HVIS du er en far eller mor, kan du så sætte dig ind i de ovennævnte følelser? Når du oplever situationer som disse, spekulerer du så på hvordan du skal irettesætte dit barn — eller om du overhovedet skal gøre det? Er det forkert at irettesætte sine børn?

Bibelen bruger ofte ordet tugt når den taler om irettesættelse. Tugt er ikke bare et andet ord for straf. Det sigter primært til belæring, undervisning og retledning. Det forbindes aldrig med mishandling eller grusomhed. — Ordsprogene 4:1, 2.

Forældres retledning af deres børn kan sammenlignes med havedyrkning. En gartner bearbejder jorden, vander og gøder planterne og beskytter dem mod skadedyr og ukrudt. Efterhånden som planterne gror, skal gartneren måske beskære dem for at få dem til at vokse i den rigtige retning. Han er klar over at han skal bruge en nøje afstemt kombination af forskellige metoder for at få en sund plante. Forældre hjælper ligeledes deres børn på mange forskellige måder. Nogle gange kan det dog være nødvendigt at de irettesætter dem. Ved at gøre det kan de måske, ligesom når en gartner beskærer en plante, rette forkerte tendenser hos børnene på et tidligt tidspunkt og hjælpe dem til at udvikle sig i den rigtige retning. Når man beskærer en plante, skal man gøre det nænsomt så den ikke lider varig skade. Når forældre irettesætter deres børn, bør de ligeledes gøre det nænsomt og i kærlighed.

Bibelens Gud, Jehova, er et enestående eksempel for forældre. Når han korrigerer sine trofaste tjenere, gør han det på så virkningsfuld og god en måde at de ligefrem kommer til at „elske tugt“. (Ordsprogene 12:1) De ’griber fat om tugten’ og ’slipper den ikke’. (Ordsprogene 4:13) I kan hjælpe jeres barn til at reagere positivt på irettesættelse ved nøje at efterligne tre faktorer som kendetegner Guds retledning: Den er: (1) kærlig, (2) rimelig og (3) konsekvent.

Den form for irettesættelse Gud giver, er grundlagt på og motiveret af kærlighed. Bibelen siger: „Jehova retleder den han elsker, som en fader den søn han holder af.“ (Ordsprogene 3:12) Jehova er også „barmhjertig og nådig“ og „sen til vrede“. (2 Mosebog 34:6) Af den grund er han aldrig grov eller grusom. Han tyr heller aldrig til hårde ord, konstant kritik eller bidende sarkasme, der alt sammen kan føles som „sværdhug“. — Ordsprogene 12:18.

Det er sandt at forældre ikke til fulde kan efterligne Guds fuldkomne eksempel i selvbeherskelse. Nogle gange føler du sikkert at din tålmodighed bliver prøvet til det yderste, men det er vigtigt at huske at straf der gives i vrede, ofte vil være for hård eller virke mod hensigten. Desuden er straf der kommer af vrede eller frustration, slet ikke irettesættelse. Det er bare mangel på selvbeherskelse.

I modsætning hertil fører irettesættelse der gives på en rolig måde og i kærlighed, som regel til gode resultater. Hør hvordan George og Nicole, to af de forældre der omtales i indledningen, greb tingene an.

„Da Jordan endelig kom hjem, var min kone og jeg ved at koge over af vrede, men vi beherskede os mens vi lyttede til hans forklaring. Klokken var mange, så vi blev enige om at vente til næste dag med at tale om det. Vi bad en bøn sammen og gik i seng. Dagen efter havde vi meget lettere ved stille og roligt at drøfte tingene og at nå vores søns hjerte. Han accepterede vores restriktioner og undskyldte sin opførsel. Vi har indset at det giver bagslag at reagere med det samme når man er oprørt. Det går som regel meget bedre når man giver sig tid til at lytte først.“ — George.

„Jeg blev rasende da jeg så hvor slem min søn havde været over for sin søster. I stedet for at reagere med det samme sendte jeg ham ind på hans værelse fordi jeg var for vred til at træffe en fornuftig beslutning. Senere, da jeg var faldet ned igen, forklarede jeg ham med fasthed i stemmen at man ikke må slå andre, og at det virkelig havde gjort ondt på hans søster. Det virkede godt. Han undskyldte over for sin søster og gav hende et knus.“ — Nicole.

Ja, den rigtige form for irettesættelse, selv når den indbefatter en straf, er altid motiveret af kærlighed.

Når Jehova tugter, gør han det altid „i passende omfang“. (Jeremias 30:11; 46:28) Han tager alle forhold i betragtning, også det der ikke er så tydeligt. Hvordan kan forældre gøre det samme? Stephen, der citeres i begyndelsen af artiklen, siger: „Selvom vi var meget skuffede over Natalie og ikke kunne forstå hvorfor hun så hårdnakket blev ved med at benægte at hun havde stjålet ringen, forsøgte vi at tage hensyn til hendes alder og grad af modenhed.“

Nicoles mand, Robert, prøver også at tage alle omstændigheder i betragtning. Når hans børn er uartige, spørger han sig selv: ’Er dette en enkeltstående episode eller et tilbagevendende problem? Er barnet træt eller utilpas? Eller ligger der noget helt andet til grund for barnets opførsel?’

Forældre der er rimelige, husker også på at børn ikke er små voksne. Den kristne apostel Paulus erkendte dette da han skrev: „Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig, at tænke som en mindreårig.“ (1 Korinther 13:11) Robert siger: „Noget der hjælper mig til at se tingene i det rette perspektiv og at undgå at overreagere, er at minde mig selv om hvordan jeg var som dreng.“

Det er vigtigt at I forældre har realistiske forventninger til jeres barn samtidig med at I ikke retfærdiggør eller ser gennem fingre med en forkert adfærd eller indstilling. Ved at tage jeres barns evner, begrænsninger og andre forhold i betragtning, sikrer I jer at jeres måde at irettesætte på er ligevægtig og rimelig.

„Jeg er Jehova; jeg har ikke forandret mig,“ står der i Malakias 3:6. Guds tjenere føler sig trygge fordi de ved dette. Børn har også brug for trygge, faste rammer. Hvis forældrenes normer skifter alt efter deres humør, kan det gøre deres barn forvirret og usikkert.

Husk Jesu ord: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ Dette gælder også i børneopdragelse. (Mattæus 5:37) Tænk jer godt om inden I kommer med et ultimatum I ikke har tænkt jer at følge op på. Hvis I advarer jeres barn om at det vil indebære en straf hvis det ikke opfører sig ordentligt, skal I sørge for at gøre som I har sagt.

For at forældre kan være konsekvente i deres opdragelse, må de kommunikere godt indbyrdes. Robert forklarer: „Hvis vores børn får mig til at sige ja til noget som min kone har sagt nej til, ændrer jeg min beslutning for at bakke hende op.“ Når forældre er uenige om hvordan de skal tackle en bestemt situation, er det bedst at de taler sammen under fire øjne og når frem til en fælles beslutning.

Hvis I efterligner Jehovas kærlige, rimelige og konsekvente måde at irettesætte på, kan I være sikre på at det vil gavne jeres børn. Jeres kærlige vejledning kan hjælpe dem til at blive modne, ansvarsbevidste og ligevægtige voksne. Det er som Bibelen siger: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ — Ordsprogene 22:6.