Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Se ikke på det der er uden værdi!

Se ikke på det der er uden værdi!

Se ikke på det der er uden værdi!

„Lad mine øjne vige fra at se på det der er uden værdi; bevar mig i live på din vej.“ — SL. 119:37.

1. Hvor vigtig en gave er synet?

VORES syn er noget meget værdifuldt. Ved hjælp af synet kan vi på et øjeblik opfatte vores omgivelser — både formerne og farverne. Vi kan se dem vi holder af, få øje på farer der lurer, opfatte skønhed, værdsætte skaberværkets undere og se vidnesbyrd om Guds eksistens og storhed. (Sl. 8:3, 4; 19:1, 2; 104:24; Rom. 1:20) Og eftersom øjnene er en vigtig kommunikationsvej til sindet, spiller synssansen en stor rolle i forbindelse med at tilegne sig kundskab om Jehova og opbygge tro på ham. — Jos. 1:8; Sl. 1:2, 3.

2. Hvorfor skal vi være påpasselige med hvad vi ser, og hvad kan vi lære af salmistens bøn?

2 Det vi ser på, kan imidlertid være til skade for os. Forbindelsen mellem synet og sindet er så stærk at det øjnene ser, kan vække eller forstærke hjertets længsler og ønsker. Og fordi vi lever i en fordærvet og selvcentreret verden styret af Satan Djævelen, bliver vi bombarderet med billeder og reklamer som let kan lokke os på afveje — også selvom vi kun kaster et flygtigt blik på dem. (1 Joh. 5:19) Det er derfor forståeligt at salmisten bønfaldt Gud: „Lad mine øjne vige fra at se på det der er uden værdi; bevar mig i live på din vej.“ — Sl. 119:37.

Hvordan vores øjne kan føre os på afveje

3-5. Hvilke bibelske beretninger illustrerer faren ved at vi lader os lokke af vores øjne?

3 Tænk over det der skete med den første kvinde, Eva. Satan antydede at hendes ’øjne ville blive åbnet’ hvis hun spiste af frugten på „træet til kundskab om godt og ondt“. Eva må have været fascineret af tanken om at få sine øjne „åbnet“. Hendes ønske om at spise af den forbudte frugt blev forstærket da hun „så . . . at træet var godt at spise af og at det var noget øjnene længtes efter, ja, træet var indbydende at se på“. Det at Eva så på træet med længsel, fik hende til at overtræde Guds bud. Hendes mand, Adam, var også ulydig, hvilket fik katastrofale følger for hele menneskeheden. — 1 Mos. 2:17; 3:2-6; Rom. 5:12; Jak. 1:14, 15.

4 I Noas dage blev nogle af englene også påvirket af det de så. Om dem siges der i Første Mosebog 6:2: „Gudssønnerne [lagde] mærke til menneskedøtrene, hvor godt de så ud; og de tog sig hustruer, nemlig alle dem de udvalgte.“ Da de oprørske engle begyndte at se på menneskedøtrene med begær, vakte det et unaturligt ønske i dem om at have seksuelt samkvem med disse kvinder. Det førte til at disse engle fik et voldeligt afkom. Menneskenes ondskab på den tid resulterede i at hele menneskeheden, på nær Noa og hans familie, blev udslettet. — 1 Mos. 6:4-7, 11, 12.

5 Flere hundrede år senere da israelitten Akan fik øje på noget af byttet fra den erobrede by Jeriko, blev han fristet og stjal det. Gud havde befalet at alt det der var i byen, skulle tilintetgøres, undtagen visse ting som skulle gives til Jehovas skatkammer. Israelitterne blev advaret om at holde sig fra det der var viet til udslettelse, så der ikke skulle opstå et begær hos dem og de skulle tage noget af byttet fra byen. Akans ulydighed førte til at israelitterne led nederlag ved byen Aj, og flere af dem døde. Akan tilstod ikke sit tyveri før han blev afsløret. ’Da jeg så’ noget af byttet, sagde Akan, „fik jeg lyst til det og så tog jeg det“. Hans øjnes begær førte til at han blev udslettet sammen med „alt hvad der var hans“. (Jos. 6:18, 19; 7:1-26) Akan begærede noget han ikke havde ret til.

