Gå direkte til indholdet

På NS-Dokumentationszentrum München (bygningen til højre) kunne man besøge en særlig udstilling om Jehovas Vidner i nazitiden. Museet er bygget på den grund hvor det tidligere hovedkontor for nazisternes parti lå.

18. FEBRUAR 2019
TYSKLAND

Udstilling i München sætter fokus på forfølgelsen af Jehovas Vidner i nazitiden

Udstilling i München sætter fokus på forfølgelsen af Jehovas Vidner i nazitiden

Udstillingen på NS-Dokumentationszentrum München havde 60 plancher med forskellige dokumenter og fotografier der beskrev forfølgelsen af Jehovas Vidner i nazitiden.

I perioden fra den 26. september 2018 til den 6. januar 2019 kunne man på NS-Dokumentationszentrum München besøge en særlig udstilling der havde til formål at give offentligheden et større indblik i hvad Jehovas Vidner måtte gennemgå under nazistyret. Dokumentationscentret ligger samme sted som det tidligere hovedkontor for nazisternes parti.

Ved udstillingens åbningsceremoni holdt Münchens kulturrådmand, Hans-Georg Küppers, åbningstalen og forklarede hvad der lå til grund for udstillingen: “Denne udstilling er vigtig fordi mange i lang tid ikke troede at Jehovas Vidner blev forfulgt at nazisterne. ... Målet med udstillingen er at øge offentlighedens bevidsthed om disse [ofre].”

Historien om hvad vores brødre i München blev udsat for under naziregimet, blev vist på 60 plancher fyldt med beretninger om mod, loyalitet og overlevelse. På en af plancherne kunne man læse beretningen om Martin og Gertrud Pötzinger, der kun havde været gift nogle få måneder da de blev anholdt og sendt til hver deres koncentrationslejr. De så ikke hinanden i ni år. Begge overlevede, og bror Pötzinger blev senere medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd.

Therese Kühner blev henrettet af nazisterne den 6. oktober 1944.

På en anden planche kunne man læse historien om Therese Kühner, der blev et af Jehovas Vidner (dengang kendt som Bibelstudenterne) i 1929. Da Jehovas Vidner blev underlagt forbud i Tyskland, holdt man hemmelige religiøse møder i hendes hjem, og hun begyndte at trykke vores litteratur i det skjulte ved hjælp af en duplikator med håndsving. Nazisterne fik nys om hendes aktiviteter, og hun blev anholdt og anklaget for at “publicere og distribuere statsfjendtlig litteratur og svække moralen hos soldaterne”. Selvom søster Kühner stod ansigt til ansigt med døden, forblev hun trofast. Hun blev henrettet den 6. oktober 1944.

Andre plancher fremhævede vores brødres politisk neutrale standpunkt der fik dem til at nægte at sige “Heil Hitler!” – en beslutning der gjorde dem til et særligt mål for nazisternes uudslukkelige had.

I 1934 sværgede Hitler at han ville gøre det af med Jehovas Vidner, med erklæringen: “Denne yngel skal udryddes i Tyskland!” Som følge af hans ondskabsfulde plan måtte Vidnerne udholde brutal forfølgelse. I dag findes Hitler og hans parti ikke længere, men vores brødre og søstre i Tyskland tæller nu mere end 165.000. Når vi bliver udsat for prøvelser, takker vi Jehova for det håb vi har, et håb der ‘ikke fører til skuffelse’. – Romerne 5:3-5.