Om henrettelsen af Jesus og de to forbrydere siges der i en af evangelieberetningerne at ’jøderne anmodede Pilatus om at få de pælfæstedes ben brækket og legemerne fjernet’. — Johannes 19:31.

Ifølge jødisk lov måtte liget af en forbryder ikke hænge „natten over på pælen“. (5 Mosebog 21:22, 23) Jøderne anvendte øjensynlig samme regel når det gjaldt en person som romerne havde henrettet på en pæl. I tilfældet med Jesus og de to forbrydere ville dét at deres ben blev brækket, fremskynde deres død således at de kunne blive begravet inden sabbatten begyndte ved solnedgang.

Ved mange af sådanne henrettelser blev forbryderen fastgjort til pælen med nagler der blev slået gennem hænderne og fødderne. Når pælen blev rejst op, kom hele hans legeme til at hænge på naglerne, hvilket har medført ulidelige smerter. For at kunne trække vejret har han måttet hæve sig op ved at støde fra med sine mishandlede fødder. Men det ville han ikke have kunnet gøre hvis benene var blevet brækket. Døden som følge af kvælning — eller chok — ville hurtigt indtræde.

Slyngen var det våben David brugte da han fældede kæmpen Goliat. David havde tilsyneladende lært at bruge den allerede som hyrdedreng. — 1 Samuel 17:40-50.

Man kan se slynger afbildet i både egyptisk og assyrisk kunst fra bibelsk tid. Dette våben bestod af en åben lomme af skind eller klæde hvortil der var fastgjort to remme eller snore. I denne lomme lagde slyngekasteren en glat eller afrundet sten der målte mellem 5 og 8 centimeter i diameter og vejede omkring 250 gram. Han svingede da slyngen over hovedet, hvorefter han gav slip på den ene af snorene og sendte stenen af sted med stor kraft og nøjagtighed.

Ved udgravninger i Mellemøsten har man fundet et stort antal stenslynger fra krige i oldtiden. Dygtige krigere kunne sende en sten af sted med en hastighed på mellem 160 og 240 kilometer i timen. Forskere er uenige om hvorvidt slyngen havde samme rækkevidde som en bue, men en slynge kunne bestemt være lige så dødbringende. — Dommerne 20:16.