22. MARTS 2021
POLEN
Hospitalspersonale i Polen giver udtryk for deres taknemmelighed over for Jehovas Vidner
Personalet på et hospital i Słupca i Polen skrev et brev til vores brødre i Warszawa hvor de gav udtryk for deres taknemmelighed fordi de havde hjulpet med at skaffe nogle bibler.
Hospitalet tager sig af mange patienter der har covid-19. En fra hospitalets administration ønskede at gøre noget for at opmuntre og støtte hospitalspersonalet og patienterne. Han kom i tanke om at en af hans venner er gift med et af Jehovas Vidner, en søster ved navn Helena Krupa. Han kunne huske hendes begejstring for Bibelen, så han kontaktede hende for at spørge om hun kunne hjælpe med at få fat i nogle bibler til hospitalet.
Søster Helena Krupa der bor i Warszawa, talte med de ældste i menigheden om det. De lavede en pakke til hospitalet. Den indeholdt seks eksemplarer af den reviderede udgave af Ny Verden-Oversættelsen af Bibelen og andre bibelske publikationer. Brødrene skrev også et brev hvor de fortalte om nogle af de særlige ting ved Ny Verden-Oversættelsen, især det at den bruger Guds navn, Jehova.
Hospitalets administration skrev et brev til menigheden hvor de gav udtryk for deres oprigtige taknemmelighed for brødrenes store hjælp og engagement og fordi de var parate til at gøre hvad de kunne for at hjælpe andre. Der stod også i brevet: “I den her svære tid hvor alle lever med konstante bekymringer for deres liv, helbred, familie, deres kære og deres arbejde, har I fundet styrken til at tænke på andre. Vi kunne se at I ikke var ligeglade med vores problemer, og det har hjulpet os til at blive ved med at bekæmpe pandemien og at klare vores arbejde hver dag uanset hvilke problemer vi er løbet ind i.”
Deres taknemmelige ord er med til at vise at Bibelen kan hjælpe os med at give trøst og håb til andre. – Romerne 15:4.