg læste Jakob 2:1-5, som advarer mod at favorisere de rige. På vej tilbage til båden gik jeg forbi noget der lignede et religiøst mødested. Oven over indgangen hang der et skilt hvor der stod: “Jehovas Vidners rigssal.”

Jeg tænkte: ‘Jeg tror jeg vil teste de her mennesker og se hvordan de tager imod mig.’ Så jeg gik ind i rigssalen med bare tæer, slidte jeans og et stort fuldskæg. Mødeværten fulgte mig hen til en plads ved siden af en ældre dame, der venligt hjalp mig med at finde de bibelvers som taleren henviste til. Efter mødet blev jeg meget overrasket over hvor mange der kom hen og hilste på mig, og hvor venlige de var imod mig. En mand inviterede mig hjem til en snak om Bibelen, men fordi jeg ikke var færdig med at læse hele Bibelen igennem, sagde jeg til ham: “Jeg siger til når jeg er klar.” Men fra da af overværede jeg alle møderne.

Flere uger senere besøgte jeg manden i hans hjem, og han besvarede de spørgsmål jeg havde til Bibelen. En uge senere gav han mig en taske fuld af rigtig pænt tøj. Han fortalte mig at ejeren af tøjet sad i fængsel fordi han ønskede at adlyde Bibelens bud om at mennesker skal elske hinanden og ikke blive oplært til at gå i krig. (Esa. 2:4; Joh. 13:34, 35) Nu var jeg sikker på at jeg havde fundet det jeg ledte efter – mennesker der lever efter Bibelens klare og tydelige moralnormer. Mit mål var ikke længere at finde en paradisø men at studere Bibelen og virkelig forstå den. Så jeg vendte tilbage til Holland.

Det tog mig fire dage at blaffe til byen Groningen i Holland. Her var jeg nødt til at finde et arbejde for at kunne forsørge mig selv. Jeg søgte arbejde hos en tømrer hvor jeg fik udleveret et ansøgningsskema, og et af spørgsmålene var hvilken religion jeg havde. Jeg skrev “Jehovas Vidner”. Da ejeren læste det, lagde jeg mærke til at hans ansigtsudtryk forandrede sig. Han sagde: “Jeg ringer til dig.” Men det gjorde han aldrig.

Jeg tog hen til en anden tømrer og spurgte om han havde brug for ekstra arbejdskraft, men han bad om at se uddannelsespapirer og anbefalingsbreve. Jeg forklarede at jeg havde arbejdet med træ da jeg istandsatte vores sejlbåd. Til min store  overraskelse sagde han: “Du kan begynde i eftermiddag, men jeg har én betingelse. Jeg er ikke interesseret i noget ballade, for jeg er et af Jehovas Vidner og lever efter de bibelske principper.” Jeg kiggede forbavset på ham og sagde: “Det er jeg også!” Men mit lange hår og store skæg afslørede mig, for han sagde: “Så vil jeg studere Bibelen med dig!” Jeg tog med glæde imod hans tilbud. Nu var det tydeligt for mig hvorfor den anden jeg søgte arbejde hos, aldrig ringede tilbage. Jehova gav mig det mit hjerte ønskede. (Sl. 37:4) Jeg arbejdede for broren i et år. I den periode studerede han Bibelen med mig, og i januar 1974 blev jeg døbt.

En måned senere kastede jeg mig ud i et nyt projekt – pionertjenesten – som har givet mig utroligt stor glæde. Og måneden efter igen flyttede jeg til Amsterdam for at hjælpe til i en nyoprettet spansktalende gruppe. Jeg elskede at lede bibelstudier på spansk og portugisisk! Og i maj 1975 fik jeg det store privilegium at blive udnævnt som specialpioner.

En dag kom en specialpionersøster ved navn Catharina og hendes bibelstudieelev, der var fra Bolivia, til vores spanske møde. Catharina og jeg blev enige om at vi gerne ville lære hinanden bedre at kende, så vi begyndte at skrive breve til hinanden. Og vi fandt hurtigt ud af at vi havde de samme mål. Vi blev gift i 1976 og tjente som specialpionerer indtil 1982, hvor vi blev inviteret til at overvære Gileadskolens 73. klasse. Til vores store glæde og overraskelse blev vi sendt til Østafrika hvor vi tjente de første fem år i Mombasa, Kenya. I 1987 blev vi sendt til Tanzania, hvor forbuddet mod vores forkyndelse var blevet ophævet. Der var vi i 26 år før vi vendte tilbage til Kenya.

At hjælpe ydmyge mennesker til at lære sandheden at kende har givet os et meningsfyldt liv. For eksempel var den første jeg studerede med i Mombasa, en mand jeg mødte i forbindelse med offentlig forkyndelse. Jeg tilbød ham to blade, og han sagde: “Hvad skal jeg gøre når jeg er færdig med at læse dem?” Ugen efter begyndte vi at studere Bibelen ud fra bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, som lige var blevet udgivet på swahili. Året efter blev han døbt og begyndte som pioner. Siden da har han og hans hustru hjulpet næsten 100 mennesker frem til indvielse og dåb.

Da jeg endelig forstod hvad meningen med livet er, følte jeg mig ligesom den rejsende købmand der fandt en meget værdifuld perle som han ikke ville give slip på. (Matt. 13:45, 46) Jeg ønsker stadig at bruge mit liv på at hjælpe andre til også at finde meningen med livet. Min elskede hustru og jeg har personligt erfaret at Jehova velsigner sine tjenere ved at give dem et liv fyldt med mening.