Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kan vi tillade os at stille Gud spørgsmål?

Kan vi tillade os at stille Gud spørgsmål?

NOGLE siger at det er forkert at stille Gud spørgsmål. De føler at det er respektløst at spørge hvorfor Gud tillader eller ikke tillader at visse ting sker. Mener du også det?

I så fald vil det måske overraske dig at høre at mange gode mennesker har stillet Gud spørgsmål. Læg mærke til følgende eksempler på spørgsmål som de har stillet:

Den trofaste mand Job: „Hvorfor skjuler du dit ansigt og regner mig for din fjende?“ — Job 13:24.

Den loyale profet Habakkuk: „Hvorfor er du kun tilskuer til dem der handler forræderisk, forholder dig tavs når en ugudelig opsluger en der er mere retfærdig end han?“ — Habakkuk 1:13.

Jesus Kristus: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ — Mattæus 27:46.

Når man læser disse tekster i deres sammenhæng, finder man ingen antydning af at Jehova a Gud følte sig krænket over at få stillet sådanne oprigtige spørgsmål. Det er ikke overraskende at han er så tolerant. Gud har for eksempel ikke noget imod at vi beder ham om at dække vores grundlæggende fysiske behov så vi kan bevare et godt helbred. Han giver os med glæde det vi behøver. (Mattæus 6:11, 33) Han vil også meget gerne fortælle os hvordan vi kan have det godt mentalt og følelsesmæssigt. (Filipperne 4:6, 7) Faktisk sagde Jesus til sine disciple: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer.“ (Mattæus 7:7) Det fremgår af sammenhængen at dette løfte fra Jesus ikke kun drejede sig om dét at få materielle ting, men også om at få svar på vigtige spørgsmål.

Hvis du havde mulighed for at spørge Gud om noget, hvilke af de følgende spørgsmål ville du så stille ham?

  • Er der en mening med mit liv?

  • Hvad sker der når jeg dør?

  • Hvorfor tillader du at jeg rammes af sorg og lidelse?

Eftersom „hele Skriften“, altså Bibelen, „er inspireret af Gud“, er det her du kan finde Guds svar på disse spørgsmål. (2 Timoteus 3:16) Lad os se nærmere på hvorfor nogle har stillet de ovennævnte spørgsmål, og hvad Bibelens svar er.

a Jehova er Guds navn ifølge Bibelen.