Bror Giandomenico Gullà, der er skadestuelæge på sygehuset i Erba i nærheden af Como, Italien, har stået over for mange udfordringer på grund af COVID-19-pandemien. På trods af det har hans tro givet ham fred i sindet, og derfor kan han være med til at trøste andre. (2. Korinther 1:4) Det kan vi se af de oplevelser han for nylig har delt med Informationstjenesten på Afdelingskontoret i Italien.

Det følgende er en forkortet transskription af interviewet med bror Gullà.

Hvilke udfordringer har du mødt under denne pandemi?

Giandomenico Gullà: På det sygehus hvor jeg arbejder, skete det hele meget pludseligt – ⁠ligesom med en tsunami. Hele sygehuset er blevet fuldstændig omorganiseret for at skabe afdelinger udelukkende til COVID-19-patienter. Det er en svær situation. Patienterne er isolerede og må ikke have fysisk kontakt med deres familie og venner. Derfor er det mig der ringer til familien og giver dem opdateringer om hvordan det går. På et tidspunkt blev jeg nødt til at ringe til en søn midt om natten for at fortælle ham at hans mor var ved at dø. Jeg brugte min telefon til at lave et videoopkald, og det gjorde at sønnen kunne se sin mor en sidste gang, selvom hun var uden bevidsthed. Det var et hjerteskærende øjeblik.

Hvordan har det du har lært i Bibelen, trøstet dig?

GG: Jeg har lagt mærke til at nogle af mine kolleger har været meget fortvivlede, men mit studie af Bibelen har hjulpet mig til at have ro i sindet. Jeg synes det er tydeligt at Jehova har forberedt os på de her svære tider. For mig er pandemien endnu et bevis på at Bibelens profetier går i opfyldelse, og det hjælper mig til at se situationen i det rigtige perspektiv. Min tro er blevet meget stærkere.

Hvordan har trøsten fra Jehova hjulpet dig til at trøste andre?

GG: Jehova giver af sin ånd – ⁠det mærker jeg tydeligt, både derhjemme og på min arbejdsplads. Det hjælper mig også til at styrke de brødre og søstre der har det svært på grund af sygdomsudbruddet.

Hvordan har Jehova hjulpet dig til at trøste din familie?

GG: Selvom jeg bliver nødt til at arbejde flere timer på sygehuset, gør jeg en indsats for at holde fast i de åndelige rutiner sammen med min familie. Jeg kan se at det har været godt for min kone, og at det knytter os nærmere til hinanden. Vores familiestudie hjælper os også til at trøste vores datter, Ginevra, der er næsten tre år gammel. Hun kan godt fornemme at tingene ikke er som de plejer at være, og vi kan høre at hun er bekymret, når hun for eksempel siger: ‘Jeg vil ikke have at far tager på arbejde fordi der er coronavirus,’ eller: ‘Jeg er bange for at far ikke kommer hjem igen.’ For at berolige hende hører vi sangene fra JW Broadcast, og kort tid efter smiler hun igen.

Kan du give et eksempel på hvordan du har trøstet en af dine kolleger?

GG: En kollega fra min afdeling begyndte for ikke så lang tid siden at studere Bibelen. Jeg mødte ham for nogle år siden på et andet sygehus hvor jeg arbejdede, og der talte vi om Bibelen. Han var lige begyndt at studere da sygdomsudbruddet kom, og det gør han stadig. Vi studerer ved hjælp af videoopkald – ⁠nogle gange endda to gange om ugen. Det rørte mig meget da han betroede sig til mig og sagde: “Bibelstudiet hjælper mig til at få et bedre liv. Jeg er ikke så bekymret. Jeg har fået svar på mange af mine spørgsmål om hvorfor vi er her, og hvorfor vi er i en situation som den her. Den tro jeg er ved at opbygge, giver mig indre fred og et håb for fremtiden.”

Hvordan har du trøstet brødre og søstre i menigheden?

GG: En søster fra min menighed [Daniela Sgreva] blev desværre testet positiv for COVID-19 og skulle på sygehuset. Jeg kontaktede to brødre der ejer en ambulance, og vi aftalte at de ville sørge for hendes transport. Brødrene kørte over 50 kilometer for at hente hende, og hun blev meget glad for at se dem. I sådan en kritisk situation kan det være meget skræmmende at komme på skadestuen, men det trøstede hende at kunne køre med de to brødre i ambulancen, og at jeg kunne tage imod hende. Hun var pludselig omgivet af venner der ikke behøvede at være isoleret fra hende. Den kærlighed og støtte hun fik af alle brødrene, styrkede hende. Hun sagde meget taknemmeligt: “Jeg er klar over at Jehova ved hvad vi har brug for, men den her gang har han virkelig overgået mine forventninger!”

Hver dag støtter jeg mig mere og mere til Jehova og den styrke han giver. Når jeg kører til og fra arbejde, lytter jeg til vores sange fra månedsprogrammerne. Det giver mig den åndelige og følelsesmæssige styrke jeg har brug for. Jeg takker Jehova for hans hjælp, og når jeg lytter til sangen Jehovah’s Always by Our Side, siger jeg igen og igen til mig selv: ‘Jehova er altid ved min side. Han tager min hånd, hjælper mig til at forstå at det er ofrene værd.’