Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kristne familier — følg Jesu eksempel!

Kristne familier — følg Jesu eksempel!

Kristne familier — følg Jesu eksempel!

„Kristus . . . efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ — 1 PET. 2:21.

1. (a) Hvilken opgave havde Guds søn i forbindelse med skabelsen? (b) Hvilken indstilling har Jesus til menneskene?

DA GUD skabte himmelen og jorden, var hans førstefødte søn hos ham som „værkmester“. Guds søn samarbejdede med sin Fader, Jehova, da denne udformede og skabte den store variation inden for dyre- og plantelivet her på jorden. Han samarbejdede også med Jehova i forbindelse med forberedelsen af det paradis der skulle være hjem for menneskene, som blev dannet i Jehovas billede og lighed. Guds søn, der senere blev kendt som Jesus, nærede stor kærlighed til menneskene. „Menneskenes sønner holdt [han] af.“ — Ordsp. 8:27-31; 1 Mos. 1:26, 27.

2. (a) Hvad har Jehova gjort for at hjælpe den ufuldkomne menneskehed? (b) Nævn et område af livet som Bibelen giver vejledning om.

2 Da de to første mennesker havde syndet, blev løskøbelsen af den syndige menneskehed en vigtig del af Jehovas hensigt. Jehova tilvejebragte Kristi genløsningsoffer for at muliggøre denne løskøbelse. (Rom. 5:8) Desuden tilvejebragte Jehova sit ord, Bibelen, der indeholder vejledning til menneskene om hvordan de kan få et godt liv til trods for at de har arvet ufuldkommenheden. (Sl. 119:105) I sit ord giver Jehova en vejledning der hjælper os til at have stærke, lykkelige familier. I forbindelse med ægteskabet står der i Første Mosebog at en mand skal „holde sig til sin hustru, og de skal blive ét kød“. — 1 Mos. 2:24.

3. (a) Hvad sagde Jesus om ægteskabet? (b) Hvad vil denne artikel komme ind på?

3 Under sin jordiske tjeneste understregede Jesus at det var hensigten at ægteskabet skulle være varigt. Han fremholdt nogle principper som — hvis de blev fulgt — ville hjælpe familiens medlemmer til at undgå holdninger og handlinger der kunne true ægteskabet eller familiens lykke. (Matt. 5:27-37; 7:12) Denne artikel vil komme ind på hvordan Jesu lære og det eksempel han viste mens han var på jorden, kan hjælpe ægtemænd, hustruer, forældre og børn til at få et godt og lykkeligt liv.

Hvordan en kristen ægtemand kan vise sin kone ære

4. Hvilken parallel er der mellem Jesu opgave og kristne ægtemænds opgave?

4 Gud har sat manden som familiens hoved, ligesom Jesus er menighedens hoved. Apostelen Paulus sagde: „En mand er sin hustrus hoved, ligesom Messias er menighedens hoved, idet han er dette legemes frelser. I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ (Ef. 5:23, 25) Den måde Jesus behandlede sine disciple på, danner derfor normen for hvordan en kristen mand skal behandle sin kone. Lad os se på hvordan Jesus på forskellige måder udøvede den myndighed han havde fået af Gud.

5. Hvordan udøvede Jesus sin myndighed over sine disciple?

5 Jesus havde „et mildt sind“ og var „ydmyg af hjertet“. (Matt. 11:29) Han var også en handlingens mand. Han fralagde sig aldrig sit ansvar. (Mark. 6:34; Joh. 2:14-17) Han vejledte venligt sine disciple, om nødvendigt endda gentagne gange. (Matt. 20:21-28; Mark. 9:33-37; Luk. 22:24-27) Men Jesus skældte dem aldrig ud eller ydmygede dem, og han fik dem ikke til at føle sig uønskede eller ude af stand til at følge hans anvisninger. I stedet roste og opmuntrede han dem. (Luk. 10:17-21) Det er ikke så sært at Jesus vandt sine disciples respekt gennem sin kærlige og medfølende væremåde!

6. (a) Hvad kan ægtemænd lære af den måde Jesus behandlede sine disciple på? (b) Hvad tilskynder Peter ægtemænd til?

6 Jesu eksempel lærer ægtemænd at kristen ledelse ikke er et spørgsmål om at herske strengt. Det indebærer derimod at manden viser sin kone respekt og selvopofrende kærlighed. Apostelen Peter tilskynder ægtemænd til at efterligne Jesu kærlige væremåde; en mand bør vise sin hustru „ære“ i den måde han lever sammen med hende på. (Læs Første Petersbrev 3:7). Hvordan kan en mand behandle sin kone som en der fortjener ære, og så alligevel udøve sin myndighed?

