TURISTERNE var blevet sultne. Efter at have besøgt de historiske steder i Betlehems gamle bydel havde de nu fået en glubende appetit og ville gerne prøve at smage nogle lokale retter. En af dem fik øje på en restaurant hvor man kunne få falafler, som er boller af mosede kikærter, serveret med tomater, løg, andre grøntsager og pitabrød. Det lille, lækre måltid gav dem fornyet energi til at fortsætte på deres rundtur.

Hvad disse gæster ikke vidste, var at det at spise helt almindelige pitabrød måske var den oplevelse den dag der havde rødder længst tilbage i historien. Navnet Betlehem betyder „brødhus“, og man har bagt brød i området i tusinder af år. (Rut 1:22; 2:14) I dag er pitabrød et af den slags brød man typisk bager i Betlehem.

For næsten fire tusind år siden, lidt syd for Betlehem, bagte Abrahams kone, Sara, brød for at bespise tre uventede gæster. (1 Mosebog 18:5, 6) Det ’fine mel’ hun brugte, kan have været mel af emmerhvede eller byg. Sara måtte hurtigt lave dejen til brødene og har sikkert bagt dem på glohede sten. — 1 Kongebog 19:6.

Som det fremgår af beretningen bagte Abrahams familie sit eget brød. Livet som nomader betød at Sara og hendes tjenestepiger sandsynligvis ikke kunne bage brød i den slags ovne man normalt brugte i Ur, hendes hjemby. Hun malede fint mel af det korn hun kunne få i lokalområdet. Dette slidsomme arbejde blev udført med en transportabel håndkværn og muligvis en morter og støder.

Fire hundrede år senere var det ifølge Moseloven forbudt at tage en håndkværn som pant, da den var „midlet til livets opretholdelse“. (5 Mosebog 24:6, fodnote) Gud anså en håndkværn for at være af stor betydning, for uden den kunne en familie ikke bage deres daglige brød. — Se rammen „ Hvordan man malede korn og bagte brød på Bibelens tid“.

Bibelen omtaler brød cirka 350 gange, og bibelskribenterne brugte ofte ordet brød som et synonym for mad. Jesus nævnte at de der tjener Gud, med tillid kan bede: „Giv os i dag vort brød for denne dag.“ (Mattæus 6:11) Her bruges ordet brød for mad i almindelighed, og Jesus viser på den måde at vi kan have tillid til at Gud vil sørge for at vi får mad hver dag. — Salme 37:25.

Der er dog noget som er vigtigere end brød, eller mad. „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund,“ sagde Jesus. (Mattæus 4:4) Hans udtalelse refererede til en tid da israelitterne var fuldstændig afhængige af det Gud gav dem. Den tid begyndte ikke længe efter at israelitterne havde forladt Egypten. De havde befundet sig i Sinaj Ørken i hen ved en måned, og deres forsyning af føde var ved at slippe op. Af frygt for at dø af sult i den golde ørken sagde de klagende at de i Egypten ’havde spist brød til de var mætte’. — 2 Mosebog 16:1-3.

Brødet i Egypten smagte uden tvivl rigtig godt. På Moses’ tid sørgede professionelle bagere for at egypterne havde et bredt udvalg af brød og kager. Jehova havde ikke tænkt sig at hans folk skulle undvære enhver form for brød. „Se, jeg lader brød regne ned til jer fra himmelen,“ lovede  han. Og ganske rigtigt, tidligt om morgenen lå dette brød fra himlen som „noget fint skælagtigt noget“ på jorden. Det lignede dug eller rim. „Hvad er det?“ spurgte israelitterne første gang de så det. „Det er det brød som Jehova har givet jer til føde,“ forklarede Moses. De kaldte det manna, * og dette brød holdt dem i live de næste 40 år. — 2 Mosebog 16:4, 13-15, 31.

Den mirakuløse manna må i begyndelsen have gjort stort indtryk på israelitterne. Den smagte som „flade kager med honning“, og der var rigeligt til alle. (2 Mosebog 16:18) Men som tiden gik, begyndte de at savne de mange forskellige fødevarer de havde kunnet få i Egypten. „Vi ser ikke andet end manna,“ klagede de. (4 Mosebog 11:6) Senere gav de udtryk for deres vrede ved at sige: „Vores sjæl ledes ved dette elendige brød.“ (4 Mosebog 21:5) De kunne ikke længere fordrage ’brødet fra himmelen’. — Salme 105:40.

Brød kan altså, ligesom mange andre ting, let tages for givet. Men Bibelen taler om en særlig form for brød man ikke skal underkende betydningen af. Dette brød, som Jesus sammenlignede med den manna israelitterne så utaknemmeligt havde vrænget ad, kan være til evigvarende gavn.

„Jeg er livets brød,“ sagde Jesus til sine tilhørere. „Jeres forfædre spiste mannaen i ørkenen og døde dog. Dette er det brød som kommer ned fra himmelen, for at enhver kan spise af det og ikke dø. Jeg er det levende brød der er kommet ned fra himmelen; hvis nogen spiser af dette brød skal han leve evigt; og det brød jeg giver, ja, det er mit kød til liv for verden.“ — Johannes 6:48-51.

Mange af Jesu tilhørere forstod ikke hans billedsprog da han talte om „brød“ og „kød“. Ikke  desto mindre var det et meget passende billede. Bogstaveligt brød var med til dagligt at opretholde livet for jøderne, på samme måde som mannaen havde gjort det for israelitterne i 40 år i ørkenen. Mannaen var en gave fra Gud, men den kunne ikke give mennesker evigt liv. Jesu offer, derimod, åbner mulighed for at de der tror på ham, får en sådan belønning. Han er virkelig „livets brød“.

Når du bliver sulten, tager du dig måske en skive brød. Og det kan også være at du takker Gud for det „daglige brød“. (Mattæus 6:11, da. aut.) Men selvom vi sætter stor pris på bogstaveligt brød, må vi aldrig glemme betydningen af „livets brød“, Jesus Kristus.

Hvordan kan vi vise at vi i modsætning til de utaknemmelige israelitter på Moses’ tid ikke tager dette dyrebare brød for givet? „Hvis I elsker mig, vil I holde mine bud,“ sagde Jesus. (Johannes 14:15) Ved at holde Jesu bud kan vi få mulighed for at glæde os over at spise brød i al evighed. — 5 Mosebog 12:7.