Brødrene havde faktisk god grund til at tvivle på at jeg kunne klare at være pioner. Jeg var overhovedet ikke åndeligsindet. Jeg kunne ikke lide at gå ud og forkynde – jeg bad til Gud om at det måtte blive regnvejr om søndagen så jeg kunne slippe for det. Når jeg endelig kom ud i tjenesten, tilbød jeg bare et par blade. Bibelen brugte jeg aldrig i forkyndelsen. Min søde mor bestak mig for at få mig til at tage en elevopgave i menigheden. Jeg læste ikke ret meget og havde slet ikke nogen åndelige mål.

 Den sommer blev der holdt et sektionsstævne (i dag kalder vi det et regionalstævne) i Cardiff i Wales. Her ændrede mit liv sig totalt. I et af foredragene stillede taleren nogle retoriske spørgsmål der lød nogenlunde sådan her: “Er du indviet og døbt?” ‘Ja,’ svarede jeg for mig selv. “Har du lovet at tjene Jehova med hele dit hjerte og sind, hele din sjæl og styrke?” ‘Ja.’ “Har du nogen helbredsproblemer eller familieforpligtelser der gør at du ikke kan være pioner?” ‘Næ.’ “Er der nogen som helst grund til at du ikke kan være pioner?” ‘Nej.’ “Hvis du svarede nej på det sidste spørgsmål, hvorfor er du så ikke pioner?”

 Der gik simpelthen et lys op for mig. ‘Jeg spilder jo mit liv!’ sagde jeg til mig selv. ‘Jeg holder ikke det jeg lovede da jeg indviede mig. Jeg tjener ikke Jehova af hele min sjæl.’ Hvis jeg regnede med at Jehova ville holde det han havde lovet mig, måtte jeg også holde det jeg havde lovet ham, tænkte jeg. I oktober 1956 begyndte jeg derfor som feriepioner, det vi i dag kalder hjælpepioner.

 Året efter blev jeg almindelig pioner og flyttede til en menighed hvor der kun var 19 forkyndere. Lige fra jeg ankom, fik jeg punkter på møderne hver uge. Tålmodige brødre hjalp mig med indholdet og fremholdelsen af de foredrag jeg skulle holde. To år senere, i 1959, blev jeg udnævnt til specialpioner og sendt til Aberdeen, langt oppe i Skotland. Efter nogle få måneder dér blev jeg så bedt om at komme til Betel i London, og jeg havde det privilegium at arbejde i trykkeriet i de syv år jeg var på Betel.

 Livet på Betel var skønt, men jeg havde også trang til at være mere med i den direkte forkyndelse. Jeg var ung og rask og parat til at blive brugt af Jehova hvor som helst. I april 1965 ansøgte jeg derfor om at komme på Gileadskolen for at blive uddannet til missionær.

 Samme år besluttede min værelsesmakker og jeg at tage en tur til Berlin for at overvære et stævne og for at se Berlinmuren, der var blevet bygget nogle få år før.

 En dag under stævnet fik vi mulighed for at være med i forkyndelsen. Jeg blev sat til at følges med Susanne Bandrock – og året efter blev vi gift! Det var i 1966, og to år senere blev vi indbudt til at være med i Gileads 47. klasse. Sikke en velsignelse! De fem måneder med undervisning gik alt for hurtigt. Vi fik så til opgave at være missionærer i Zaire, som nu hedder Den Demokratiske Republik Congo. Det var noget af et chok. Vi vidste ikke ret meget om landet, så vi var nervøse, men vi tog imod opgaven og lagde vores liv i Jehovas hænder.

 Efter mange timers ventetid i forskellige lufthavne og mange timer i luften landede vi i den lille mineby Kolwezi. Men vi så ingen venlige ansigter, og vi spekulerede på hvorfor der ikke var kommet nogen for at møde os. Senere fandt vi ud af at det telegram der gav vennerne besked om hvornår vi ville lande, ankom to dage senere end os selv. En lufthavnsbetjent kom hen til os og sagde et eller andet på fransk, men vi forstod ikke fransk. En dame der stod foran os, vendte sig om og oversatte: “Han siger at I er blevet arresteret.”

