20. APRIL 2022
BELGIEN
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol giver Jehovas Vidner medhold i skattesag i Belgien
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (ECHR) har enstemmigt afgjort at myndighederne i Belgien udsatte Jehovas Vidner for diskrimination da de pålagde ni menigheder i hovedstadsregionen Bruxelles en skat de tidligere var blevet fritaget fra. ECHR’s afgørelse i sagen Den kristne menighed af Jehovas Vidner og andre mod Belgien, som faldt den 5. april 2022, kan være med til at beskytte vores religionsfrihed ikke bare i Belgien men også i andre europæiske lande.
Alle trossamfund i hovedstadsregionen Bruxelles har været fritaget for ejendomsskat af deres tilbedelsessteder indtil 2018, hvor regionen ændrede sin skattelovgivning så fritagelsen kun gjaldt seks “anerkendte trossamfund”. Det betød at Jehovas Vidner skulle betale store beløb i skat på grund af deres rigssale i Bruxelles. Det samlede årlige beløb løb op i næsten 45.000 euro (cirka 335.000 kroner).
ECHR kom frem til at hovedstadsregionen Bruxelles havde overtrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og udsat Jehovas Vidner for diskrimination ved kun at lade skattefritagelsen gælde de seks “anerkendte trossamfund”.
Myndighederne i Belgien havde sagt at Jehovas Vidner bare kunne søge om at opnå status som et “anerkendt trossamfund” i landet. Men ECHR fremhævede i sin afgørelse at det udsagn var usandt. Domstolen pegede på at det i Belgien kun er justitsministeren der kan igangsætte en proces for at give et trossamfund juridisk anerkendelse, og at udfaldet af en sådan proces afhænger fuldstændigt af myndighedernes subjektive vurdering.
I ECHR’s officielle afgørelse stod der at Belgiens procedure i forbindelse med anerkendelse af trossamfund “indebærer risiko for forskelsbehandling”, og at man “ikke med rimelighed kan forvente at religiøse samfund skal søge om at blive anerkendt af staten, og derved blive omfattet af skattefritagelsen, uden nogen garanti for at blive behandlet retfærdigt”. Menneskerettighedsdomstolen opfordrede myndighederne i Belgien til at være “objektive og upartiske” når de har at gøre med religiøse grupper, som for eksempel Jehovas Vidner.
Kendelsen understreger at et lands myndigheder ikke har ret til at afgøre om en religiøs overbevisning er legitim, eller hvordan en sådan overbevisning bør praktiseres. Udfaldet af sagen vil sikkert være med til at afholde andre europæiske lande fra at vedtage diskriminerende skattelove der kunne gå ud over vores organisation.
Vores største ønske er at ære Jehovas navn, og vi takker ham hver gang vi vinder en juridisk sejr der hjælper os til at gøre netop det. – Åbenbaringen 15:4.