7. Hvordan kan en mand vise sin kone ære? Nævn et eksempel.

7 En mand kan for eksempel vise sin kone ære ved omhyggeligt at overveje hendes synspunkter og følelser før han træffer afgørelser der berører familien. Måske skal der tages en beslutning i forbindelse med en flytning, et nyt job eller noget mere dagligdags, som for eksempel hvor ferien skal gå hen, eller hvordan familiens budget kan tilpasses de stigende leveomkostninger. Da det er noget der vil komme til at berøre hele familien, vil det være godt at manden venligt tager sin kone med på råd, for det kan hjælpe ham til at nå frem til en afbalanceret og mere hensynsfuld afgørelse og vil desuden gøre det lettere for hende at støtte ham. (Ordsp. 15:22) En kristen mand der viser sin kone ære, opnår ikke blot hendes kærlighed og respekt, men også noget der er langt vigtigere, nemlig Jehovas godkendelse. — Ef. 5:28, 29.

Hvordan en hustru kan vise dyb respekt for sin mand

8. Hvorfor bør gifte kvinder ikke følge Evas eksempel?

8 I Jesus har gifte kristne kvinder et fuldkomment eksempel med hensyn til hvordan man underlægger sig myndighed. Hvor er der stor forskel mellem hans syn på myndighed og den indstilling den første kvinde lagde for dagen! Eva var ikke noget godt eksempel for gifte kvinder. Jehova havde sat Adam over hende som hoved, og det var igennem ham Jehova gav sine anvisninger. Men Eva respekterede ikke denne ordning. Hun accepterede ikke de anvisninger Adam videregav til hende. (1 Mos. 2:16, 17; 3:3; 1 Kor. 11:3) Eva blev ganske vist bedraget, men hun burde have rådført sig med sin mand for at høre om det var rigtigt at lytte til en der gjorde krav på at vide hvad „Gud véd“. I stedet tillod hun sig at fortælle sin mand hvad han skulle gøre. — 1 Mos. 3:5, 6; 1 Tim. 2:14.

9. Hvilket eksempel er Jesus med hensyn til at underordne sig?

9 Jesus, derimod, var det fuldkomne eksempel med hensyn til hvordan man underordner sig. Hans indstilling og livsløb viser at han „ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud“. Tværtimod „tømte [han] sig selv og tog en træls skikkelse på“. (Fil. 2:5-7) Skønt Jesus nu er regerende konge, har han stadig den samme holdning. Han underlægger sig ydmygt sin Fader i alt og støtter hans ledelse. — Matt. 20:23; Joh. 5:30; 1 Kor. 15:28.

10. Hvordan kan en gift kvinde støtte sin mands ledelse?

10 Det vil være godt at en kristen hustru efterligner Jesus ved at støtte sin mands ledelse. (Læs Første Petersbrev 2:21; 3:1, 2). Lad os se på en situation hvor hun har lejlighed til at gøre dette. Hendes søn beder om lov til noget som kræver hendes og hendes mands tilladelse. Da det er noget de ikke tidligere har drøftet, vil det være på sin plads at moderen spørger: „Har du spurgt din far?“ Hvis sønnen ikke har det, bør hun tale med sin mand om sagen før de træffer en afgørelse. Og en kristen hustru vil naturligvis undgå at modsige sin mand eller komme med indvendinger mod hans mening mens børnene hører på det. Hvis hun er uenig med sin mand om noget, kan hun tale med ham om det under fire øjne. — Ef. 6:4.

Jesus var et forbillede for forældre

11. Hvordan var Jesus et forbillede for forældre?

11 Selvom Jesus ikke giftede sig og fik børn, er han et godt forbillede for kristne forældre. Hvordan det? Jo, han underviste kærligt og tålmodigt sine disciple gennem sine ord og sit eksempel. Han viste dem hvordan de skulle udføre den opgave han gav dem. (Luk. 8:1) Jesu indstilling til disciplene og den måde han behandlede dem på, lærte dem hvordan de skulle behandle hinanden. — Læs Johannes 13:14-17.

12, 13. Hvad skal der til for at forældre kan lære deres børn gudsfrygt?

12 Børn følger som regel deres forældres eksempel, hvad enten det er godt eller dårligt. Forældre kan derfor spørge sig selv: ’Hvilke signaler sender vi til vores børn med hensyn til hvor meget tid vi bruger på fjernsyn og underholdning, og hvor meget tid vi bruger på bibelstudium og forkyndelse? Hvad er det der er vigtigst for vores familie? Viser vi et godt eksempel ved at lade vores liv og vores afgørelser være baseret på den sande tilbedelse?’ Hvis forældrene skal gøre sig håb om at lære deres børn gudsfrygt, må de først og fremmest selv have Guds lov i hjertet. — 5 Mos. 6:6.

13 Hvis forældre bestræber sig for at bruge Bibelens principper i hverdagen, vil deres børn lægge mærke til det. Det vil give forældrenes ord og undervisning større vægt. Hvis børnene derimod ser at forældrene er dobbeltmoralske, kan det være at de drager den slutning at Bibelens principper er uvæsentlige eller umulige at følge. Det kan måske medføre at børnene giver efter når de udsættes for verdens pres.

14, 15. Hvilke værdier bør forældre opdyrke i deres børn, og hvordan kan de gøre det?

