I begyndelsen af 1930’erne var Jehovas Vidners forkyndelsesarbejde endnu ikke nået til Indonesien, Malaysia og det der i dag hedder Papua Ny Guinea. Hvordan skulle den gode nyhed nå ud til disse områder? For at imødekomme behovet købte Afdelingskontoret i Australien (der nu hedder Afdelingskontoret i Australasien) et 52-fods tomastet sejlskib, en såkaldt ketch. Skibet kom til at hedde Lightbearer, der betyder “Lysbærer”, fordi besætningen bestod af pionerer a der skulle sejle ud og forkynde sandhedens klare lys i fjerne lande. – Matthæus 5:14-16.

 I februar 1935 tog de syv brødre afsted fra Sydney på Australiens østkyst med kurs nordpå mod Port Moresby på Ny Guinea. Undervejs fangede de fisk som de supplerede med de madvarer de købte når de lagde til i forskellige havne for at tanke og få foretaget reperationer på skibet. Den 10. april 1935 stævnede de ud fra Cooktown, Queensland. De sejlede for motor da de skulle til at passere det farefulde koralrev Great Barrier Reef. Men motoren begyndte at lyde mærkeligt, og de var nødt til at slukke den. Skulle de vende om eller fortsætte mod Ny Guinea? Skibets kaptajn, Eric Ewins, sagde at besætningen “ikke var meget for at vende om”. Så Lightbearer fortsatte ufortrødent og kom sikkert i havn i Port Moresby den 28. april 1935.

 Mens en mekaniker kiggede på motoren, gik besætningen i land for at forkynde den gode nyhed i Port Moresby. En af dem, Frank Dewar, der blev beskrevet som “en sej pionerbror”, gik dog sine egne veje. Han har fortalt at han ‘tog en stak bøger og gik ind i landet, sikkert 30 kilometer eller mere, og besøgte dem der boede der’. På vej tilbage til skibet tog han imidlertid en anden rute der førte ham igennem en flod fyldt med krokodiller. Men han var forsigtig og kom uskadt tilbage. Brødrenes indsats i dette distrikt gav gode resultater, for nogle af dem der tog imod bibelsk læsestof, blev senere Jehovas Vidner.

 Da motoren var blevet repareret, sejlede Lightbearer videre fra Port Moresby mod øen Java i Hollandsk Indien (det nuværende Indonesien). Efter at besætningen havde gjort flere holdt for at købe forsyninger, anløb skibet Batavia (nu Jakarta) den 15. juli 1935.

 Her afmønstrede bror Charles Harris for at blive på øen, hvor han med stor iver forkyndte den gode nyhed. b “På den tid,” sagde han, “bestod vores arbejde hovedsageligt i at afsætte bibelske publikationer for så at begive os videre til den næste by. Jeg havde læsestof på arabisk, kinesisk, hollandsk, engelsk og indonesisk med mig, og folk tog med glæde imod vores litteratur, så jeg spredte op mod 17.000 publikationer om året.”

 Charles’ iver gik ikke ubemærket hen. Engang var der en hollandsk embedsmand der spurgte en anden forkynder på øen hvor mange Jehovas Vidner der arbejdede i den østlige del af Java, altså der hvor Charles opholdt sig. “Kun én,” svarede broren. “Vil du have jeg skal tro på det?” sagde embedsmanden skarpt. “Du må da have en hel hær dernede at dømme efter alle de publikationer der bliver delt ud.”

 Fra Indonesien sejlede Lightbearer mod Singapore med ankomst den 7. august. Hver gang brødrene lagde til et nyt sted, afspillede de foredrag ved hjælp af skibets forstærker og højttalere. Det var en forkyndelsesmetode der ofte tiltrak stor opmærksomhed. I avisen Singapore Free Press kunne man for eksempel læse at “en høj røst tordnede hen over vandene ... onsdag aften”. Og videre stod der: “Det var et enestående foredrag ... der blev udsendt ... fra tomasteren ‘Lightbearer’, der har afspillet program[mer] fra Watch Tower i Singapore siden sin ankomst fra Australien.” Avisen nævnte også at “hvis vejret er godt, kan disse programmer tydeligt høres på vandet ... tre-fire kilometer væk”.

