Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Taknemmelig trods tragedier — Hvordan Bibelen hjalp mig

Taknemmelig trods tragedier — Hvordan Bibelen hjalp mig

Taknemmelig trods tragedier — Hvordan Bibelen hjalp mig

FORTALT AF ENRIQUE CARAVACA ACOSTA

Det var den 15. april 1971. Jeg var på vej for at besøge min familie på vores gård. Det var nogen tid siden jeg sidst havde været hjemme, så jeg glædede mig meget til at se dem alle igen. Jeg spekulerede på om de ville være hjemme, og hvem af dem jeg først ville få at se. Da jeg ankom, fandt jeg til min skræk fire mennesker myrdet — deriblandt min mor!

ORD kan ikke beskrive hvor chokeret jeg var. Hvad var der sket? Hvad skulle jeg gøre? Der var ingen i nærheden, og jeg følte mig forvirret og hjælpeløs. Inden jeg fortæller hvad der var sket, så lad mig fortælle dig lidt om min baggrund. Så vil du bedre kunne forstå hvordan jeg oplevede denne og andre tragedier i mit liv.

Vi fandt sandheden

Jeg er født i Quirimán, i nærheden af byen Nicoya i Costa Rica. I 1953, da jeg var 37 år gammel, boede jeg sammen med mine forældre på vores gård. Skønt vi var vokset op som katolikker, var der visse læresætninger vi ikke brød os om, og vi havde mange ubesvarede spørgsmål.

En formiddag kom en mand ved navn Anatolio Alfaro på besøg, og han tilskyndede os til at studere Bibelen. Han viste os en hel del skriftsteder og fortalte os hvad Bibelen lærer om mange ting. Far, mor, en af mine brødre og min søster samt hendes veninde der boede hos os, og jeg sad alle og lyttede. Drøftelsen varede hele dagen og fortsatte til langt ud på natten. Vi havde en masse spørgsmål.

Anatolio overnattede i vores hjem og tilbragte næste dag sammen med os. Vi var ude af os selv af glæde over det vi hørte, og vi blev endnu mere begejstrede da vi fik vores spørgsmål besvaret ud fra Bibelen. Denne drøftelse påvirkede os alle dybt. Vi tænkte over det vi havde lært, og vi vidste at vi havde fundet sandheden. Anatolio gav os nogle bibelske bøger og blade. Og disse publikationer læste og studerede vi sammen som familie om aftenen. Det var ikke helt så let, for dengang havde vi ingen elektricitet. Inden vi begyndte at studere, tog vi hver især en kartoffelsæk til at dække vores ben og fødder med for at beskytte os mod myggene.

Et halvt år senere blev fem af os døbt, deriblandt mine forældre og jeg. Med stor iver begyndte vi at gå fra hus til hus for at fortælle andre om det vi havde lært. For at mødes med nogle Jehovas Vidner i byen Carrillo gik vi til fods i cirka to timer. Nogle gange red vi dertil. Anatolio fortsatte med at komme og studere Bibelen med os. Senere blev der arrangeret et møde i vores hjem der blev overværet af en syv-otte personer, som alle med tiden blev døbt. Inden længe voksede gruppen og blev en lille menighed på omkring 20 tilsluttede.

Jeg tjener Gud på heltidsbasis

Senere opfordrede Jehovas Vidners Afdelingskontor i Costa Rica alle der havde mulighed for det, til at begynde i heltidstjenesten. Jeg reagerede på opfordringen og begyndte i 1957. Det var et meget spændende arbejde. Ofte måtte jeg gå alene i timevis for at nå ud til folk på landet. Det var ikke altid de tog venligt imod mig. Jeg kan huske mindst tre tilfælde hvor mænd med macheter truede mig fordi de ville vide hvem jeg var, og hvad jeg foretog mig.

Dengang i 1950’erne var de fleste veje blot stier der gik gennem den vilde natur, og det var svært for os at nå ud til folk. For at komme ud til visse områder måtte vi ride. Vi vadede over floder, og en gang imellem sov vi under åben himmel. Store sværme af myg gjorde livet surt for os. Vi måtte også holde øje med slanger og krokodiller. Men trods dét nød jeg virkelig at hjælpe folk til at lære om Jehova Gud og undervise i Bibelens budskab. Derfor var jeg glad og tilfreds når jeg vendte hjem. I takt med at jeg forkyndte og studerede Bibelen hver dag, voksede min kærlighed til Jehova, og jeg fik et meget nærmere forhold til ham.

Efter nogen tid fik jeg tildelt flere tjenesteopgaver. I mere end ti år virkede jeg som kredstilsynsmand og besøgte hver uge en ny menighed i et bestemt område for at styrke den. Desværre måtte jeg give afkald på denne opgave på grund af helbredsproblemer, men jeg holdt fortsat af at forkynde og tjene Gud på heltidsbasis.

Tragedien rammer

Det var mens jeg opholdt mig i Nicoya i 1971, at jeg vendte hjem for at besøge min familie. Da jeg trådte ind i huset, fandt jeg min gamle mor på 80 år liggende på gulvet. Hun var blevet stukket ned og skudt. Hun trak stadig vejret da jeg bøjede mig ned for at holde om hende. Nogle få øjeblikke senere døde hun i mine arme. Jeg så mig omkring, og dér på køkkengulvet lå kokkepigen, som var gravid i ottende måned. Også hun var død. Som om det ikke var nok, fandt jeg også en trosfælle fra den lokale menighed der lå død i gangen, og kokkepigens søn lå død på badeværelset. De var alle blevet brutalt stukket ned og skudt. Hvem havde dog begået disse grufulde handlinger, og hvorfor?

