Ifølge Bibelen blev aloe brugt til at parfumere tøj og senge. (Salme 45:8; Ordsprogene 7:17; Højsangen 4:14) Den aloe der nævnes i Bibelen, kom sandsynligvis fra ørnetræet (slægten Aquilaria). Efterhånden som træet nedbrydes, afgiver det en velduftende olie og harpiks. Træet blev malet til pulver og derefter solgt som „aloe“.

I Bibelen sammenlignes Israels telte med „aloeplanter Jehova har plantet“. (4 Mosebog 24:5, 6) Dette kan hentyde til faconen på ørnetræet, som er bredkronet og kan blive 30 meter højt. Træet findes ikke i Israel i dag, men opslagsværket A Dictionary of the Bible siger at „det ikke kan udelukkes at dette og andre træer som nu er ukendte i [området], blev dyrket i den dengang velstående og tætbefolkede Jordandal“.

Ifølge Moseloven skulle alle de ofre der blev bragt i templet, være af den bedst mulige kvalitet. Gud ville kun acceptere ofre som var uden fejl. (2 Mosebog 23:19; 3 Mosebog 22:21-24) Ifølge den jødiske forfatter Filon fra det 1. århundrede undersøgte datidens præster dyrene „fra hoved til fod“ for at sikre sig at de på alle måder var sunde og raske og „uden nogen form for fejl eller mangler“.

Forskeren E.P. Sanders skriver at det muligvis forholdt sig sådan at tjenstgørende i templet „bemyndigede troværdige forhandlere af offergaver til kun at sælge dyr som præsterne først havde besigtiget. Sælgeren skulle da give køberen en eller anden form for bevis på at offerdyret var fejlfrit.“

I 2011 fandt arkæologer netop et sådant bevis i nærheden af templet — et lersegl på størrelse med en mønt som er blevet dateret til et tidspunkt mellem det 1. århundrede f.v.t. og år 70 e.v.t. Inskriptionen består af to ord på aramæisk som er blevet oversat „ren for Gud“. Man mener at tjenstgørende ved templet fastgjorde sådanne beviser til produkter der skulle anvendes rituelt, eller til de dyr der skulle ofres.