Vigtigt at vise selvdisciplin

6, 7. Hvilken metode bruger Satan ofte til at besnære os, og hvordan gør reklamefolk brug af denne metode?

6 Også i dag bliver mennesker fristet på en måde som er meget lig den der blev benyttet i forbindelse med Eva, Akan og de ulydige engle. Den mest magtfulde metode Satan bruger til at vildlede mennesker, er at appellere til „øjnenes begær“. (2 Kor. 2:11; 1 Joh. 2:16) Reklamefolk er udmærket klar over at det der tiltaler øjet, har stor magt. „Synssansen er den mest forførende sans af dem alle,“ siger en kendt europæisk markedsføringsekspert. „Den tilsidesætter ofte de andre sanser og er stærk nok til at overbevise os på trods af logiske modargumenter.“

7 Det er derfor ikke så mærkeligt at reklamefolk bombarderer os med billeder der er udformet på en så snedig måde at de giver det størst mulige visuelle indtryk og skaber et behov for at købe de produkter eller serviceydelser der tilbydes. En forsker i USA som har undersøgt reklamens indflydelse, siger at reklamer „ikke blot er udformet for at informere, men endnu vigtigere, for at fremkalde nogle bestemte følelser og reaktioner“. Noget af det der ofte bliver brugt i reklamer, er provokerende erotiske billeder. Det er almindeligt kendt at sex sælger. Så det er meget vigtigt at vi er bevidste om hvad vi ser på, og hvad vi lukker ind i vores sind og hjerte.

8. Hvordan understreges det i Bibelen at vi må tage os i agt for hvad vi ser på?

Sande kristne er ikke immune over for øjnenes begær og kødets begær. Det er derfor Guds ord tilskynder os til at vise selvdisciplin i forbindelse med det vi ser på og længes efter. (1 Kor. 9:25, 27; læs Første Johannesbrev 2:15-17). Den retskafne mand Job erkendte den stærke forbindelse der er mellem at se og at begære. Han sagde: „Jeg har sluttet en pagt med mine øjne, så hvordan kunne jeg fæste mit blik på en jomfru?“ (Job 31:1) Job nægtede at røre en kvinde på en umoralsk måde; han ville end ikke tillade sit sind at dvæle ved en sådan tanke. Jesus understregede at vi må bevare sindet rent ved ikke at give plads for umoralske tanker. Han sagde: „Enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte.“ — Matt. 5:28.

Undgå det der er uden værdi

9. (a) Hvorfor må vi være særlig varsomme når vi bruger internettet? (b) Hvad kan selv et kort glimt af et pornografisk billede resultere i?

9 I dag er det blevet mere og mere almindeligt at ’blive ved med at se på’ pornografi, især på internettet. Vi behøver ikke engang at opsøge sådanne sider — de opsøger os. På hvilken måde? En spændende annonce dukker måske op på vores computerskærm. Eller måske åbner vi en tilsyneladende uskyldig e-mail, hvorefter der popper et pornografisk billede op i et vindue som er programmeret så det er svært at lukke ned. Til trods for at man kun ser billedet ganske flygtigt, kan det allerede have påvirket sindet. Selv et kort glimt af noget pornografisk kan få sørgelige konsekvenser. Det kan føre til en dårlig samvittighed og store vanskeligheder med at slette umoralske billeder fra sit sind. Endnu værre er det for den der med fuldt overlæg „bliver ved med at se“ på sådanne billeder. Det er vigtigt at en sådan person gør sine urette ønsker døde. — Læs Efeserbrevet 5:3, 4, 12; Kol. 3:5, 6.