Da jeg gik udenfor, fandt jeg min far. Han var blevet skudt i hovedet, men var stadig i live! Jeg skyndte mig hen til min brors hus, som lå et kvarters tid derfra, kun for at opdage at endnu en kvinde og hendes søn var blevet dræbt. Det kom som et stort chok da jeg fik at vide at morderen var min 17-årige nevø, der var psykisk syg og ikke et af Jehovas Vidner. Han var flygtet fra området. Og nu begyndte den største menneskejagt i Costa Ricas historie.

Denne dramatiske hændelse blev nyhedsstof i hele landet. Efter syv dage fik politiet fat på morderen. Han var bevæbnet med en stor kniv og en kaliber .22-pistol, som en havde solgt ham selvom vedkommende vidste at han var mentalt og følelsesmæssigt forstyrret. Min nevø blev skudt og dræbt da politiet forsøgte at pågribe ham.

Mens denne menneskejagt stod på, frygtede mange at min nevø ville vende tilbage for at gøre mig fortræd, så de rådede mig til at flygte fra området. Jeg lagde spørgsmålet frem for Gud i bøn, for jeg følte at det var nødvendigt at jeg var sammen med dem af min familie der var tilbage, og mine brødre og søstre i menigheden. Så jeg blev hvor jeg var.

Jeg rammes af den ene tragedie efter den anden

Desværre levede min far kun i et år. Året efter blev min søster, som var en trofast tjener for Jehova, også myrdet. Det havde ingen forbindelse med den forrige hændelse. Alle mine slægtninge var igen i chok over at have mistet endnu et familiemedlem. Det er umuligt at beskrive det tab og den sorg som vi og vores venner følte. Igennem denne svære prøve satte jeg ubetinget min lid til Jehova og fortsatte med at bede ham om styrke.

I 1985 overværede jeg et tredages kursus for kristne ældste i hovedstaden, San José. Da kurset var forbi, følte jeg mig åndeligt opbygget. Tidligt mandag morgen gik jeg hen til busholdepladsen for at tage en bus hjem. På vej derhen blev jeg overfaldet af nogle bøller der tog kvælertag på mig og stjal alt fra mig. Det hele skete så hurtigt at jeg ikke nåede at se deres ansigter. Efter dette overfald kunne jeg ikke længere hilse på folk på den måde det er skik og brug i Costa Rica. Her i provinsen Guanacaste råber mændene nemlig til hinanden som en hilsen når de mødes, eller blot fordi de vil gøre opmærksom på deres tilstedeværelse. Jeg var ellers rigtig god til at råbe, men efter overfaldet havde jeg mistet denne evne.

I 1979 havde jeg giftet mig med Celia, en trosfælle fra en nabomenighed. Celia elskede Bibelen. Vi læste og studerede den sammen hver dag. Desværre mistede jeg hende i juli 2001 da hun døde af kræft. Nogle gange føler jeg mig ensom, men jeg finder styrke i opstandelseshåbet. — Johannes 5:28, 29.

Glad trods prøvelser

Selvom jeg nok har oplevet flere tragedier end de fleste, betragter jeg disse prøvelser som noget der giver mig mulighed for at bevise min tro og loyalitet over for Jehova. (Jakob 1:13) Som en hjælp til at bevare et ligevægtigt syn på mine oplevelser bliver jeg ved med at minde mig selv om at „tid og tilfælde“ berører os alle. (Prædikeren 9:11) Jeg minder også mig selv om at vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“, for menneskene er vilde, voldelige og uden selvbeherskelse. (2 Timoteus 3:1-5) Desuden holder jeg mig også Jobs eksempel for øje. Til trods for at han havde mistet sine børn, sit helbred og sit levebrød, sagde han standhaftigt: „Jehovas navn være velsignet.“ Og Jehova belønnede Job rigt for hans uangribelighed. (Job 1:13-22; 42:12-15) Alle disse tanker fra Bibelen hjælper mig til at bevare glæden trods mine mange trængsler.

Med Jehovas hjælp har jeg altid kunnet sætte ham på førstepladsen i mit liv. Og det at læse dagligt i Bibelen har givet mig stor trøst og styrke til at holde ud. Når jeg vender mig til Jehova i bøn, får jeg „Guds fred, som overgår al forstand“. (Filipperne 4:6, 7) Det giver mig ro i sindet. Min tro er også blevet styrket ved at jeg har overværet og deltaget i de kristne møder. — Hebræerne 10:24, 25.

Jeg er nu kommet op i årene, men jeg er taknemmelig over for Jehova fordi jeg stadig har kræfter til at arbejde sammen med mine trosfæller, studere Bibelen med andre og deltage i forkyndelsen. Når jeg giver af mig selv på disse måder, får jeg kraft til at bekæmpe følelsen af fortvivlelse. Trods livets mange tragedier føler jeg en dyb taknemmelighed over for Jehova. *

[Fodnote]

^ par. 26 To år efter at Enrique Caravaca Acosta indsendte denne beretning, døde han i en alder af 90 år.

[Tekstcitat på side 20]

At læse dagligt i Bibelen har givet mig stor trøst og styrke til at holde ud

[Illustration på side 19]

En af de første gange jeg holder et bibelsk foredrag

[Illustration på side 20]

I forkyndelsen som yngre