 Betjenten der havde arresteret os, gik ud og tvang en mand til at tage os med i sin bil, som var en faldefærdig topersoners sportsvogn med hækmotor. På en eller anden måde fik betjenten skruet både sig selv og bilens ejer foruden Susanne og mig ned på sæderne. Det må have lignet noget fra en komisk film da vi kom humpende afsted på den hullede vej, mens bagagerummet med åben hjelm foran fik bilen til at minde om en stor fisk der tyggede på vores bagage.

 Vi kørte afsted mod missionærhjemmet. Hvor det lå, vidste vi ikke – men det gjorde betjenten. Der var ingen hjemme, og dørene var låst. Alle missionærerne var væk, enten til et internationalt stævne eller på ferie. Der stod vi så i den bagende sol og anede ikke hvad vi skulle gøre. Efter et stykke tid kom der en lokal bror. Da han så os, lyste han op i et stort smil, og så følte vi os straks bedre tilpas. Broren kendte godt betjenten, som åbenbart regnede med at få nogle penge af os. Efter at vores bror havde snakket lidt frem og tilbage med ham, gik han, og så kunne vi flytte ind.

 Vi opdagede hurtigt at folk i det land vi var kommet til, var glade og venlige men havde haft det hårdt. Landet havde været plaget af uro, oprør og vold i de sidste ti år. I 1971 mistede Jehovas Vidner den status de havde haft som anerkendt trossamfund. Vi spekulerede meget på hvordan vi skulle klare os.

 Men tiden var ikke inde til at holde sig tilbage, eller unddrage sig, på grund af frygt. Det var der heller ikke mange af de lokale brødre og søstre der gjorde, til trods for at man udsatte dem for et kraftigt pres for at de skulle opgive deres kristne neutralitet. Man ville tvinge dem til at gå med et medlemskort til et politisk parti og sætte en lille nål med partiets mærke på deres tøj. Hvis de ikke havde partinålen på, kunne de ikke få hjælp fra det offentlige, og de blev chikaneret af soldater og politifolk. Brødrene mistede deres arbejde, og børnene blev bortvist fra deres skole. Flere hundrede brødre kom i fængsel. Det var en meget svær tid, men vores brødre og søstre fortsatte modigt med at forkynde den gode nyhed.

 I de år brugte Susanne og jeg det meste af vores tid på at rejse rundt i landdistrikter i kreds- og områdetjenesten. Ude i landsbyerne var udfordringerne store og sommetider helt overvældende. I de små stråtækte hytter var der dårligt nok plads til at vi kunne ligge ned. Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange jeg slog hovedet når jeg gik ind gennem en ganske lille dør. Vi vaskede os i vand der var hentet fra floder og bække. Om aftenen læste vi ved skæret af stearinlys. Maden blev tilberedt over trækulsild. Men vi tog det som noget helt naturligt at missionærlivet formede sig på den måde. Det var det vi var kommet for, og vi følte at vi var helt ude i fronten af den teokratiske tjeneste.

 Det at bo hos lokale familier af Jehovas Vidner lærte os at værdsætte ting man ellers let tager for givet: mad, vand, tøj og tag over hovedet. (1. Timotheus 6:8) Alt hvad man får ud over det, er en ekstra bonus. Det er en simpel sandhed som vi stadig husker.

 De prøvelser vi mødte på vores rejser, var måske ikke helt så store som dem apostlen Paulus kom ud for, men det vi oplevede, fik os alligevel til at føle at vores tro og vores motiver blev sat på prøve. De veje vi måtte køre på, var i en frygtelig tilstand, eller også var de der slet ikke. Når vi kørte på de stenede veje, blev vi grundigt rystet. Nogle gange sank vores bil dybt ned i sand. Når det var regntid, kunne bilen sidde godt fast i mudder der klistrede sig til bilen som lim. Engang havde vi kørt en hel dag og kun tilbagelagt 70 kilometer, og vi havde gravet bilen fri 12 gange.

 Men vi har aldrig følt os tættere på Jehova end vi gjorde når vi tjente under vanskelige forhold ude i bushen. Vi lærte at med Jehovas hjælp kunne vi godt holde ud og samtidig være glade, selvom vi var i en svær situation som vi ikke havde nogen chance for at ændre. Susanne er egentlig ikke den type der elsker udendørsliv og store eventyr, men hun beklagede sig aldrig. Vi husker den periode som en lykkelig og berigende tid og en tid hvor vi i hvert fald lærte mange ting.