10. Hvorfor er børn særlig sårbare over for pornografi, og hvad kan blive resultatet af at de ser på det?

10 Børn kan på grund af deres naturlige nysgerrighed let komme i forbindelse med pornografi. Hvis det sker, kan det få varig indflydelse på deres opfattelse af det seksuelle. En rapport oplyser at nogle af følgevirkningerne kan være en forvrænget opfattelse af seksualnormer, „vanskeligheder ved at bevare et sundt og kærligt parforhold, et urealistisk syn på kvinder og afhængighed af pornografi, som kan gribe forstyrrende ind i skolearbejde, venskaber og familieforhold“. Endnu mere ødelæggende er de virkninger pornografi kan få i et ægteskab senere i livet.

11. Giv et eksempel på hvor farligt det er at se på pornografi.

11 „Af alle de ting jeg har været afhængig af før jeg blev et af Jehovas Vidner, var pornografi det sværeste at bryde med,“ skrev en kristen broder. „For mit indre blik ser jeg stadig disse billeder på de mest mærkelige tidspunkter — de kan dukke op på grund af en eller anden duft, noget musik, noget jeg ser, eller blot en tanke der pludselig strejfer mig. Det er en daglig og konstant kamp.“ En anden broder havde som barn kigget i sin ikketroende fars pornografiske blade når hans forældre ikke var hjemme. Han skriver: „Billederne havde en frygtelig virkning på mit unge sind. Selv nu, 25 år efter, sidder nogle af disse billeder stadig fast i min bevidsthed. Uanset hvor hårdt jeg kæmper, er de der endnu. Det giver mig skyldfølelse, også selvom jeg ikke dvæler ved dem.“ Hvor er det derfor klogt at undgå sådanne pinefulde følelser ved ikke at se på det der er uden værdi. Hvad kan hjælpe os til at gøre det? Vi må bestræbe os for at tage „enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias“. — 2 Kor. 10:5.

12, 13. Hvilke værdiløse ting må kristne undgå at se på, og hvorfor?

12 Noget andet „nedrigt“ eller værdiløst man skal undgå, er underholdning der fremmer materialisme eller det okkulte, eller som skildrer vold, blodsudgydelse og død. (Læs Salme 101:3). Kristne forældre skal stå Jehova til ansvar for hvad de tillader der ses i hjemmet. Naturligvis vil ingen sand kristen med fuldt overlæg have noget at gøre med det okkulte. Alligevel må forældre være på vagt over for film, tv-serier og computerspil, ja, selv tegneserier og børnebøger som indeholder okkultisme. — Ordsp. 22:5.

13 Hvad enten vi er unge eller gamle, burde vores øjne ikke finde behag i computerspil der på en virkelighedstro måde skildrer vold og drab. (Læs Salme 11:5). Vi må ikke lade sindet dvæle ved nogen som helst handling Jehova fordømmer. Husk at Satan er ude på at påvirke vores tanker. (2 Kor. 11:3) Selv når det gælder underholdning der betragtes som acceptabel, kan det at bruge for meget tid på den slags gå ud over familiestudiet, den daglige bibellæsning og vores forberedelse til møderne. — Fil. 1:9, 10.

Følg Jesu eksempel

14, 15. Hvad er bemærkelsesværdigt i forbindelse med Satans tredje forsøg på at friste Jesus, og hvordan var han i stand til at modstå fristelsen?

14 I denne onde verden kan vi desværre ikke helt undgå at se på noget som er uden værdi. Det erfarede selv Jesus. I Satans tredje forsøg på at forlede Jesus til at gå imod Guds vilje „tog Djævelen ham med sig til et usædvanlig højt bjerg og viste ham alle verdens riger og deres herlighed“. (Matt. 4:8) Hvorfor gjorde Satan det? Uden tvivl fordi han ville udnytte den stærke påvirkning øjet formidler. Han har måske ment at Jesus ville give efter for et ønske om anseelse når han så alle verdens riger og deres herlighed. Men hvordan reagerede Jesus?

