„Dit ord er sandhed.“ — JOH. 17:17.

1. Hvad har mange lagt mærke til første gang de talte med Jehovas Vidner, som adskiller dem fra andre religiøse grupper?

TÆNK tilbage på den første gang du talte med et af Jehovas Vidner. Hvad kan du huske fra samtalen? Mange af os vil nok sige: ’Jeg var imponeret over at forkynderen besvarede alle mine spørgsmål ud fra Bibelen.’ Hvor var vi glade for at lære hvad Guds hensigt er med jorden, hvad der sker med os når vi dør, og hvilken fremtid der er for dem vi har mistet i døden!

2. Hvad fik dig til at sætte pris på Bibelen?

² Efterhånden som vores studium af Bibelen skred frem, gik det op for os at den ikke kun besvarer vores spørgsmål om livet, døden og fremtiden. Vi fandt ud af at Bibelen er den mest praktisk anvendelige bog i verden. Dens råd er eviggyldige, og de der nøje følger dem, vil få et godt og lykkeligt liv. (Læs Salme 1:1-3). Sande kristne har altid med rette betragtet Bibelen „som Guds ord“, ikke „som menneskers ord“. (1 Thess. 2:13) Et kort historisk tilbageblik vil vise hvor stor kontrast der er mellem dem der virkelig har respekt for Guds ord, og dem der ikke har.

ET VANSKELIGT SPØRGSMÅL AFKLARES

3. Hvilket spørgsmål truede enheden i menigheden i det første århundrede, og hvorfor var det et vanskeligt spørgsmål?

³ I løbet af de 13 år der gik efter at Kornelius som den første uomskårne ikkejøde var blevet salvet, opstod der et problem i den kristne menighed som truede enheden. Flere og flere ikkejøder tog imod den kristne tro, og derfor var spørgsmålet: Skulle mændene omskæres ifølge jødisk skik før de kunne blive døbt? For en jøde var det et vanskeligt spørgsmål at besvare. De jøder der overholdt Loven, ville ikke engang gå ind i en ikkejødes hjem og da slet ikke  være nære venner med ham. De jødekristne blev allerede hårdt forfulgt fordi de havde forladt jødedommen. Hvis de nu gik så vidt som til at byde uomskårne ikkejøder velkommen i deres midte, ville det udvide kløften mellem praktiserende jøder og kristne og udsætte de sidstnævnte for yderligere modstand. — Gal. 2:11-14.

4. Hvem samledes for at afklare spørgsmålet om omskærelse, og hvad kunne man spekulere over i den forbindelse?

⁴ Apostlene og de ældste, der selv var omskårne jøder, samledes i år 49 i Jerusalem „for at tage sig af denne sag“. (Apg. 15:6) Det blev ikke en langtrukken teologisk debat om teknikaliteter, men en livlig drøftelse af lærespørgsmål. Der blev givet udtryk for stærke meninger både for og imod omskærelsen. Ville personlige præferencer eller fordomme få lov til at bestemme udfaldet? Ville de ansvarlige ældste udskyde beslutningen indtil det religiøse klima i Israel var blevet gunstigere? Eller ville de forskellige parter indgå kompromiser indtil man var nået frem til en slags konsensus?

5. Hvordan adskilte mødet i Jerusalem i år 49 sig fra senere århundreders kirkemøder?

⁵ Helt frem til i dag har kirkemøder været præget af kompromiser og lobbyisme. Men ved apostelmødet i Jerusalem blev der ikke indgået nogen kompromiser, og der foregik heller ikke lobbyisme for at skaffe stemmer. Alligevel nåede man frem til en enstemmig afgørelse. Hvordan kunne man det? Selvom de enkelte deltagere i mødet havde meget stærke meninger, havde de alle respekt for Guds ord, og det var dér løsningen på problemet skulle findes. — Læs Salme 119:97-101.

6, 7. Hvordan afklarede man spørgsmålet om omskærelse ud fra Skrifterne?