14 Kristne forældre ved at børneopdragelse omfatter mere end at dække børnenes materielle behov. Derfor ville det være aldeles kortsynet at tilskynde sine børn til at stræbe efter mål som kun gavner dem materielt. (Præd. 7:12) Jesus lærte sine disciple at lade åndelige værdier komme i første række. (Matt. 6:33) Kristne forældre må efterligne Jesus og stræbe efter at indgive deres børn et ønske om at sætte sig åndelige mål.

15 Det kan de for eksempel gøre ved at udnytte mulighederne for at lade deres børn være sammen med heltidstjenere. Tænk på hvor opmuntrende det kan være for teenagere at lære nogle pionerer eller kredstilsynsmanden og hans kone at kende. Besøgende missionærer, betelitter og de der arbejder på det internationale byggehold, kan fortælle begejstret om glæderne ved at tjene Jehova og om de spændende oplevelser de uden tvivl har haft. Deres eksempel i selvopofrende tjeneste kan i høj grad hjælpe børn til at træffe kloge afgørelser, sætte sig gode mål og tilegne sig skolekundskaber og færdigheder så de kan forsørge sig selv i heltidstjenesten.

Børn — hvad kan hjælpe jer til at følge Jesu eksempel?

16. Hvordan ærede Jesus sine jordiske forældre og sin himmelske Fader?

16 Jesus er også et godt eksempel for jer børn. Jesus blev overdraget i Josef og Marias varetægt, og han adlød dem. (Læs Lukas 2:51). Han forstod at de, trods deres ufuldkommenhed, af Gud havde fået betroet ansvaret for at tage sig af ham. Derfor havde de krav på ære. (5 Mos. 5:16; Matt. 15:4) Som voksen gjorde Jesus altid det hans himmelske Fader syntes om. Det indebar at han modstod fristelser. (Matt. 4:1-10) I børn og unge bliver måske somme tider fristet til at være ulydige mod jeres forældre. Hvad kan hjælpe jer til at følge Jesu eksempel?

17, 18. (a) Hvilket pres bliver børn og unge udsat for i skolen? (b) Hvad kan hjælpe dem til at klare disse situationer?

17 De fleste af dine skolekammerater har sikkert kun lidt eller slet ingen respekt for Bibelens normer. Måske vil de prøve at få dig til at gøre noget forkert, for derefter at gøre nar af dig når du ikke vil. Sker det at dine skolekammerater mobber dig fordi der er noget du ikke vil være med til? Hvordan reagerer du så? Hvis du lader dig skræmme til at gøre det samme som de andre, ved du at du vil skuffe både dine forældre og Jehova. Hvordan vil det gå dig hvis du følger dine skolekammeraters eksempel? Du har måske sat dig nogle mål, som for eksempel at blive pioner eller menighedstjener, at flytte til et distrikt hvor der er større behov for forkyndere, eller at komme på Betel. Kan samvær med dine skolekammerater hjælpe dig til at nå disse mål?

18 Kommer I unge i den kristne menighed nogen sinde ud for situationer hvor jeres tro bliver sat på prøve? Hvordan reagerer I så? Tænk på jeres forbillede, Jesus. Han nægtede at give efter for fristelser og holdt fast ved det han vidste var rigtigt. Hvis I altid har det i tanke, vil det gøre det nemmere for jer at fortælle jeres skolekammerater klart og tydeligt at I ikke vil være med til noget som I ved er forkert. Efterlign Jesus ved at tænke over de glæder der er forbundet med tjenesten for Jehova og lydighed mod ham. — Hebr. 12:2.

Nøglen til et godt familieliv

19. Hvilken livsform fører til sand lykke?

19 Jehova Gud og Jesus Kristus ønsker det bedste for os mennesker. Selv nu hvor vi er ufuldkomne, har vi mulighed for at opnå et vist mål af lykke. (Es. 48:17, 18; Matt. 5:3) Jesus fremholdt religiøse sandheder der danner grundlag for menneskenes lykke, men han gjorde mere end det. Han underviste også disciplene i den bedste måde at leve på. Desuden viste han med sit eget eksempel hvordan man lever et ligevægtigt liv og bevarer en ligevægtig indstilling. Uanset hvilken plads vi har i familien, kan vi alle have gavn af at følge hans eksempel. Ægtemænd, hustruer, forældre og børn: Følg Jesu eksempel! At anerkende Jesu lære og følge hans eksempel er nøglen til et godt og lykkeligt familieliv.

Hvad vil du svare?

• Hvordan bør ægtemænd udøve den myndighed de har fået af Gud?

• Hvordan kan en gift kvinde efterligne Jesu eksempel?

• Hvad kan forældre lære af den måde Jesus behandlede sine disciple på?

• Hvad kan børn og unge lære af Jesu eksempel?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 8]

Hvad vil en kærlig ægtemand gøre før han træffer en afgørelse der kommer til at berøre hele familien?

[Illustration på side 9]

I hvilken situation har en gift kvinde mulighed for at støtte sin mands ledelse?

[Illustration på side 10]

Børn efterligner deres forældres gode vaner