15 Jesus dvælede ikke ved dette fristende tilbud. Han lod ikke sit hjerte blive næret af forkerte ønsker. Og han behøvede heller ikke at overveje Djævelens tilbud for at kunne afvise det. Jesus reagerede øjeblikkelig. „Forsvind, Satan!“ befalede han. (Matt. 4:10) Jesus fokuserede på sit forhold til Jehova, og hans svar var i overensstemmelse med det vigtigste i hans liv — at gøre Guds vilje. (Hebr. 10:7) Derved lykkedes det Jesus at forpurre Satans snedige plan.

16. Hvad kan vi lære af Jesu eksempel med hensyn til at modstå Satans fristelser?

16 Vi kan lære meget af Jesu eksempel. For det første at ingen kan undgå at blive udsat for Satans forskellige former for taktik. (Matt. 24:24) For det andet at det vi retter vores øjne mod, kan forstærke hjertets ønsker, hvad enten de er gode eller dårlige. For det tredje at Satan vil udnytte „øjnenes begær“ så meget han kan, i sit forsøg på at lede os på afveje. (1 Pet. 5:8) Og for det fjerde at også vi kan stå Satan imod, især hvis vi handler uden tøven. — Jak. 4:7; 1 Pet. 2:21.

Hold dit øje „klart“

17. Hvorfor er det uklogt at vente indtil man står over for en fristelse før man beslutter hvad man vil gøre?

17 Vores indvielse til Jehova indbefatter et højtideligt løfte om at vi vil vende os bort fra det der er uden værdi. I overensstemmelse med vores løfte om at gøre Guds vilje kan vi sige som salmisten: „Jeg har holdt mine fødder tilbage fra enhver ond sti, for at jeg kan overholde dit ord.“ (Sl. 119:101) Det vil være klogt at vi i forvejen beslutter hvad vi vil gøre hvis vi bliver udsat for en fristelse. Vi ved hvad Bibelen fordømmer, og vi er ikke uvidende om Satans onde planer. Hvornår var det Satan fristede Jesus til at forvandle sten til brød? Efter at han havde fastet i 40 dage og nætter og ’følte sult’. (Matt. 4:1-4) Satan kan se når vi er svage og derfor mere tilbøjelige til at bukke under for en fristelse. Det er derfor nu vi omhyggeligt må grunde over disse ting. Udskyd det ikke! Hvis vi dag efter dag holder vores indvielsesløfte til Jehova klart for øje, vil vi være fast besluttede på at vende os bort fra det der er uden værdi. — Ordsp. 1:5; 19:20.

18, 19. (a) Hvilken kontrast er der mellem et øje der er „klart“, og et der er „ondt“? (b) Hvorfor er det vigtigt at vi fortsat grunder over det der er af værdi, og hvilket råd gives der i Filipperbrevet 4:8 angående dette?

18 Hver eneste dag bliver vi konfronteret med en masse fristelser der kan bortlede vores opmærksomhed, og der bliver flere og flere af dem. Det er derfor vigtigere end nogen sinde at vi følger Jesu formaning om at holde øjet „klart“. (Matt. 6:22, 23) Et øje der er „klart“, er rettet i én retning — at gøre Guds vilje. Et „ondt“ øje er derimod udspekuleret, begærligt og tiltrækkes af ting der er uden værdi.

19 Husk at vores øjne nærer sindet, og sindet nærer hjertet. Det er derfor vigtigt at vi fortsat grunder over det der er af værdi. (Læs Filipperbrevet 4:8). Vi må fortsat bede som salmisten: „Lad mine øjne vige fra at se på det der er uden værdi.“ Når vi bestræber os for at handle i overensstemmelse med denne bøn, kan vi have tillid til at Jehova vil ’bevare os i live på hans vej’. — Sl. 119:37; Hebr. 10:36.

Hvad må vi huske angående . . .

• forbindelsen mellem vores øjne, sind og hjerte?

• faren ved at se på pornografi?

• vigtigheden af at holde vores øje „klart“?

[Studiespørgsmål]

[Illustrationer på side 23]

Hvilke ting uden værdi må kristne undgå at se på?