⁶ Den passage der var med til at afklare spørgsmålet, var Amos 9:11, 12. I Apostelgerninger 15:16, 17 gengives ordene fra Amos’ Bog således: „Jeg [vil] vende tilbage og genopbygge Davids faldne hytte; og jeg vil genopbygge dens ruiner og rejse den igen, for at de der er tilbage af menneskene ivrigt kan søge Jehova, sammen med folk fra alle nationerne, folk som kaldes med mit navn, siger Jehova.“

⁷ ’Men,’ vil nogle måske indvende, ’der siges ikke i disse vers at ikkejøder der blev kristne, kunne undgå omskærelse.’ Det er rigtigt, men det var imidlertid sådan de jødiske kristne ville forstå teksten. Hvorfor? Fordi de betragtede de omskårne ikkejøder, eller hedninger, som deres brødre, ikke som ’folk fra nationerne’. (2 Mos. 12:48, 49) For eksempel lyder Ester 8:17 ifølge Bagsters udgave af Septuaginta: „Mange af hedningerne lod sig omskære og blev jøder.“ Når Skrifterne forudsagde at de der var tilbage af Israels hus (jøder og omskårne jødiske proselytter), sammen med „folk fra alle nationerne“ (uomskårne ikkejøder) skulle udgøre et folk for Guds navn, var budskabet altså klart: Det var ikke et krav at ikkejøder der ønskede at blive kristne, skulle omskæres.

8. Hvorfor krævede det mod at træffe den rette afgørelse i forbindelse med omskærelse?

⁸ Guds ord og hans ånd hjalp disse oprigtige kristne til at blive enige. (Apg. 15:25) Og selvom deres bibelsk begrundede afgørelse sandsynligvis ville udsætte de jødekristne for yderligere forfølgelse, støttede de der var loyale, helt og fuldt op om den. — Apg. 16:4, 5.

FORSKELLEN BLIVER TYDELIG

9. Hvad var en væsentlig årsag til at den sande tilbedelse blev besmittet, og hvilken vigtig lære blev fordrejet?

⁹ Paulus forudsagde at den kristne  tro efter apostlenes død ville blive besmittet af falsk lære. (Læs Andet Thessalonikerbrev 2:3, 7). Blandt dem der ikke ville „finde sig i den sunde lære“, ville der være nogle der havde ansvarsfulde opgaver i menigheden. (2 Tim. 4:3) Paulus sagde advarende til de ældste dengang: „Fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apg. 20:30) The New Encyclopædia Britannica beskriver en væsentlig årsag til at der opstod fordrejede ræsonnementer: „Kristne der havde modtaget en vis oplæring i græsk filosofi, [begyndte] at føle et behov for at udtrykke deres tro i vendinger hentet herfra, både for at tilfredsstille deres eget intellekt og for at omvende lærde hedninger.“ En vigtig lære der blev fordrejet af hedenske idéer, havde at gøre med Jesu Kristi identitet. Bibelen siger at Jesus er Guds søn; de der leflede for græsk filosofi, påstod at han er Gud selv.

10. Hvordan kunne man have afgjort spørgsmålet om Kristi identitet?

¹⁰ Spørgsmålet blev debatteret på adskillige kirkemøder. Det kunne let være blevet afgjort hvis de tilstedeværende havde betragtet Bibelen som en autoritet, men det gjorde de fleste af dem ikke. I virkeligheden havde flertallet truffet en afgørelse allerede inden de kom til kirkemøderne, og de tog derfra mere befæstede i deres holdninger end nogen sinde før. De kirkelove og dekreter der kom ud af disse møder, henviste stort set ikke til Bibelen.

