Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

 UNDERVIS DINE BØRN

Gud kan føle sig såret — Hvordan vi kan gøre ham glad

Gud kan føle sig såret — Hvordan vi kan gøre ham glad

Har du nogen sinde været så ked af det at du græd?  * Det har vi nok alle sammen prøvet. Måske har nogen sagt noget dårligt om dig som ikke passer. Det gør dig ked af det, ikke? — Gud bliver også ked af det når nogen lyver om ham. Lad os snakke lidt om det og se hvordan vi kan glæde Gud i stedet for at gøre ham ked af det.

Bibelen fortæller at nogle mennesker „sårede“ Gud selvom de sagde at de elskede ham. Ja, de „bedrøvede“ ham. Lad os se hvorfor Jehova bliver ked af det når vi ikke gør hvad han siger.

De to første mennesker Jehova skabte, gjorde ham meget, meget ked af det. De blev sat i et paradis på jorden der hed „Edens have“. Hvem var de to mennesker? — Det var Adam og Eva. Nu skal du høre hvad det var de gjorde der sårede Jehova så meget.

Efter at Jehova havde sat dem i haven, sagde han til dem at de skulle passe den. Han fortalte dem også at de kunne få børn og bo sammen i haven uden nogen sinde at skulle dø. Men før Adam og Eva fik børn, skete der noget frygteligt. Ved du hvad det var? — En engel fik først Eva og bagefter Adam til at gøre oprør mod Jehova. Hør engang hvordan det skete.

Englen fik det til at se ud som om slangen talte. Eva kunne godt lide det hun hørte — slangen sagde nemlig at hun ville „blive som Gud“. Så hun gjorde det slangen opfordrede hende til. Ved du hvad det var? 

 Eva spiste af det træ Jehova havde sagt til Adam at de ikke måtte spise af. Før Gud skabte Eva, havde han sagt til Adam: „Af alle træer i haven kan du frit spise. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“

Eva kendte godt den lov. Men hun blev ved med at se på træet, og hun så at det „var godt at spise af og at det var noget øjnene længtes efter ... Så hun tog af dets frugt og gav sig til at spise den.“ Senere gav hun frugten til Adam, og „han gav sig til at spise den“. Ved du hvorfor han gjorde det? — Det var fordi Adam elskede Eva mere end han elskede Jehova. Han ville hellere glæde hende end han ville glæde Gud. Men det er vigtigere at adlyde Jehova end at adlyde nogen som helst anden!

Kan du huske den slange der talte til Eva? Ligesom et menneske kan få en dukke til at se ud som om den taler, var der en der fik det til at se ud som om slangen talte. Hvem var det der sagde noget gennem slangen? — Det var „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan“.

Ved du hvordan du kan gøre Jehova glad? — Det kan du ved altid at prøve at adlyde ham. Satan siger at han kan få alle til at gøre hvad han vil have. Så Jehova tilskynder os: „Vær vís, min søn [eller datter], og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ Satan smæder, eller håner, Jehova. Han siger at han kan få alle til at lade være med at tjene Gud. Du kan glæde Jehova ved at gøre alt hvad du kan for at adlyde og tjene ham! Vil du det? 

^ par. 3 Hvis du læser denne artikel sammen med et barn, hold da en pause i oplæsningen når der er en tankestreg efter et spørgsmål, så barnet kan svare.