 I Singapore forlod Frank Dewar skibet for at begynde i sin nye opgave. Her er hvad han har sagt om sin afsked med Lightbearer: “Vi udførte vores pionertjeneste i Singapore mens vi boede på skibet. Da tiden kom for at Lightbearer skulle sejle videre, sagde Eric Ewins noget der kom helt bag på mig. Han sagde: ‘Nå, Frank, du har selv sagt at du har valgt Siam som dit distrikt. Vi kommer ikke tættere på end det her. Så, afsted med dig!’ Jeg gispede: ‘Men jeg ved jo knap nok hvordan jeg kommer til Siam herfra!’” Eric fortalte Frank at han kunne komme dertil med tog fra Kuala Lumpur, i det der i dag hedder Malaysia. Lydigt begav Frank sig mod Kuala Lumpur, og nogle måneder senere ankom han til Siam (nu Thailand). c

 Nu sejlede Lightbearer op langs Malaysias vestkyst og lagde til i Johore Bahru, Muar, Malacca (nu Melaka), Klang, Port Swettenham (nu Port Klang) og Penang. I hver havn afspillede brødrene bibelske foredrag fra skibet. “En flyvende tallerken kunne næppe have vakt større interesse,” fortalte en søster ved navn Jean Deschamp, der tjente i Indonesien på det tidspunkt. Når foredraget var færdigt, gik besætningen i land og tilbød litteratur til dem der viste interesse.

 Fra Penang krydsede skibet Malaccastrædet for at komme til Medan på Sumatra (nu en del af Indonesien). Eric Ewins har sagt: “Medan var et spændende og dejligt distrikt, og den gode nyhed mødte mange lyttende ører her.” Brødrene afsatte omkring 3.000 publikationer i det område.

 På Lightbearers kurs sydpå forkyndte brødrene i de større havne på Sumatras østkyst. I november 1936 lagde de igen til i Singapore, og Eric Ewins forlod skibet. Nogle uger senere blev han gift med Irene Struys, en søster der boede i Singapore, og sammen fortsatte de deres pionertjeneste på Sumatra. Men nu stod Lightbearer uden kaptajn!

 Skibets nye kaptajn var en erfaren navigatør ved navn Norman Senior, der ankom fra Sydney i januar 1937. Fra Singapore satte besætningen sejl mod Borneo og Celebes (nu Sulawesi), hvor brødrene forkyndte vidt og bredt, ja, faktisk så langt som 480 kilometer ind i landet.

 Da Lightbearer kom i havn i Samarinda på Borneo, ville havnefogeden ikke tillade brødrene at forkynde for de lokale. Men da Norman forklarede hvad forkyndelsesarbejdet gik ud på, ændrede manden holdning og tog endda imod noget litteratur.

 Ved en anden lejlighed var der en præst der inviterede Norman til at holde en prædiken i hans kirke. Men i stedet for selv at holde et foredrag afspillede Norman fem bibelske grammofonforedrag. Præsten syntes godt om dem og tog også imod noget læsestof som han ville give til sine venner. Generelt var præsterne dog ikke glade for Jehovas Vidners arbejde. Brødrenes ivrige forkyndelse gjorde dem faktisk så vrede at de til sidst pressede myndighederne til at forbyde Lightbearer at lægge til i andre havne.

 På grund af forbuddet sejlede Lightbearer tilbage til Australien i december 1937. Besætningen gik i land i Sydney så de kunne overvære Jehovas Vidners stævne i april 1938. Det var mere end tre år efter at Lightbearer drog ud fra Sydney. I begyndelsen af 1940’erne – umiddelbart efter at Jehovas Vidners arbejde blev underlagt forbud i Australien – blev skibet solgt. “Hun havde virkelig tjent sit formål,” sagde bror Ewins om Lightbearer og beskrev sin tid på skibet som ‘de lykkeligste år i sit liv’.

 Besætningen på Lightbearer såede Rigets korn i et enormt område med en stor befolkning. Og på trods af modstand bar deres arbejde efterhånden frugt. (Lukas 8:11, 15) I de lande som disse modige pionerer forkyndte i, er der nu mere end 40.000 brødre og søstre! Sikke nogle fantastiske resultater der kom i kølvandet på dette skib og dets besætning, der sørgede for at sandhedens klare lys blev bragt ud til fjerne egne.