 I de år hvor vi tjente i Zaire, blev jeg arresteret flere gange. Engang blev jeg helt uden skyld anklaget for at være illegal diamanthandler. Sådan en situation gjorde os selvfølgelig noget nervøse, men vi sagde til hinanden at hvis det var Jehovas vilje at vi skulle udføre den tjeneste vi havde fået tildelt, så ville han hjælpe os med at gøre det. Og det gjorde han!

 I 1981 blev vi indbudt til at tjene på afdelingskontoret i Kinshasa. Året før havde vores arbejde igen fået juridisk anerkendelse i landet. Vores brødre skaffede en byggegrund, hvor vi kunne opføre et større afdelingskontor. Men så, i marts 1986, underskrev landets præsident pludselig et dekret om at Jehovas Vidners arbejde var forbudt. Betelbyggeriet måtte stoppe, og i løbet af kort tid måtte de fleste af vores missionærer forlade landet.

 Susanne og jeg havde mulighed for at blive der et stykke tid. Vi gjorde hvad vi kunne for at fortsætte med forkyndelsen, selvom vi vidste at vi hele tiden blev overvåget. Trods vores store forsigtighed blev jeg en dag arresteret mens jeg var ved at lede et bibelstudie. Jeg blev anbragt i et stort, mørkt rum der var ligesom en fangekælder. Rummet var fyldt med fanger, og det var varmt og ildelugtende. Det eneste sted hvor der kom lys og luft ind, var en lille åbning højt oppe på den ene væg. Nogle af fangerne greb fat i mig og trak mig hen til en mand de regnede for at være deres leder. “Syng vores nationalsang!” forlangte han. “Den kender jeg ikke,” svarede jeg. “Så syng dit eget lands nationalsang!” sagde de. “Den kender jeg heller ikke.” Så fik manden mig til at stå op ad væggen i omkring tre kvarter. Til sidst lykkedes det nogle lokale brødre at få mig løsladt.

 Det stod klart at forholdene i landet ikke ville blive bedre foreløbig, og kort efter fik vi tildelt en ny opgave – vi blev bedt om at tjene i Zambia. Da vi krydsede grænsen, følte vi os både triste og lettede. Vi tænkte på de 18 år vi havde tilbragt sammen med trofaste missionærer og lokale brødre og søstre i det distrikt vi havde fået tildelt. Der var tider hvor vi havde oplevet stress, men vi var også blevet velsignet. Jehova havde været med os hele vejen. Vi havde lært swahili og fransk, og Susanne havde også lært en del lingala. Vores forkyndelse havde givet fine resultater, og vi havde hjulpet over 130 mennesker til at lære sandheden at kende så de kunne blive døbt. Desuden havde vi været med til at gøre et forarbejde til at der kunne komme endnu større vækst – og det kom der sandelig! I 1993 fjernede landets højesteret forbuddet fra 1986. I dag er der over 240.000 forkyndere i Congo.

 Mens vi har været her i Zambia, har vi set nye betelbygninger blive bygget og senere udvidet. I dag er her over tre gange så mange aktive forkyndere som der var da vi ankom i 1987.

 Hvordan er det så gået med den unge bror som man ikke troede kunne klare at være hjælpepioner i bare en måned? Med Jehovas hjælp og med støtte fra min kære hustru, Susanne, har jeg nu rundet 65 år i den skønne heltidstjeneste. Vi har smagt og set at Jehova er god! – Salme 34:8.

 Det er ikke fordi vi er noget særligt. Vi har bare prøvet at gøre vores bedste for at være trofaste og holde det vi lovede ved vores indvielse. Vi er sikre på at Jehova vil blive ved med at hjælpe os så vi ikke holder os tilbage, eller “unddrager os”, men bliver ved med at vokse i troen så vi “bevarer livet”. – Hebræerne 10:39.

 Se videoen Dayrell og Susanne Sharp: Vi lovede at tjene Jehova af hele vores sjæl