11. Hvor stor vægt har man op gennem tiden tillagt de såkaldte kirkefædres meninger, og hvorfor?

¹¹ Hvorfor rådførte man sig ikke mere med Bibelen? Forskeren Charles Freeman siger at de der troede at Jesus er Gud, ’fandt det vanskeligt at afvise de mange udtalelser af Jesus selv der viste at han var underordnet Gud, Faderen’. Det førte til at man begyndte at gå mere op i hvad kirketraditionen og forskellige lærde sagde, end i hvad der stod i evangelierne. Den dag i dag er der mange der tillægger de såkaldte kirkefædres uinspirerede udtalelser langt højere vægt end Guds ord! Det har du sikkert bemærket hvis du har drøftet treenighedslæren med en teologistuderende.

12. Hvilken indflydelse havde kejserne?

¹² De romerske kejsere havde stor indflydelse på debatterne ved disse kirkemøder. Professor Richard E. Rubenstein skrev følgende om kirkemødet i Nikæa: „Konstantin havde begunstiget [biskopperne] og givet dem en velstand som overgik selv deres vildeste fantasi. På mindre end et år havde den nye kejser sørget for at stort set alle deres kirker var blevet genopbygget eller givet tilbage til dem, at de havde fået deres stillinger og titler som var blevet taget fra dem, tilbage . . . Han havde givet kristne gejstlige nogle privilegier som tidligere var blevet skænket hedenske præster.“ Det resulterede i at „Konstantin var i en position hvor han kunne øve stærk indflydelse på — måske endda diktere — begivenhedernes forløb i Nikæa“. Charles Freeman siger: „Der var nu blevet dannet præcedens for at kejseren kunne gribe ind, ikke blot for at styrke kirken, men også for at påvirke dens lære.“ — Læs Jakob 4:4.

13. Hvad tror du fik kirkeledere i senere århundreder til at ignorere Bibelens enkle lære?

¹³ Alt imens kirkeledere fandt det vanskeligt helt præcist at fastslå Jesu Kristi identitet, var det for de fleste almindelige mennesker ikke noget problem. De  var ikke optaget af at fylde deres pung med kejserens guld eller at rykke op ad den kirkelige rangstige, og derfor kunne de se mere objektivt på spørgsmålet, i lyset af Bibelen. Og det gjorde de. En af datidens teologer, Gregor af Nyssa, kom med denne spottende kommentar om det jævne folk: „Klædehandlere, pengevekslere og købmænd er alle teologer. Hvis man spørger om hvad ens penge er værd, forklarer en eller anden filosof hvordan Sønnen adskiller sig fra Faderen. Spørger man hvad brødet koster, får man det svar at Faderen er større end Sønnen. Og vil man vide om badet er klar, lyder svaret at Sønnen er skabt af intet.“ Ja, i modsætning til de gejstlige var der mange i den almindelige befolkning der byggede deres konklusioner på Guds ord. Det ville have været klogt af Gregor og hans fæller at lytte til dem!

„HVEDEN“ OG „UKRUDTET“ VOKSER SAMMEN

14. Hvorfor kan vi konkludere at der fra det første århundrede og frem altid har været nogle ægte salvede kristne på jorden?

¹⁴ Af en af Jesu lignelser kan vi slutte at der fra det første århundrede og frem altid ville være nogle ægte salvede kristne på jorden. Jesus sammenlignede dem med ’hvede’ der voksede blandt ’ukrudt’. (Matt. 13:30) Vi kan selvfølgelig ikke med sikkerhed sige hvilke enkeltpersoner eller grupper der har tilhørt den salvede hvedeskare, men vi ved at der altid har været nogle der modigt har forsvaret Guds ord og afsløret kirkens ubibelske læresætninger. Lad os se på nogle få eksempler.

15, 16. Nævn nogle af dem der op gennem tiden har vist respekt for Guds ord.

¹⁵ Den franske ærkebiskop Agobard af Lyon (779-840) talte imod billeddyrkelse, kirker der var viet til helgener, og kirkens ubibelske liturgier og skikke. En af hans samtidige, biskop Claudius, forkastede også kirketraditionen og var imod at man bad til helgener og ærede relikvier. I det 11. århundrede blev den franske ærkediakon Berengar fra Tours ekskommunikeret fordi han afviste den katolske transsubstantiationslære. Han fastholdt også at Bibelen var vigtigere end kirketraditionen.

