Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Om menneskehedens fremtid

Om menneskehedens fremtid

Hvad vi kan lære af Jesus

Om menneskehedens fremtid

Har Jesus lovet at nogle vil komme i himmelen?

Ja, han har! Jesus blev selv oprejst til liv i himmelen for at være i sin Faders nærhed. Men inden han døde og blev oprejst, sagde han til sine 11 trofaste apostle: „I min Faders hus er der mange boliger. . . . Jeg går hen for at berede jer en plads.“ (Johannes 14:2) Det er imidlertid kun få mennesker der vil modtage dette privilegium. Det gjorde Jesus klart da han sagde til sine disciple: „Vær ikke bange, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer riget.“ — Lukas 12:32.

Hvad skal den „lille hjord“ foretage sig i himmelen?

Faderen ønsker at denne lille gruppe sammen med Jesus skal udgøre en himmelsk regering. Hvordan ved vi det? Efter at Jesus blev oprejst, åbenbarede han for apostelen Johannes at et vist antal trofaste mennesker skulle „herske som konger over jorden“. (Åbenbaringen 1:1; 5:9, 10) Det er en virkelig god nyhed. Noget af det menneskeheden trænger mest til, er en god regering. Hvad vil dette styre med Jesus som Hersker kunne udrette? Jesus sagde: „I genskabelsen, når Menneskesønnen sætter sig på sin herligheds trone, skal I som har fulgt mig også selv sidde på tolv troner.“ (Mattæus 19:28) Den regering som Jesus og hans disciple udgør, vil sørge for en ’genskabelse’, eller fornyelse, af de fuldkomne tilstande som de to første mennesker på jorden kunne glæde sig over før de syndede.

Hvilket håb gav Jesus resten af menneskeheden?

Menneskene blev skabt til liv på jorden, i modsætning til Jesus, der blev skabt til liv i himmelen. (Salme 115:16) Således sagde Jesus selv: „I er fra regionerne nedentil; jeg er fra regionerne oventil.“ (Johannes 8:23) Jesus stillede menneskene på jorden en vidunderlig fremtid i udsigt. Han sagde for eksempel: „Lykkelige er de der har et mildt sind, for de vil arve jorden.“ (Mattæus 5:5) Dermed hentydede han til ordene i en inspireret salme: „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred. De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:11, 29.

Det evige liv er altså ikke begrænset til den „lille hjord“ der har himmelsk håb. Jesus talte også om et håb for resten af verdens mange millioner mennesker da han sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16

Hvordan vil Gud fjerne menneskenes lidelser?

Jesus talte om at menneskene ville blive udfriet fra to former for undertrykkelse da han sagde: „Nu fældes der dom over denne verden; nu vil denne verdens hersker blive kastet ud.“ (Johannes 12:31) For det første vil de ugudelige mennesker som er årsag til lidelserne, blive dømt og fjernet. Og for det andet vil Satan blive hindret i at vildlede menneskeheden.

Hvad så med alle dem som har levet ned gennem historien, men er døde uden mulighed for at lære Gud og Kristus at kende og få tro på dem? Da Jesus hang på marterpælen, sagde han til en forbryder på pælen ved siden af sig: „Du skal være med mig i Paradiset.“ (Lukas 23:43) Denne mand, og millioner af andre døde, vil få lejlighed til at lære om Gud når Jesus oprejser ham til et liv i paradis på jorden. Han vil da få mulighed for at være blandt de sagtmodige og retfærdige som arver evigt liv på jorden. — Apostelgerninger 24:15

Flere oplysninger findes i kapitel 3 og 7 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? *

[Fodnote]

^ par. 13 Udgivet af Jehovas Vidner.

[Illustration på side 23]

„De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ — Salme 37:29