Romersk statsborgerskab sikrede en person visse rettigheder og privilegier uanset hvor vedkommende befandt sig i Romerriget. En romersk borger var underlagt romersk lov og ikke de love der gjaldt i byerne i provinserne. Hvis en borger blev anklaget, kunne han lade sig retsforfølge i overensstemmelse med den lokale lov, men han bevarede stadig retten til at blive hørt af en romersk domstol. I tilfælde af dødsstraf havde han ret til at appellere til kejseren.

På grundlag af sådanne rettigheder har Cicero, en romersk statsmand fra det første århundrede før vor tidsregning, udtalt: “Det er en forbrydelse at binde en romersk borger; at piske ham er ondskab; at lade ham lide døden er næsten som at begå fadermord”, altså myrde en af sine forældre eller en nær slægtning.

Apostlen Paulus forkyndte flittigt i hele Romerriget. Han gjorde brug af sine rettigheder som romersk borger ved tre lejligheder der er omtalt i Bibelen: (1) Han oplyste de øverste i byen Filippi om at de havde krænket hans rettigheder ved at prygle ham. (2) Han påberåbte sig sin status for at undgå at blive pisket i Jerusalem. (3) Han appellerede sin sag til kejseren i Rom så den kunne blive afgjort direkte af ham. – Apostelgerninger 16:37-39; 22:25-28; 25:10-12.

Patriarken Jakob vogtede sin onkel Labans hjorde i 20 år. I de første 14 år tjente han hos Laban for hans to døtre, som var blevet hans hustruer, og i de sidste 6 år fik han sin løn i form af dyr. (1 Mosebog 30:25-33) “Aftaler i forbindelse med hyrdearbejde, som for eksempel dem der var indgået mellem Laban og Jakob, må have været noget som de der i oldtiden nedskrev og læste den bibelske tekst, var meget fortrolige med,” siger Biblical Archaeology Review.

Gamle kontrakter som er blevet udgravet i Nuzi, Larsa og andre steder i nutidens Irak, omtaler sådanne aftaler. En typisk kontrakt løb fra den ene årlige klipning til den næste. Hyrderne påtog sig ansvaret for at sørge for et bestemt antal dyr der var opført på lister efter køn og alder. Et år efter modtog ejeren et fastsat minimum af uld, mælkeprodukter, unge dyr og så videre. Alt hvad der derudover var produceret, tilkom hyrden.

Væksten i hjordens størrelse afhang af det antal moderfår hyrden havde fået betroet. Man forventede at et hundrede moderfår almindeligvis fik 80 levende lam. Hyrden måtte erstatte et eventuelt underskud, eller tab. Han havde således stærke grunde til at tage sig godt af alle de dyr der var betroet ham.