¹⁶ Peter fra Bruys og Henrik fra Lausanne, der begge levede i det 12. århundrede, elskede også sandheden fra Bibelen. Peter fra Bruys trak sig tilbage som præst fordi han ikke mente at Bibelens ord kunne forenes med den katolske lære om barnedåb, transsubstantiation, bønner for de døde og tilbedelse  af korset. I 1140 måtte han lade livet på grund af sin tro. Henrik fra Lausanne, der var munk, talte imod korruption i kirken og de ubibelske dele af kirkeliturgien. Han blev arresteret i 1148 og tilbragte resten af livet i fængsel.

17. Hvilke vigtige skridt tog Valdes og hans tilhængere?

¹⁷ Omkring samtidig med at Peter fra Bruys blev brændt levende fordi han havde vovet at kritisere kirken, blev der født en person der senere fik stor betydning for udbredelsen af sandheden fra Bibelen. Hans efternavn var Valdes. * I modsætning til Peter fra Bruys og Henrik fra Lausanne var han lægmand, men han satte så stor pris på Guds ord at han gav afkald på sine materielle besiddelser og sørgede for at dele af Bibelen blev oversat til et sprog der var udbredt i det sydøstlige Frankrig. Nogle var så glade for at høre Bibelens budskab på deres eget sprog at også de gav afkald på deres ejendele og viede deres liv til at fortælle andre om sandheden fra Guds ord. Dette fandt kirken stærkt foruroligende. I 1184 blev disse ivrige mænd og kvinder, der senere blev kaldt valdensere, ekskommunikeret af paven og fordrevet fra deres hjem af biskoppen. Men det bidrog kun til at Bibelens budskab blev spredt til andre områder. Efterhånden kunne man mange steder i Europa finde tilhængere af Valdes, Peter fra Bruys, Henrik fra Lausanne og andre der var afveget fra kirkens lære. I de følgende århundreder viste der sig flere forkæmpere for Bibelen: John Wycliffe (ca. 1330-1384), William Tyndale (ca. 1494-1536), Henry Grew (1781-1862) og George Storrs (1796-1879).

„GUDS ORD ER IKKE BUNDET“

18. Forklar hvilken studiemetode oprigtige bibelstudenter i det 19. århundrede brugte, og hvorfor denne metode var så god.

¹⁸ Uanset hvor meget Guds ords fjender har forsøgt, har de ikke kunnet hindre sandheden i at blive udbredt. „Guds ord er ikke bundet,“ står der i Andet Timoteusbrev 2:9. I 1870 begyndte en gruppe mennesker oprigtigt at søge efter sandheden i Bibelen. Hvilken studiemetode brugte de? Én stillede et spørgsmål som blev taget op til drøftelse. Derefter slog de samtlige skriftsteder op der sagde noget om emnet, og når de så var blevet enige om hvordan skriftstederne var forbundet med hinanden, drog de en konklusion, som de skrev ned. Er det ikke betryggende at vide at disse trofaste mænd, vores „åndelige forfædre“ i slutningen af 1800-tallet, ligesom apostlene og de ældste i det første århundrede var besluttede på at basere deres tro på Guds ord?

19. Hvad er årsteksten for 2012, og hvad minder den os om?

¹⁹ Bibelen er stadig grundlaget for vores tro. Med det i tanke har Jehovas Vidners Styrende Råd som årstekst for 2012 valgt disse ord af Jesus: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Alle der ønsker at opnå Guds godkendelse, må vandre i sandheden, så lad os gøre alt hvad vi kan, for at lade os lede af Guds ord.

[Fodnote]

[Studiespørgsmål]

[Tekstcitat på side 8]

Årsteksten for 2012: „Dit ord er sandhed.“ — Johannes 17:17

[Illustration på side 7]

Valdes

[Illustration på side 7]

Wycliffe

[Illustration på side 7]

Tyndale

[Illustration på side 7]

Grew

[Illustration på side 7]

Storrs