16. NOVEMBER 2022
UKRAINE
UPDATE NR. 13 | Vores brødre og søstre viser sand kærlighed under katastrofen i Ukraine
Forkyndelsen fra hus til hus genoptages
I august 2022 blev det meddelt at forkyndelsen fra hus til hus ville blive genoptaget i de områder af Ukraine hvor det var sikkert nok at gøre det. Vores brødre og søstre var meget ivrige efter at komme i gang med det igen. Og de oplever at mange er interesseret i at lytte til Bibelens budskab. En der lige er begyndt at studere Bibelen, sagde følgende: “Efter at have set alle de forfærdelige ting krigen har ført med sig, er det tydeligt at det kun er Gud der kan løse menneskers problemer.” Her kommer nogle af de mange gode oplevelser der har været.
Ruslan, der er i Lanivtsi Menighed, var lidt nervøs for at skulle ud fra hus til hus igen. Han og hans kone bad Jehova om at give dem mod og lede dem hen til de mennesker der er interesserede i at høre om et håb om en bedre fremtid. Ægteparret var helt oppe at køre fordi de efter bare to timer i forkyndelsen havde talt med otte forskellige der alle sagde ja til at få et bibelstudie.
Da Olha, der er i Krements Menighed, var i forkyndelsen, kom en mand løbende hen til hende og hendes forkyndermakker og spurgte om de var nogle der talte med folk om Guds ord. Derefter sagde han: “Jeg ryger og har alkoholproblemer. Og jeg ved at Gud snart vil skulle dømme mig. Til den tid ønsker jeg virkelig ikke at være den person jeg er lige nu.” Der er lagt planer om at nogle brødre fra området skal begynde at studere med ham.
Vasyl fra Lviv-Rjasne-Skhidnyj Menighed var i forkyndelsen sammen med sin tjenestegruppe. Han genkendte et hus hvor der bor en dame han talte med for flere år siden. Dengang havde damen været meget vred og afvist at tale med Jehovas Vidner. Han valgte alligevel at banke på og tilbyde hende et bibelkursus. Til hans store overraskelse sagde damen at hun godt kunne tænke sig at lære mere om Bibelen. Hun sagde ja tak til et bibelstudie, og Vasyl har arrangeret at nogen kan følge op på det.
Serhij, der er i Illintsi Menighed, blev døbt i 2021 og havde aldrig prøvet at forkynde fra hus til hus. Han var nervøs for det, så han gjorde noget for at forberede sig. Serhij fortæller: “Jeg så præsentationsvideoerne rigtig mange gange. Så var det bare mod jeg havde brug for.” Heldigvis fortæller han at frygten blev erstattet med stor glæde efter at han havde været med til at fortælle andre om den gode nyhed.
Nikol fra Rozdil Menighed var i en lignende situation. Hun blev udøbt forkynder i august 2022 og fortæller: “Jeg var meget nervøs og endda bange for at skulle forkynde for andre ansigt til ansigt. Men efter at jeg havde taget mod til mig og gjorde det, oplevede jeg hvor skønt det er at stå over for et andet menneske og have en samtale om Jehova.”
Pr. 11. november 2022 har vi følgende oplysninger fra Ukraine. Tallene her er blevet bekræftet af de lokale brødre. Det er dog muligt at de i virkeligheden er højere da det er svært at komme i kontakt med vores trosfæller i alle dele af landet.
Hvordan vores brødre og søstre er blevet ramt
46 forkyndere har mistet livet
97 forkyndere er blevet såret
12.569 forkyndere er i øjeblikket på flugt
590 hjem er blevet fuldstændigt ødelagt
645 hjem har fået store skader
1.722 hjem har fået mindre skader
6 rigssale er blevet fuldstændigt ødelagt
19 rigssale har fået store skader
63 rigssale har fået mindre skader
Nødhjælpsarbejde
Der er 27 nødhjælpskomitéer i Ukraine som sørger for nødhjælp
53.948 forkyndere har fået hjælp af nødhjælpskomitéerne til at finde logi i mindre farlige områder
25.983 forkyndere er flygtet til andre lande og bliver hjulpet af deres trosfæller der